Den københavnske trio Marshall Cecil passer ikke ind i en kasse. Det mystiske navn stammer fra det, som forsanger Daniel Abrahams far ville havde kaldt ham, hvis han kunne. I stedet er det blevet en karakter, som opstår i den dragende, eksistentielle artpop, som Abraham laver sammen med beatproducer og keyboardist Sophus August Tuxen og trommeslager Sebastian Fibiger.
Her er der plads til både store synthesizerhooks og trædeorgel, gennemproducerede, svævende popmelodier og pitchede rapvers komplet med Kierkegaard-referencer over en hvirvlende saxofon.
Debut-ep’en ’Heady (pt. 1)’ udkom i november og affødte den dragende single ’Going Up / Going Down’, der senere er blevet fulgt op af den smukke ’Beautiful World’. Om et par måneder spiller de på Spot og Roskilde Festival, hvor de udvider fra trio til en kvintet. Kom med, når Marshall Cecil fejrer livet på deres egen facon.
Hvad laver I for noget musik?
Daniel: »Der er nogle, der kalder det transcendental popmusik. Der er rigtig mange kontraster i musikken, der er skønhed, kaos, fattethed, desperation og forvirring. Det er musik, der italesætter forskellige sindstilstande, og som forklarer, at de også hænger sammen«.
Daniel: »Vi er et take på popmusik i den måde, vi skriver på. Der er hooks og omkvæd, men genrer og kategorier bliver jo mere og mere udvandede på alle mulige forskellige planer. Det skaber en åbenhed, som vores musik også er en kommentar på. Måske er det genreløst, måske er det bare popmusik, der bevæger sig ad nye veje«.
Sophus: »Vi tager fra det, vi synes er spændende i vores samtid, men går også tilbage i tiden. Vi kommer alle sammen mere eller mindre fra en rockbaggrund, hvilket vi også prøver at tage med og opdatere«.
Daniel: »Hvis man sætter sig ned og spiller sangene på en guitar, vil man godt kunne høre, at der er noget, der går tilbage til folkmusikken, som jo også blev til rock på et tidspunkt«.
Mit indtryk er, at jeres musik er meget finproduceret. I spillede jeres første koncert på Loppen i efteråret, og nu er I annonceret til Spot og Roskilde. Hvordan overfører I jeres udtryk til en koncert?
Sebastian: »Før vi skulle ud og spille live sagde vi til os selv, at vi ikke ville gøre brug af backingtracks. Det var et dogme, vi satte for os selv. Vi ville gerne have vores produktioner ind i vores livesæt, men samtidig ville vi også gerne kunne spille det live, altså trigge det live«.
Daniel: »Vores musik er meget dynamisk, også i liveproduktionerne. Vi har et lydkort med på scenen og kan derfor tage dele af vores produktion over i livedelen. Det ville være oplagt at bruge backingtracks, men vores oplevelse er, at det ofte tager noget dynamik ud af ting. Det gør, at du kun kan spille i en fast time, og der er mange aspekter af musikken, som apropos vores rockbaggrund går ud over den frihed i musikken, som vi gerne vil have med«.
Sebastian: »Vi vil gerne abonnere på det spontane og det smukke, der kan ske i øjeblikket. Det er vigtigst for os at have friheden til at kunne gå med på spontaniteten under en koncert«.
På Roskilde skal I spille på Rising, hvor det jo ofte er rocknavnene, der spiller, mens det er de mere elektroniske, der optræder på Countdown.
Daniel: »Jeg tror også folk har svært ved at finde ud af, hvor de skal placere os generelt. Det er bare fedt, og det er lige så vigtigt for os at kunne spille for et rockpublikum som for et elektronisk-orienteret publikum«.
Som sagt kalder Roskilde jeres musik for ’transcendental popmusik’. Kan I nikke genkendende til, at der er noget i jeres musik, som prøver at lede videre eller op til et andet plan, som man måske kan kalde transcendentalt?
Daniel: »Ja, helt klart. Der er en søgen efter noget større i vores musik, og det er ikke nødvendigvis noget, vi kan sige hvad er. Det er noget, som ligger i os alle sammen, og jeg tror også, det er noget, som folk bliver tiltrukket af. Der ligger nok et håb i vores musik, som er af en metafysisk størrelse. Vi snakker om, at det ikke er noget, vi bevidst gør, men at der altid ender med at være en søgen eller et håb i vores musik, som for eksempel i ’Going Up / Going Down’«.
Det var netop med det nummer, at I først fik opmærksomhed, blandt andet på grund af den meget smukke, fragmenterede musikvideo. Hvad handler den video om?
Sebastian: »Kærlighed og tab«.
Daniel: »Og angst. Og gode tider. Og at de to ting hænger uløseligt sammen. Du kan ikke nødvendigvis have det ene uden det andet«.
Videoen er lavet af nogle af jeres venner i den alternative hiphopgruppe Capital Fluxus. Hvordan kom det samarbejde i stand?
Daniel: »Vi havde set, hvad de havde lavet og syntes, det var fedt. Så mødtes vi, og de fortalte hvad de ligesom fik ud af musikken. Med tiden blev vi gode venner og blev ét stort crew, og det gjorde det simpelthen bare så nemt at lave den video. Det er nærmest blevet en video om og til vores venskab«.
Hvilke tanker havde I gjort jer om, hvordan jeres musik skulle præsenteres visuelt?
Daniel: »Vi vil gerne præsentere vores musik på en ærlig måde, der viser den proces, vi er igennem, når vi laver vores musik. For os hænger det visuelle sammen med musikken. Måske har vi i løbet af en indspilning vibet over et billede, Sophus har taget af et bjerg – og så kan det ende som coverbilledet til singlen. Det er meget subtilt, men vi tror, det giver en ærlighed, som lytteren ubevidst kan se og føle«.
Hvad er jeres fremtidsplaner?
Sebastian: »I første omgang skal vi to uger til Napoli for at skrive og producere vores næste udgivelse, og så har vi en klar ambition om at spille en masse koncerter i udlandet. Vi vil gerne have vores musik ud til hele verden«.
Daniel: »Og så har vi selvfølgelig Roskilde-gigget«.
Hvad kan man forvente sig der?
Daniel: »Ja, det vil være lidt ærgerligt at afsløre det. Lad os bare sige det sådan, at der er nogle ting, hvor vi lige skal finde ud af, om det er lovligt at gøre, før vi gør det på Roskilde. Men det vigtigste er, at vi kan lave en oplevelse, som folk kan synke ind i. Vi glæder os rigtigt meget«.
Oplev Marshall Cecil live til Soundvenue og smash!bang!pow!’s Spot Festival pre-party på Radar den 10. maj, der også har De Underjordiske og Yangze på programmet.
Læs også: Hold øje med Clairo: Teenageren, der bruger internettet som en åben dagbog