»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

I Sverige har de kvindelige rappere væltet hiphop-patriarkatet – kan revolutionen eksporteres til Danmark?

I Sverige har de kvindelige rappere væltet hiphop-patriarkatet – kan revolutionen eksporteres til Danmark?
Silvana Imam.
Mens vi i Danmark sukker længselsfuldt efter en toneangivende kvindelig rapper, har kvinderne for længst taget styringen i Sverige. Hvordan skete det? Og gider de ikke godt fortælle os, hvordan de gjorde det?
I Sverige har de kvindelige rappere væltet hiphop-patriarkatet – kan revolutionen eksporteres til Danmark?
TEMA: Kvinderne omskriver hiphoppens regler

–––––––––––––––––––––––– For tiden sætter vi fokus på en ny bølge af kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler – ikke fordi de er kvinder, men fordi de er normbrydere.

Vi undersøger den kvindelige rappers rolle – historisk, internationalt, lokalt – og retter spotlyset mod de kunstnere, der ikke nøjes med at tale hiphoppens sprog, men vil ændre selve samtalen.

Den seneste uge har vi her på sitet haft et tema med fokus på de mange spændende kvindelige rappere, der er ved at omskrive hiphoppens regler rundt omkring i verden. Men én ting har været smertefuldt iøjefaldende: Udviklingen har ikke ramt Danmark endnu.

Det faktum bliver ikke mindre åbenlyst af, at vores kære naboer fra Sverige har en sprudlende hiphopscene, hvor kunstnere som Silvana Imam, Adrijana, Linda Pirra og Cherrie sætter hiphopdagsordenen på lige fod med mændene.

Hvordan har kvinderne væltet hiphop-patriarkatet i Sverige? Hvad siger det om den svenske hiphopscene? Og: Kan det samme ikke godt ske i Danmark, tak?

For at få svar på spørgsmålene har jeg talt med svenske Annika Jonsson, der er booker for Vega og hertil en yderst kyndig ekspert udi svensk hiphop. Hun har tidligere booket svenske hiphop- og r’n’b-navne som Silvana Imam, Mwuana, Cherrie, Erik Lundin og Janice.

Uheldigvis starter Annika dog med at forklare, at der ikke er nogle quick fixes, og at rødderne til underrepræsentationen af kvindelige rappere i Danmark skal ses i en større kontekst.

Robyn og andre rollemodeller

»En del af grunden til, at der er flere kvindelige rappere i Sverige, er, at landet gennem mange år har haft en stor musikindustri og -eksport med mange kvindelige artister«, forklarer hun. »Jeg tror, at man som rapper kan finde meget inspiration i en person som Robyn, selv om hun ikke laver hiphop«.

Det er selvfølgelig svært for os at ændre historien, men måske kan det altså være positivt på sigt, at en attitudefuld dansk kunstner som Mø demonstrerer, hvordan man kan være popstjerne på egne præmisser. Og hendes ad libs er også ret hiphopagtige.

Men Sverige har et klart forspring her: Den nuværende generation af svenske rappere har trods alt kunnet opleve Robyn rappe ’Konichiwa Bitches’ helt tilbage i 2005. (Seriøst, hør den lige, hvis du ikke kender den, det er en klassiker.)

De gunstige omstændigheder har gjort, at der faktisk har været en række kvindelige rappere i flere år tilbage. Annika Jonsson fortæller, at Melinda Wrede og Feven var nogle af de første i år 2000. De kæmpede mod en del sexisme, blandt andet fordi Melindas bror også var rapper – hvilket fik folk til at sige, at hun efterlignede ham. Siden kom rapperne Heli og Peshi og banede yderligere vej, indtil det store gennembrud kom med Linda Pira.

»I senere år har Linda Piras ‘Knäpper Mina Fingrar (Remix)’ været en stor milepæl, fordi hun inviterede så mange af de kvinder, der er i hiphopmiljøet, med på sangen, der blev et kæmpe hit. Det nummer gjorde, at det gik op for mange, hvor mange kvindelige rappere der er i Sverige lige nu, og at de ikke har beef med hinanden – men at de samarbejder«.

Linda Piras sang fra 2014 var første skud i revolutionen, og allerede i 2015 kom den næste salve i form af det skelsættende ‘Höru Mej Bae (Remix)’ af Michel Dida.

Eller ‘af Michel Dida’ er nok ikke rigtigt formuleret: Den (mandlige) rapper inviterede en række kvindelige kunstnere med på sin sang, og de stjal den fuldstændig. Silvana Imam, Cherrie og r’n’b-sangerne Seinabo Sey og Mapei rappede benhårde vers. Selv popstjernen Zara Larsson dukkede op via Skype med en drabelig gæsteoptræden.

Det var et skelsættende statement: Alle de her artister kunne dukke op med sindssyge rim – uanset genre og hudfarve, og uanset køn. Siden har kvindelige rapperes plads i midten af hiphopkulturen været en selvfølge. Mange af de nævnte artister dominerer stadig scenen, og derudover er der også rappere som Adrijana, Lilla Namo, Joy og Rosh.

Det vil vi også have her i Danmark, tænker du måske lige nu. Men det er lettere sagt end gjort.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Hvordan ser den svenske model så helt præcis ud?

For udover, at Sverige gennem år har kultiveret kvindelige rollemodeller i musikindustrien og haft en række kvindelige rappere, er der også en bredere samfundsmæssig forskel mellem os og vores naboer hinsides Øresund. Og meget tyder på, at der skal ske et større mentalitetsskifte, før vi kan se kvindelige rappere på samme niveau som i Sverige, mener Annika Jonsson.

»Det har været okay at sige, at man er feminist, i længere tid i Sverige end i Danmark. Dermed ikke sagt, at alle rappere er feminister, men jeg tror, at det har givet mere space til at være en kvinde, der tager plads«.

Med andre ord: Det har været nemmere for kvinden at indtage rapperrollen, fordi der i forvejen har været plads til en anderledes udlægning af, hvordan en kvinde kan være. Og det skyldes også, at der har været en række initiativer for at fremme kvindelige rappere.

»I Sverige taler man meget om forskellige strukturer, der gør det sværere for kvinder at komme frem, hvilket så igen gør, at man kan arbejde for at forandre dem«, siger Annika Jonsson. »Der findes initiativer som Popkollo og Hiphop-kollo, der laver kurser i musikproduktion kun for kvinder og piger. Samtidig har kvinder indset, at man kommer længere, hvis man står sammen og får et crew i ryggen som for eksempel Femtastic har«.

Når man taler med Annika, bliver det hurtigt tydeligt, præcis hvor etableret denne her proces er i Sverige. Der er producerskoler og hiphop-camps, sange med mellem fem og ti kvindelige rappere og kvindekollektiver som Femtastic. Det er en historisk sjældenhed: Hvor mange kvindelige hiphop-crews kan du nævne på stående fod?

Kvindelige kollektiver er vejen frem

Det er tydeligt, at Danmark er et helt andet sted i udviklingen. Det er for eksempel svært at samle et crew af kvindelige rappere, når der knap findes en håndfuld.

Og den situation er faktisk nærmest et globalt problem: Enten har hiphopscener mange kvindelige rappere eller stort set ingen. I London har du Little Simz, Lady Leshurr, Stefflon Don og i New York har du Cardi B, Nicki Minaj, Princess Nokia og Junglepussy. Andre byer, eller lande, har til gengæld knap en eneste. Når først der er kvindelige rappere, kommer der flere – men hvordan starter man udviklingen?

Først og fremmest har der jo været kvindelige danske rappere med succes, som Natasja, Linkoban og Lucy Love. Men under tragiske omstændigheder døde både Natasja og Linkoban unge. Lucy Love er til gengæld gået lidt væk fra hiphoppen, selv om hun lover et snarligt comeback.

Så hvordan får vi flere kvindelige rappere, nu hvor dansk hiphop stort set bare er én stor drengeklub?

Helt grundlæggende synes der at være to muligheder: Enten skal de eksisterende fællesskaber skabe plads til, at der ikke kun er mænd. Eller også skal der skabes nogle nye fællesskaber, der opmuntrer kvindelige kunstnere.

Fællesskaber som grupperne af kvindelige rappere på ‘Höru Mej Bae’ og ‘Knäpper Mina Fingrar’, der organiserer sig i kollektiver som Femtastic og støttes gennem producer- og kunstnercamps som Hiphop-kollo.

»Jeg tror, at nøglen til forandring ligger i at gå sammen«, siger Annika Jonsson: »Jeg tror, at det at gå sammen i kollektiver er vejen frem. Det har fungeret i Sverige og andre steder«.

Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder

Læs interview: Lucy Love og prinsesse-paradokset i dansk hiphop

Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?

Advertisement