Marie Key erstatter sin krøllede hverdagspop med glat r’n’b

Marie Key erstatter sin krøllede hverdagspop med glat r’n’b
Marie Key.
Marie Key erstatter sin krøllede hverdagspop med glat r’n’b - Giganter
3 6
Marie Key
'Giganter'

Album, Sony

På sit nye album har Marie Key udskiftet sin naivistiske og krøllede hverdagspop til fordel for syntetisk r’n’b, som vi kender det fra Medina og Nik & Jay. Dette er ikke nogen tilfældig sammenligning, da begge optræder på ’Giganter’, der er Keys fjerde soloalbum. Og hvis man håber på at lægge øre til stærke melodier, som vi kender fra hendes tidligere udgivelser, så er det nye album ikke leveringsdygtigt.

Key selv har udtalt: »Når jeg lytter til den færdige plade nu, synes jeg først og fremmest den handler om at vælte og så rejse sig igen. Når man først er væltet, har man brug for andre menneskers lys for at komme op og stå igen«. Med det in mente lyder Keys ti nye sange mere som et album til hende selv og flowradio end til tilhængere af hendes tidligere uskyldspoesi.

’Giganter’ er et konceptalbum, der ønsker at hylde en række af Keys forbilleder, men rent ud sagt drukner albummet i malplacerede indslag fra gæsteoptrædener og lydcollager, der hverken er specielt berigende eller interessante. Og hvis man skralder de musikalske bidrag fra blandt andre Lis Sørensen, Benal, Medina og Nik & Jay fra (plus de fire interviewoptagelser fra Paprika Steen, Helle Thorning-Schmidt, Suzanne Brøgger og Thomas Helmig), står man tilbage med ti forkølede sange om et forlist forhold, der både mangler melodi og sårbarhed.

Keys melankolske og mærkværdige stemme er redningen, da det forhindrer albummet fra at kollapse totalt og flyde ud som en ren kliché på flad r’n’b. Hvor Key på sine tidligere udgivelser var en gigant inden for at æstetisere fortvivlelse og inderlighed, falder hun i forsøget på at træde ind på scenen for samtidens storpop. Prisen har været for høj, da der er givet afkald på autenticitet og den gode melodi.

Dog er der visse lyspunkter i form af numre som ’Ik’ alene i verden’ og ’Gode dage’, hvor Key ser frem mod lysere tider, og hvor sangstrukturen er helstøbt og melodiøs tiltalende. Højdepunktet på albummet er nummeret ’Regn’, en neo-bibelsk insomnia-hymne, der både lyrisk og musikalsk har et fast stemningsgrundlag, som stramt formidles og løfter Key op på et andet niveau, end resten af albummets sange sjosker rundt i.

Der er for lidt på spil på Keys fjerde soloudspil, og dertil er musikken for poleret og udvandet. Groft sagt er der stof til at lave en stærk ep på tre-fire numre, men som et helt album kan det sammenlignes med en konfirmationsmiddag, hvor der er for mange og for lange taler fra fjerne familiemedlemmer, der ikke har noget specielt interessant at bidrage med.


Kort sagt:
Marie Key har udskiftet sin naivistiske og krøllede hverdagspop til fordel for syntetisk r’n’b, men prisen har været for høj, da der er givet afkald på autenticitet, inderlighed, skrøbelighed og den gode melodi.