Amen Dunes’ melodifornemmelse fortoner sig i jagten på det støvede, solbrændte groove

Amen Dunes’ melodifornemmelse fortoner sig i jagten på det støvede, solbrændte groove
Amen Dunes.
Amen Dunes’ melodifornemmelse fortoner sig i jagten på det støvede, solbrændte groove - Freedom
4 6
Amen Dunes
'Freedom'

Album, Sacred Bones/Playground

Den amerikanske singer/songwriter Damon McMahon har udgivet album under navnet Amen Dunes siden 2009, men har først for ganske nylig slået hul til en lidt bredere lytterskare.

’Freedom’ byder da også på flere produktionsmæssige detaljer og arrangementsmæssige krummelurer, end vi tidligere har oplevet fra den kant. Tilføjelsen af en bredere musikalsk palet – bongo-svajende rock og guitar-feedback med psykedelisk effekt møder afrikansk inspireret rytmik, dub-agtig døsighed og en overraskende offensiv brug af synths – kunne lede tankerne hen på en Kurt Vile, hvis denne havde været i hænderne på et bredt sortiment af forskelligartede kapaciteter: Den egentlige producer, Chris Coady, har da også stået bag navne som TV on the Radio og Beach House, og man kan såmænd, med lidt god vilje, genkende fjerne ekkoer fra begge bands – og mange flere i øvrigt – på albummet.

Ligesom Vile nærer McMahon en forkærlighed for det ensartede, dvælende groove, dog i en lidt mere rytmisk forankret aftapning end sin mere stenede kollega. Amen Dunes’ sange skrider næsten alle som én frem som trukket efter en linje – som om de dovent eller selvforelsket (alt efter kontekst) nyder bare at rulle derudaf – på mere eller mindre bumlet vis.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Melodierne kniber det mere med. Når McMahon sætter et decideret omkvæd i søen, føles det enten som et påklistret fremmedlegeme – som om han forsøger lidt for hårdt at skrive radioegnede oder uden helt at mestre den metier (og fred da være med det!) – eller, i sjældnere tilfælde, som velkomne oaser, der bryder monotonien op.

’Blue Rose’ og ’Believe’ udtrykker på hver sin måde albummets styrker. Førstnævnte ved sit frodige og teksturrige lydbillede, der trækker på et væld af musikalske udtryk, og sidstnævnte i kraft af sin overlegne sangskrivning: ’Believe’ hænger sammen som et næsten sublimt udtryk for personlighed, følelsesmæssig katarsis og klassisk komponisthåndværk. Det er en af den slags sange, hvor spændingskurverne – kunsten at trykke og give slip – sidder til som en skræddersyet skjorte.

Lyrikken kredser tydeligvis om en privat smerteerfaring og repræsenterer Amen Dunes’ lyrik, når den er bedst: Fragmenteret og vag, men inciterende, fordi man som lytter selv kan digte videre: »When I was a kid, I was afraid to die / but now I’ve grown up«, synger McMahon, og lyder som en mand, der har en grund til at fortælle sig selv den nødløgn.

Desværre forløses hovedparten af sangene på ’Freedom’ ikke i nær samme grad. Amen Dunes formår ikke at fastholde lytterens opmærksomhed på albummets udstrakte afsluttende stræk. Sangene ’L.A.’ og ’Freedom’ (originale sangtitler er ikke McMahons calling card) toner forbi med en døsighed, der giver lytteren lyst til at tage et skarpt venstresving og lave hjulspind i ørkensandet.

Produktionerne redder delvist ’Freedom’ i land, når den manglende melodiske variation bliver hæmmende for helhedsoplevelsen, men McMahons stemme har også en tilpas, skiftevis fortvivlet, lakonisk, sorgfuld, tryglende og skælmsk nuancerigdom, der injicerer albummet med den skæve personligheds overbevisningskraft.


Kort sagt:
Amen Dunes nærer en forkærlighed for det drævende, ensartede groove, der trækker på et væld af musikalske udtryksformer fra flere kontinenter, men melodisk kører ’Freedom’ for ofte fast i en rille, hvor monotonien bliver musikkens største fjende. Med ’Believe’ har Amen Dunes dog skabt en af årets bedste sange, en sang hvor personlighed, følelsesmæssig katarsis og klassisk komponisthåndværk går op i en højere enhed.