Festkongen Andrew W.K. er tilbage, og armbevægelserne er nærmest større end nogensinde

Festkongen Andrew W.K. er tilbage, og armbevægelserne er nærmest større end nogensinde
Andrew W.K.
Festkongen Andrew W.K. er tilbage, og armbevægelserne er nærmest større end nogensinde - You're Not Alone
2 6
Andrew W.K.
'You're Not Alone'

Album, Sony

Andrew Wilkes-Krier er nærmest det tætteste, man kommer på et meme på to ben. Han har haft næsten det samme, hvide outfit på i mere end halvandet årti, og hvis ikke man boede under en sten i starten af 00’erne, bør man stadig have hans næseblodsindsmurte kontrafej fra coveret til debutalbummet ‘I Get Wet’ brændt fast på nethinden. Men hvordan bliver man ved med at være relevant, hvis ens lyriske univers er så endimensionelt, at det kan indkapsles i de to gyldne ord »party hard«?

Svaret er selvfølgelig, at det gør man ikke. Andrew W.K. har været væk fra albumfronten i knap ti år, og det er endnu længere tid siden, at han udgav noget, som ikke blot blev tilkendt smal, obskur release i begrænsede oplag. Med ‘You’re Not Alone’ er W.K. dog atter tilbage på et major label og holder heller ikke det fjerneste tilbage med udtrykket, der er tilbage i stadionrock-på-steroider-sporet.

For de uindviede kan W.K.’s lyd bedst beskrives som Foo Fighters ganget op med Queen i Meat Loaf’ende potens. Armbevægelserne kan med andre ord ikke rigtigt blive større, og hvis al hans klaverrockende bulder og brag virker som et turnoff allerede på skrift, kan man lige så godt give op på forhånd. Men ‘You’re Not Alone’ vil, som titlen måske antyder, mere end det. Desværre.

For W.K. har i sin albumtørlagte periode videreudviklet sin festfilosofi til at være en mere holistisk og omsiggribende affære end bare den gode, gamle vildere-højere-hurtigere til man skummer om munden, og blodet sprøjter fra næseborene-opskrift. For W.K. er det at feste et livssyn – en art positive thinking, blot affattet af et kærligt kødhoved, hvis karriere selvfølgelig peakede midt under ’Jackass’ popularitetsperiode.

Omsat til rocklyrik kommer det hurtigt til at klinge lidt hult. Sagen er, at der virkelig ikke er meget substans i W.K.’s selvhjælps-falbelader, og hans ellers så opløftende formaninger om, kort sagt, at leve livet forlæns lyder ofte mere som en spinning-instruktørs ivrende indpiskeri end noget, man rent faktisk kan bruge til noget.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Man kan i samme dur nærmest læse sangtitlerne fra og med midten af skiven og frem som en slags heppekor til sin egen rutsjebanetur igennem albummet: ‘Give Up On You’ hedder 8. sang på albummet, men så… ‘Keep On Going’, selvfølgelig. ‘In Your Darkest Moments’ skal du huske på, at ‘The Devil’s On Your Side’, og at du nok skal ‘Break the Curse’ og komme ud til ‘Total Freedom’ ’Beyond Oblivion’ efter en gang ‘Confusion and Clarity’.

Det er nærmest så plusgodt-positivistisk, at det er til at få huller i tænderne af, og desværre er det ovennævnte, tænkte heppekor nærmest nødvendigt for at tvinge sig selv gennem albummets knap timelange spilletid, fordi tempoet, modsat W.K.’s fest-tour de force ‘I Get Wet’, ofte falder til et klægt, forpustet og sumpende langdrag, samtidig med at den overbegjorte lagkage-på-lagkage-tunge produktion trætter ørerne.

Når ‘You’re Not Alone’ indimellem fungerer, er det når Andrew W.K. en sjælden gang imellem anerkender sine svagheder, både bogstaveligt og billedligt talt. Det bedste eksempel herpå er ‘I Don’t Know Anything’, som både er ærlig og lige så dejligt brusende endimensionel som alt fra ‘I Get Wet’, der stadig står tilbage, strunkt og urokkeligt i sin status som W.K.’s magnum opus.


Kort sagt:
Andrew W.K. er tilbage, og armbevægelserne er nærmest større end nogensinde. Desværre er ambitionerne også større, end vingerne kan bære. Med et lyrisk univers, der forsøger at udpensle W.K.’s festfilosofi til et mere holistisk og omsiggribende livssyn, men som oftest ikke stikker meget dybere end en spinninginstruktørs ivrige indpiskeri samt et ofte klægt og forpustet tempo, falder ‘You’re Not Alone’ hurtigt sammen som en soufflé.

Advertisement