»En fed, nødvendig pause« er først og fremmest grunden til, at det er nogle år siden, vi sidst har hørt fra Lucy Siame under Lucy Love-aliasset, hvor hun leverer slagkraftig, rå grime sammen med producermakkeren Yo Akim. Sidenhen har Lucy blandt andet startet projektet Baby Blood, en selvstændig sideløber af dyster mystik og basdrevne drømmebilleder, men nu er hun tilbage i Love-lejrens insisterende grimesfære, der lover ny musik lige om hjørnet.
»Man kan ikke køre i så mange år uden lige at dykke lidt. Alt forandrer sig så hurtigt i musikbranchen, man kan mærke en stor forskel fra 2013, hvor vi sidst udgav. Det er lidt uhyggeligt, så hurtigt alting går nu – pludselig har man bare misset en hel genre«, fortæller Lucy, da jeg møder hende til en kop kaffe.
Hvordan havde det været, hvis du var debutant i musikbranchen anno 2018?
»Jeg havde ikke startet et indie-label i dag. Jeg tror slet ikke, jeg var startet som musiker. Der er for mange faktorer, der ikke har med musikken at gøre, som styrer udfaldet. Da jeg startede, var det mere simpelt – der handlede det om, om musikken var god«.
»Der er noget ved musikbranchen i Danmark, der ikke taler til mig. Det er nok, fordi vi er så lille et land, at der er kun plads til én ting ad gangen. Vi er ikke nok mennesker til at have en subkultur, der kan overleve ude i mainstreamen. Og du skal ramme rigtigt fra starten, ellers bliver du fejet væk. Der er så få spillere, der styrer udslaget, det nytter ikke noget. Det begrænser musikken og talentudviklingen. Man kan jo ikke rigtigt gøre Danmark større. Men man kunne måske give plads til en lidt bredere scene, så det ikke kun er den absolutte mainstream inden for hver genre, der bliver belyst«.
Det kræver ikke mange kig på hitlisterne, de Grammy-nominerede navne eller hitsinglerne, der ryger i radiorotationer, før man må give Lucy ret i, at de musikalske horisonter bestemt kunne være bredere. »Jeg har opgivet at høre radio – jeg kan slet ikke holde det ud«, griner Lucy, mens hun påpeger, hvor anderledes landet ligger hos vores naboer i Sverige og England.
»Svenskerne har haft en stærkere urbantradition meget længere. I England er der ting, vi herhjemme ser som nicheting, som er kæmpestore«.
Netop den engelske grimescene har om noget været inspirationskilde for Lucys Love-projekt. Navne som Wiley, Dizzee Rascal og Kano var de store inspirationskilder, selv om hun som udgangspunkt ikke selv drømte om at gribe mikrofonen. Det skete lidt ved et tilfælde, da hun skulle synge noget for en svensk rapperven – »og det lød sgu egentlig meget godt«.
»Dengang tænkte jeg: ’Hold kæft, hvor er det svært at rappe’. Det, han lavede, var fuldkommen fra en anden planet – jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han kunne lave det. Hvis jeg skal prøve noget, skal det også være godt. Hvis det ikke er godt, dropper jeg det«.
Hvordan blev du så modtaget, da du startede som grimerapper?
»Jeg følte, jeg blev accepteret som den, jeg var. Jeg mærkede ikke noget hate. Vi er et meget beskyttet land, og folk opfører sig pænt. I udlandet var det noget andet. Jeg har spillet nogle jobs i Berlin i 2008-09, hvor crowden stod og frontede mig med hetz, inden jeg skulle på: ’Do it do it, come on!’ Men så holdt de kæft, når vi startede. Det har jeg også oplevet i England, men der fronter de bare alle. Jeg har ikke kunnet battle det, de har gang i – jeg er slet ikke gangster, jeg rapper ikke om gangsterting. Jeg kommer fra Urbanplanen, det er ikke en ghetto i England. Jeg tror, det er steder med et stærkt hiphopfundament, som i England og Frankrig, man skal bevise noget for folk først. Den slags urbanscener er simpelthen for hardcore. Vi passer bedre der, hvor folk lytter til Robyn og alt muligt andet«.
Prinsesse-paradokset
Med hits som ‘Daddy Was a DJ’ og ‘No V.I.P.’ fra debuten ‘Superbillion’ landede Lucy Love på alles læber i 2009. Da det daværende musikmagasin Mix præsenterede det danske publikum for landets ti skarpeste rappere, stod Lucy ene stærke kvinde side om side med hiphopklassens allerhårdeste drenge.
»Jeg blev ikke sammenlignet med andre kvinder, for der var ikke rigtigt nogen, der rykkede videre med det. Det var ikke rigtigt noget, jeg tænkte over«.
Alligevel var det ikke til at undgå, at nyhedsværdien i en kvindelig rapper på så mandsdomineret et felt af musikbranchen ramte overskrifterne. »Der var én, der skrev ‘grimeprinsesse’, og så copy-pastede alle det«.
Den nye prinsesse. En ikke sjælden tendens i diskursen omkring kvindelige musikere. En ny kvinde i spotlyset tildeles gerne en royal titel og de attributter, der medfølger: Kampen om tronen og det medfølgende enevælde. Titlen er trods alt lettere at smide om sig end den mandlige pendant – her forbeholdes kongedømmet trods alt kun giganterne.
Ligesom det er tilfældet med musiklandet Danmark, hvor der ofte kun lader til at være plads til én ting ad gangen i mainstreamens søgelys, er tilfældet let sammenligneligt med musikerkønnet: Kvinden. Det falske narrativ om den evindelige mudderkamp de kvindelige kunstnere imellem består. Dette til trods for, at der, overtallet af mænd i hiphoppen taget i betragtning, ingenlunde er behov for at ekskludere den ene kvindelige kunstner ved den næstes indtog.
»Da vi promoverede Linkoban (for pladeselskabet Superbillion Records, som Lucy er medstifter af, red.), fokuserede vi på hendes fremtoning. Hun var quirky, og det var hendes tekster også. Det blev vores fokus frem for ’den 175 centimeter høje asiat fra Ishøj’. Men så var der kraftedeme en, der sagde: ’Nu er hun prinsessen, og du er dronningen!’«.
»De er selvfølgelig nødt til at beskrive, hvad der er anderledes ved kunstneren – det er jo i virkeligheden ikke relevant, at det er en pige, men det må jo være fordi, det er noget nyt at skrive om, når der er så mange udgivelser med mænd«.
Sex-faktoren i rap
For at forstå kvindens rolle i hiphopbilledet må man ikke gøre sig blind for den tradition – særligt i den gangsterklingende, battleslam-del af genren – der bygger på alfahanekampe og store egoer. En tradition, hvor kvinden har været underrepræsenteret bag mikrofonen, og i hvis tekstunivers hun oftere har været en luder snarere end en ligeværdig. Et faktum, kvinderne udfordrer på flere forskellige måder og med flere forskellige tilgængelige stemmer nu end nogensinde før.
»Det handler meget om, hvordan du præsenterer dig selv, og hvordan du lader dig blive opfattet. Jeg tænkte meget over, at jeg ikke ville seksualisere musikken for meget. Det var ikke et Lil Kim-show, jeg havde gang i. Det var vigtigt for mig, for sådan er jeg slet ikke. Der har heller aldrig været nogen i Danmark, der kørte den der helt raunchy stil, som der har været tradition for i USA med for eksempel med Nicki Minaj, Lil Kim, Iggy Azealia, Azelia Banks. De er superdygtige, enormt empowering, men meget seksualiserede i deres udtryk. Alle – udover Missy Elliot – har kørt den der ’Jeg kan ikke bare være dygtig til at rappe, for så sælger jeg jo ikke billetter – jeg skal også se fræk ud’-stil. Måden, kvinden omtales på i amerikansk rap, er jo også helt grotesk. Meget dansk mainstreammusik, der handler om kvinder, handler jo også kun om gode røve. Nu må det sgu stoppe. Det er fordummende«.
»Man kan læse sig til mine holdninger i mine tekster. Der er så mange homofobiske, racistiske, kvindehadske rappere, det vil jeg slet ikke associeres med. Tag Migos – hvor mange udtalelser har de ikke lavet, hvor de har været super homofobiske? Jeg kan ikke forstå, folk ikke tager det op! Derfor synes jeg, at det er fedt med en som Mykki Blanco, der vender det hele på hovedet. En black, gay rapper fra ghettoen – det må være noget af det sværeste. Han skal sgu nok ikke være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Der er vi heldige i Danmark, hvor den slags problemer er minimale«.
Hvordan kan vi ændre denne her nyhedssøgende diskurs om kvindelige rappere og musikere, så tonen omkring dem bliver mere normaliseret på lige fod med de mandlige?
»Jeg lagde på et tidspunkt mærke til en Medina-anmeldelse, hvor anmelderen fokuserede på hendes tøj. Han skrev kun om hendes udseende. Jeg kan forstå det, hvis man dækker Lady Gaga, der kommer ud i en dinosaurdragt eller sådan noget. Men ellers er det da underligt. Hvorfor er det relevant?«
»Jeg tror, at hele måden, man viser rapscenen på, er totalt mandsdomineret. Det er mænd, der skriver om andre mænd, det er mandlige bookere og managere, der har mandlige artister. Det er jo ikke fordi de spænder ben for nogen – jeg siger det bare i forsøget på at finde en årsag. Der har ikke været en særligt afbalanceret debat om det i Danmark. Hver gang, der er noget om feminisme, vælger de jo Twerk Queen, fordi det åbenbart er hendes vinkel – og det skal hun have lov til. Men det gør det svært for andre at diskutere feminisme«.
»Det er det, der er så fedt med Little Simz. Da jeg så hende til Distortion Ø, havde hun 70’er-bibliotekartøj på: Højtaljede jeans og en sweater. Det var mega fedt! Så spillede hun ‘Dead Body’, som er sindssygt mørk, mens hun selv bare er super sweet og ydmyg. Det er sådan en som hende, jeg synes er en god ambassadør for kvindelig rapmusik – hun går på tværs af genrer, og det handler ikke om, hvordan hun ser ud«.
Som Lucy selv sagde det: Man kan ikke rigtigt gøre Danmark større, men man kan give plads og søge ikke blot at belyse den absolutte mainstream.
Det er ikke og bør heller ikke være intentionen at gøre kvindesegmentet i rapmusikken større, end der rent faktisk er kræfter til, i ligestillingens navn. Det ville jo undergrave hele pointen.
Men giver vi plads, så én kvindelig rapper ikke skal være afløser for sin forgænger – så det i narrativet ikke kun handler om dronningerne, der slås om hiphoptronen – så ville segmentet måske lige pludselig blomstre helt af sig selv. Spotlyset er nødt til at kunne favne mere end én ting af gangen.
»Spørgsmålet er, hvordan urbanscenen ser ud om 20 år – om den ikke er lidt anderledes. Åhr, hvor kunne det være fedt«.
Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler
Læs interview: Rapsody udfordrer hiphoppens kvindesyn: »Mænd kan ikke gøre de ting, vi gør«
Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?