»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Bon Iver-trommeslager har fuldkomment styr på de rustikke folk-virkemidler

Bon Iver-trommeslager har fuldkomment styr på de rustikke folk-virkemidler
S. Carey.
Bon Iver-trommeslager har fuldkomment styr på de rustikke folk-virkemidler - Hundred Acres
4 6
S. Carey
'Hundred Acres'

Album, JagJaguwar/Playground

Med Justin Vernon som arbejdsgiver kan man nemt komme til både at stå i skyggen og nedprioritere sine egne musikalske ideer. Sean Carey, der har siddet bag trommerne og leveret sødmefyldte vokalharmonier i Bon Iver gennem et årti, stiller sig dog ikke tilfreds med kun dette job. Han har desuden samarbejdet med blandt andre Sufjan Stevens og The Tallest Man On Earth, og i tilgift opbygget en hæderlig diskografi i eget navn, hvortil ‘Hundred Acres’ føjer sig til som tredje album.

Man kan ikke just påstå, at særtrækkene ved Careys mange samarbejder og gesjæfter er forsvundet i hans eget univers, og solokarrieren har da også kørt et genrebeslægtet parløb, hvilket ‘Hundred Acres’ ikke laver om på. Vi er således ude i plovfurene af den inderlige indiefolk med rustik instrumentering og fine korarrangementer, og Carey har da også fuldkomment styr på virkemidlerne. Ligesom det arkadiske albumcover, der synes at romantisere den idylliske ro ved at hengive sig til naturen og det taktile.

Vokal- og korarrangementerne er udsøgte hele albummet igennem og tåler snildt sammenligning med både Brian Wilson og Simon & Garfunkel. ‘Rose Petals’ og ‘True North’ er indtagende med stemning af americana-vemod, ligesom ‘Hideout’ henrykker med Bert Jansch-inspireret fingerspil og et flot akkompagnement af strygere og vibrafon. Desuden klæder det Carey, når en puls dunker i hans hymniske og porøse folkballader – som den vuggende percussive fremdrift i ‘More I See’ og den accentuerede guitar i ‘Yellowstone’.

Indiefolk kan dog være et territorium belagt med visse fælder, hvis man forlader sig for meget på den traditionelle konformitet. Den blide sangsnedker fra Wisconsin kan skam heller ikke se sig fri for at trisse ind på stier, hvor anonymiteten ligger på lur i krattet. Med snooze-fremkaldende lejrbålsligegyldighed opløses ‘Fool’s Gold’, ‘Have You Stopped to Notice’ og ‘Meadow Song’ som morgendug på en eng. Symptomatisk for denne ærgerlige tendens, hvor materialet ubemærket passerer revy, er de to sidstnævnte sange mixet over i hinanden.

Uden at drage paralleller (og så alligevel) kunne Carey med fordel fremadrettet se på, hvordan Vernon ubekymret og overlegent har implementeret nye dimensioner til sit musikalske udtryk og rykket grænserne for, hvordan Bon Iver kan lyde.


Kort sagt:
Den blide sangskriver fra Wisconsin lader for en stund Bon Iver-trommestikkerne på hylden og føjer nye hymniske indiefolk-melodier til solokarrieren. Der er fuldkomment styr på de rustikke virkemidler og en solid klangbund i sangskrivningen, der dog heller ikke kan se sig fri for momentvis at forfalde til det konforme og anonyme.