Rhyes smukke univers fortsætter uforstyrret – på trods af brud med Robin Hannibal
Der er længe siden, Rhye udgav debutalbummet ‘Woman’, der med sine fintfølende sange fungerede perfekt som soundtrack til hjertesorger, eftertænksomme rødvinsstunder og blåtonede tømmermændsdage.
Næsten fem år skulle der gå, før vi kunne få efterfølgeren ’Blood’, og der er bestemt også sket en del siden debuten.
Rhye er ikke længere en duo, men derimod musiker og sanger Mike Miloshs soloprojekt. Duoens tidligere anden halvdel, danske Robin Hannibal, forlod bandet kort før udgivelsen af ‘Woman’ i 2013. På trods af den nye konstellation føles ‘Blood’ dog stadig som et gensyn. Som de foreløbige fire singler også har antydet, lægger albummet sig nemlig fint i forlængelse af det nedtonede, smukke univers, vi blev introduceret til på første udgivelse.
Opskriften er den samme: Miloshs androgyne, luftige vokal, smukke strygerarrangementer, sofistikerede, soulede bossa-rytmer og bedrøvede tekster, hvor ordene næsten drukner i rumklang – albummet føles som skræddersyet til de triste, danske vintermåneder.
Det er smukt, det er dygtigt, og ingen kan sætte en finger på Miloshs elegante, kompositoriske håndelag. Men efter at have lyttet til de 11 numre, der har været så længe undervejs, er det svært ikke at undres over, hvorfor albummet ikke adskiller sig mere fra sin forgænger. For det skrøbelige univers, vi blev introduceret til i 2013, fremstår næsten uændret.
Der er ingen tvivl om, at Rhye ramte noget helt unikt med ‘Woman’. Albummet havde flere mindeværdige højdepunkter, og blandt andet hittet ‘Open’ står stadig skarpt som en rørende ballade, der med få virkemidler ramte lige ind i alle forvirrede, unge, ulykkeligt forelskede hjerter. Men nu her havde man måske forventet, at Milosh havde udvidet universet en smule og prøvet kræfter med et skurrende modstykke til den meget pæne og polerede lyd, der kendetegnede ‘Woman’.
Måske er det netop Rhyes udfordring, at det helt fra begyndelsen har virket ekstremt afklaret, forfinet og færdigt – for hvordan bygger man så videre?
Slutnummeret ‘Sinful’ og det stramme, basdrevne ‘Phoenix’ er dog to numre fra ‘Blood’, der i det små forsøger at drive Rhyes lyd en smule væk fra det ubetinget vellydende. Her er der både anderledes melodiske og harmoniske udsving, og på ‘Phoenix’ møder man også en skrattende helteguitar. På ‘Blood Knows’ optræder Miloshs vokal ligeledes klar og stålsat frem for vævende og luftig, og den form for vekslen fungerer som tiltrængte åndehuller i løbet af albummet. De ømme strygertemaer og fine korstemmer står nemlig langt stærkere, hvis der også er noget grimt, der udfordrer dem.
Milosh vokal er helt unik og ekstremt karakterfuld, og det er i høj grad også den, der udgør Rhyes lyd. Den er om muligt blevet endnu mere luftig og svævende på ‘Blood’, men selv om den er smuk, så er den næsten så hemmelighedsfuld, at man opgiver at høre efter. Miloshs ord smelter sammen og gør musikken så uforstyrrende og ren, at den næsten bare bliver underlægningsmusik. Sangene havde muligvis fremstået stærkere, hvis deres narrativer blev leveret tydeligere, eller hvis melodierne og ordene havde været mere markante.
Men som tidligere nævnt er der ingen tvivl om, at Milosh er ekstremt dygtig til det, han gør. Numrene lyder ganske enkelt rigtig godt, og de funkinfluerede numre som ‘Count To Five’, ‘Taste’ og ‘Feel Your Weight’ er vellydende og underspillede stemningsskabere, der stadig vil gå perfekt i spænd med et glas rødvin eller to. Den fine ‘Stay Safe’ har også næsten klassiske, koralharmoniske vibes i sin akkordopbygning, og den er et fint indspark mellem de 11 numre. Sangen er desuden er smuk ballade om at skabe sig en ny tilværelse efter et brud.
I fremtiden kan man dog håbe på, at Rhye tør vove pelsen lidt mere, for med så stor en håndsværksmæssig sikkerhed og ynde, som Milosh besidder, burde der ikke være grænser for, hvor musikken kan tages hen.
Kort sagt:
‘Blood’ lægger sig fint i forlængelse af det nedtonede, smukke univers, vi blev introduceret til på ‘Woman’ tilbage i 2013. Det er smukt, det er dygtigt, men det skrøbelige univers fremstår næsten uændret, og musikken er så uforstyrrende og ren, at den næsten bliver underlægningsmusik.