På ’Now Only’ ser Mount Eerie frem og tilbage for at finde fodfæste i nuet

På ’Now Only’ ser Mount Eerie frem og tilbage for at finde fodfæste i nuet
Mount Eerie.
På ’Now Only’ ser Mount Eerie frem og tilbage for at finde fodfæste i nuet - Now Only
5 6
Mount Eerie
'Now Only'

Album, P.W. Elverum & Sun

Phil Elverum har oplevet karrierens klart største øjeblik i forlængelse af udgivelsen af sidste forårs ’A Crow Looked at Me’, der har opnået salgstal, der klart overstiger hans tidligere stærkt begrænsede kommercielle appel under aliasset Mount Eerie (eller for den sags skyld hans tidligere foretagende, The Microphones).

En del af den øgede opmærksomhed omkring Elverums underspillede, men dramatisk rugende musik – der kombinerer elementer fra folk, ambient, alternativ rock samt en forkærlighed for metal, der momentant dukker frem som et uvejr i horisonten – knytter sig naturligvis til den altoverskyggende tematik på ’Crow’-albummet, nemlig hans livspartner Genevieves død af kræft i 2016. Elverum stod alene tilbage med ansvaret for parrets nyfødte datter.

På ’Crow’ fralagde Elverum sig enhver formel lyrisk metode til fordel for en observerende og associerende prosalyrik, hvor brugen af metaforer og allegorier (der ellers ofte anvendes i forbindelse med sorgbearbejdende sangskriverkunst) var så godt som skåret helt væk.

Denne prunkløse, men samtidig fritflydende stil prægede også musikken, hvor sangene fremstod som forsøgsvise skitser snarere end konventionelt afrundede melodier. Et greb, der for lytteren (såvel som for Elverum?) opleves som en nødvendighed; en måde at gribe ud efter en mening, at finde et ståsted, i en situation, hvor al sikkerhed og vished er kastet over bord. Den lyriske og melodiske tilgang virkede som et oprigtigt forsøg på at nærme sig de eksistentielle sandheder, som ’Crow’ rækker ud efter, men i sagens natur ikke kan indfri – i hvert fald ikke på Elverums vegne; han er kastet tilbage på sig selv og sin sorg uanset kunstens evne til at kommunikere følelser og slå en bro af empati mellem kunstner og publikum.

Annonce

På efterfølgeren ’Now Only’ understreger Elverum sådan set, at metaforerne spærrer for indlevelse snarere end at de åbner et alternativt vindue ind til eksistensens gåder. På albummets helt centrale skæring, det 11 minutter lange ’Distortion’, fortæller han om sit dengang unge livs første konfrontation med dødens realitet, da han blev sat til at læse op fra Biblen ved sin oldefars begravelse. Biblens symbolsprog var dog overflødig, påpeger den voksne Elverum, for »that dead body spoke to me, clear and metaphor-free«.

Erindringen om oldefaren peger på noget af det, der gør, at ’Now Only’ trods det, at albummet helt eksplicit er en fortsættelse af ’Crow’, er et anderledes værk. Hvor dag-til-dag-sorgbearbejdelsen var eksistensberettigelsen bag ’Crow’, er ’Now Only’ i højere grad en mindeplade for Genevieve, fordi Elverum på halvandet års afstand af hendes død synes at have nærmet sig fornemmelsen for et større perspektiv. Han reminiscerer med andre ord, og inddrager scener fra hans og Genevieves 13 år lange forhold, men også fra hans barn- og ungdom.

’Now Only’ indeholder blot seks sange, til gengæld er der skruet op for længden på de enkelte sange i forhold til forgængeren. Denne mere ekspansive form er overført på selve musikken, der indeholder flere musikalske nuancer og temperamenter. Metaldroner blæser forbi i farten, foruden snerten af countryrock, fingerspillende folk a la Bert Jansch og dobbelttrackede vokalharmonier.

Det at Elverum på sin vis er kommet videre, det at han kan hæve blikket en smule og se på den verden der ligger udstrakt foran hans fødder (og som datteren iagttager med en ikke-kynisk begejstring, der virker smittende på ham), sætter tanker i gang om behovet for at glemme (for at komme videre) og behovet for at huske (for at holde fast i sig selv og sin historie).

Annonce

Som det lyder på ’Earth’: »I don’t want to live with this feeling any longer than I have to / but also I don’t want you to be gone«. Er det en trøst eller en forbandelse, at døden er så endegyldig, at resterne af Genevieve er optaget i landskabet udenfor? »Compost and memory, there’s nothing else«.

Der sniger sig en stemning af lys og håbefuldhed ind på ’Now Only’, som var fraværende på ’Crow’, hvor den basale overlevelse var i centrum, i form af små anekdoter, der afslører en kerne af humor – en mørk komik. Som når Elverum flere steder kommenterer på sin turnévirksomhed i forlængelse af udgivelsen af ’Crow’.

Hans ambivalens ved at stå på en festivalscene og synge sange om smerten ved at miste sin elskede: »The next thing I knew I was standing in the dirt / under the desert sky at night outside Phoenix/ at a music festival that had paid to flew me in / to play death songs for a bunch of young people on drugs«, beretter han og tilføjer, at lyden af Skrillex fra et andet telt er en medvirkende årsag til, at intimiteten kompromitteres. At gøre et profitforetagende ud af ens sorg, det vækker nye dilemmaer i sangskriveren: »You are gone, and then your echo is gone, and then the crying is gone, and what is left but this merchandise?«

For lytteren er det ikke noget stort dilemma at finde ud af om det giver mening at lytte til Phil Elverums fortsatte sorgbearbejdelse, der altså i anden ombæring bærer mere præg af erindringsskitse og et potentielt selvopgør i forlængelse af den fornyede succes. For det gør det, giver mening, altså.

Elverum stiller vigtige spørgsmål (»Is it my job now to hold whatever’s left of you for all time / and to re-enact you for our daughters’ life?«), og selv om han ikke giver mange svar, er det spørgsmålenes eksistentielle rækkevidde, der rækker ud og skaber en forbindelse, der overskrider al den støj og tomgang som livet som musikforbruger også er kendetegnet af.

Sorgen – og mindet om ægte kærlighed – er et nærende og givende helle for tanken og indlevelsesevnen. Ledsaget af en musik, der på forunderlig vis fastfryser tiden, selv om den ikke forsøger at holde fast i andet og mere end et flygtigt nu.


Kort sagt:
På efterfølgeren til sin storroste 2017-udgivelse ’A Crow Looked at Me’ gør Phil Elverum status over halvandet år i sorgbearbejdelsens tegn (hans kone Genevieve døde i juli 2016 af kræft) ved i højere grad end på forgængeren at løfte blikket fra den daglige kamp for at overleve og i stedet se tilbage og samtidig kaste lys over de dilemmaer, der også vil præge hans fremtid i skyggen af tabet.

Annonce