The Minds of 99 blander poesi og politisk indignation på ‘Solkongen (del 2)’
På andel del af ‘Solkongen’ fortsætter skyerne med at trække sig sammen over The Minds of 99. Den første ep i projektet landede i oktober sidste år og lød af et band, der fandt ny inspiration i berømmelsens dunkle bagside og temaer som storhedsvanvid, narcissisme og isolation. Ved at vende blikket indad fik de på intelligent vis sagt en masse om verden af i dag.
De seks nye sange på del 2 lægger sig både lydligt og tematisk i forlængelse heraf, og det er dermed svært ikke at anskue ‘Solkongen’ som ét samlet værk. Men den alternative, todelte lancering har måske givet The Minds of 99 friheden til at kæle lidt ekstra for de sange, der har kaldt på det.
I hvert fald er ‘Alle skuffer over tid’ et stærkt medrivende åbningsnummer, hvor Niels Brandts udtryksfulde vokal og poetiske talent får masser af velfortjent albuerum i det rene og tempofyldte lydbillede. »Det er din verden, må jeg hærge den?«, spørger frontmanden et sted midt imellem kynisme og sårbarhed, så det er svært at sige nej. Det er en ganske kvik helgardering af et band, der endnu befinder sig på toppen af succeskurven, inden det (måske?) uundgåeligt må gå nedad.
Skønt Brandt her lader sig opsluge af sit eget ego, har han på ‘Solkongen (del 2)’ masser at sige om 2018. Den politiske indignation, der lurede i kulissen på del 1, får frit løb på ‘Ideen er død’: En desillusioneret domfældelse over et depraveret USA forklædt som letbenet, elektronisk postpunk. Brandt leverer her albummets fineste tekst i en fornem balancegang imellem abstraktion og konkret kritik. »Det er en æra, der går ned bag en palme«, lyder det et sted, mens der et andet synes at blive trukket en sprængfarlig linje imellem Trump og nazismen: »Der er lyde, som vi kender fra før, fra ’43«.
På andre sange fremstår Brandts metaforer mindre elegante (»Folk, der er store som en sol, er tit flade som en pandekage«). Og at flere af melodierne tilmed fremstår en smule halvbagte resulterer i, at en vis rastløshed indhenter lytteren undervejs.
Den ulmende finale, ‘Tak for i dag’, genfinder heldigvis poesien, når Brandt messer »må månen være min sol« på et bagtæppe af slæbende trommer og afgrundsdybe guitarakkorder.
Kort sagt:
The Minds of 99 fortsætter det høje niveau på anden del af ‘Solkongen’, kvintettens mørkrandede narcissismestudie. Lyrisk går Niels Brandt planken helt ud på den USA-kritiske ‘Ideen er død’, mens ‘Alle skuffer over tid’ er en stærk ballade brygget på enkle virkemidler. På enkelte numre fremstår metaforerne og melodierne halvbagte, men ‘Solkongen’ er stadig et overbevisende værk, der har meget at sige om sin tid.
Læs også: Anmeldelse af The Minds of 99 ‘Solkongen (del 1)’