Badesøen annoncerer årets første navne – bl.a. Sjæl I Flammer sammen med Kasper Winding

Badesøen annoncerer årets første navne – bl.a. Sjæl I Flammer sammen med Kasper Winding
Sjæl I Flammer. (Foto: Dennis Morton/Soundvenue)

Sidste år fik Danmark en ny og ret speciel festival: Badesøen fandt sted friluftsbadet af samme navn i Albertslund, og kurateret af internetradioen The Lake var her ved siden af de mere almindelige koncerter arrangeret skæve happenings som intimkoncerter med Jens Lekman.

Den 25. august vender Badesøen tilbage, og nu er de to første navne klar til programmet. For det første svenske Anna von Hausswolff, der i dag udgiver sit fjerde album ‘Dead Magic’, og for det andet et unikt samarbejde mellem den unge Vellness Plader-duo Sjæl I Flammer og popveteranen Kasper Winding.

Samarbejdet er skabt på initiativ af Badesøen, og i ugen op til festivalen vil de to parter slå sig sammen på spillestedet Forbrændingen, hvor de vil sammensætte den enkeltstående koncert, der smeder to generationer af dansk popmusik sammen.

Anders fra Sjæl I Flammer udtaler:
»Kasper har været grænsesøgende i meget af sin musik, og jeg kan forestille mig, at det bliver en meget lærerig proces, der godt kunne gå hen og blive meget inspirerende for begge parter. Det, at en så stor dansk kunstner er villig til at forny sig selv med en lille gruppe som os, siger en masse om hans evige nysgerrighed efter, hvad der kunne komme til at ske. Jeg synes, det er stort efter så mange år i gamet stadigt at have lyst til at prøve noget helt nyt. Jeg vil virkelig ønske, at jeg har det mindset, når jeg bliver lige så erfaren«.

Læs også: Badesøen: Fire ting, som den nye festival i Albertslund gjorde rigtigt

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af