Vetos comeback-album er tech-dramatisk og teatralsk

Vetos comeback-album er tech-dramatisk og teatralsk
Foto: Kristoffer Juel
Vetos comeback-album er tech-dramatisk og teatralsk - 16 Colors
3 6
Veto
'16 Colors'

Album, Reset08

Det svært at vurdere, om tiden er løbet fra Veto, eller om rutinen har lagt sig for godt til rette. Faktum er, at ‘16 Colors’, deres første album i fem år, ikke gør det store væsen af sig her i 2018.

Rent stilistisk har Veto lagt de mere mekaniske electrorytmer på hylden til fordel for et mere organisk og svævende udtryk. Fred være med det, men det hjælper ikke på den kendsgerning, at de ti nye numre ikke er særlig stærke.

For lige at sætte albummets koncept i kontekst er her frontmand Troels Abrahamsens udlægning af albummets tematik:

»Titlen ’16 Colors’ har været en form for overordnet symbol for pladen. Det henviser til de 16 farver, der er navngivet i HTML-specifikationen og dermed til den palette, som er en grundlæggende farvegiver i vores færden online. De repræsenterer et stort skridt frem fra de tofarvede systemer i computerens tidlige liv, mens det stadig er en begrænset palette. For mig er begrænsningen i farverne, vi ser (forudvalgt for os eller selvvalgt), afgørende og symbolsk for vores forståelse af den verden, der eksisterer uden for vores skærme, og det er den problematik, jeg behandler på albummet«.

Lige så tech-dramatisk som det tematiske afsæt er, lige så banalt lyder Vetos comeback-udspil. Som en halvdårlig parodi på Bowies svageste udspil fra 90’erne slæber de deres lyttere igennem en række cykliske og statiske numre, der virker alt for lange og uvedkommende.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

De to singler, ‘A Pit’ og ‘I Am Here’, har givet en forsmag på helheden. Melodramaet og electrorocken trives i bedste stil, og på begge numre (som er i den bedre ende), er der strejf af melodilinjer, som er lige ved at vække nysgerrighed. Men så bliver de punkteret af langsommelige, teatralske verselinjer, der ikke formår at fastholde ens opmærksomhed. Det bliver tungt og kedeligt.

På et nummer som ‘Measures’ får den hele armen med højdramatiske, men neutrale vokalstykker. Hvis en person på Strøget råbte det samme ord om og om igen, med samme styrke, samme længde og samme klang, så skynder man sig væk for at hvile ørene. Og samme flugt kan man have lyst til at tage, når man støder sammen med visse passager på ’16 Colors’.

‘Mount Dome’ er klart albummets stærkeste nummer. Både hvad angår melodi, variation og instrumentation. Det dæmpede, guitardrevne tempo spiller stærkt op mod Abrahamsens vokal, som i modsætning til resten af albummet er blottet for langstrakte, monotone og krængende fragmenter, der ikke rigtig batter.

Det skal siges, at Veto har skabt sig en lyd, og det i sig selv er beundringsværdigt. De er tro mod deres æstetik, og der skal ikke herske tvivl om, at de mestrer deres håndværk. Men gennem hele albummet brummer bandet af sted som en mør motor i en langdistancechaufførs lastbil. Der bliver kørt i samme gear med samme omdrejninger, så maskineriet rækker langt på literen. Vi kommer fra A til B, men turen har været uden oplevelser, uden bump, uden fartovertrædelser, uden blaffere og uden afvigelser fra GPS’en.

Rent tematisk lægger albummet sig op ad emner, der er evigt relevante, men det er, som om bandet blot konstaterer (som så mange før dem), at folk blindt fortsætter med at ødelægge planeten. Men hvad er det, Veto vil med den konstatering? Hvorfor påberåber de sig vores opmærksomhed? Hvis det bare er for at fortælle, at verden er af lave, så er der mange andre kunstnere, der fortæller samme historie på en mere opfindsom, udfordrende og kritisk facon.


Kort sagt:
I forhold til Vetos tidligere udgivelser er ’16 Colors’ mindre mekanisk og mere organisk i sit musikalske udtryk, men hvad angår kunstnerisk tæft, er albummet for ensartet og monotont til at bide sig fast hos lytteren. Der er for meget melodrama og for lidt melodiøs tyngde.