Schultz & Forever vendte Gud ryggen: »Det føltes som at komme fra Mars til Jorden«
Schultz & Forever.

Schultz & Forever vendte Gud ryggen: »Det føltes som at komme fra Mars til Jorden«

Det tilbagestrøgne hår får en hånd igennem sig med jævne mellemrum, men et par lokker vælger tyngdekraften hver gang. De hænger mørkt ned på siden af hans benede ansigt, som strejfes af daggamle skægstubbes omkring kæbepartiet. Lige nu ryger Jonathan Schultz en cigaret. En af mange, som han prøver at skære ned på.

»Jeg må virkelig ikke sidde og ryge den her smøg, fordi jeg har psoriasisgigt og tager noget medicin, som gør, at det ikke er så godt. Det kæmper jeg meget med for tiden«, fortæller han, da vi har sat os til rette ved et lille bord med dug i køkkenet i hans lejlighed på Nørrebro.

Det er ikke bare tilfældigt, at cigaretten får anslaget her – det er den eneste stimulans, der er tilbage efter en seriøs udrensning af den slags. Det er også en flig af den gamle Jonathan, hvis samvittighed i dag er ren, så længe hans helbred er godt. Derfor drypper cigaretterne malurt i bægeret og forpurrer moralen, som ikke altid har været hans egen. Engang var den noget, der kom ovenfra:

»Jeg kommer fra et kristent hjem, hvor troen bare var der – og Gud havde svaret på alt, hvad der var rigtigt og forkert. Det var fantastisk at kunne tro og at have meningen med alt«.

Jonathan Schultz har i dag givet afkald på sin kristne tro, som fyldte hele hans opvækst som et åndeligt væg-til-væg-tæppe. En opvækst, han lægger vægt på var fantastisk og præget af »en enorm mængde kærlighed, respekt og omsorg« fra hans forældre. Men der var rutiner: Hver søndag gik turen til kirken, og i en periode, fortæller han, svingede Gud også taktstokken over hverdagene – over skolesystemet, hvor eleverne sad i adskilte båse i timerne.

»Så havde vi et flag, som vi hejste, når vi havde brug for læreren. Jeg ved faktisk ikke, hvad det egentlig gik ud på. Men i alle opgaver stod der bare, at man skulle bede til Gud, hvis man havde brug for hjælp«, fortæller han.

Han tilføjer, at der også var en masse gode kvaliteter ved skolen, og han kan sagtens forstå sine forældres forsøg på at videregive en meningsfuld tilværelse til deres børn.

»Jeg har aldrig været et offer«, slår han fast.

For en tidligere folkeskoleelev lyder det alligevel radikalt. For langt fra normalen simpelthen. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at den unge sanger fik et seismisk chok, da han startede i gymnasiet. Her blev biblen erstattet af naturvidenskaben, og pludselig talte man ikke om skabelsesberetning, men evolutionsteori. Og hvad gør man så? Beder til Gud?

»Hvad fanden snakker I om?«

De fleste husker nok Jonathan Schultz som den 18-årige folk-purk, der under aliasset Schultz & Forever skar sig gennem den danske æter omkring 2013 med en sært nasal stemme og en akustisk guitar. Dengang debuterede han med ep’en ’Céline’, der lydligt placerede sig godt i den melankolske tid – et sted mellem Bob Dylans skingerhed og Bon Ivers følsomhed.

Enkelte sangtekster fra dengang vidner om, at noget var i gære indeni ham – et eksistentielt skred løsnede sig så småt i hans mentale landskab, i takt med at den videnskabelige verden viste sit skinbarlige ansigt. Råt og realistisk, som det var.

»Jeg sagde ’hvad fanden snakker I om?’ til mine venner i gymnasiet og forsvarede den kristne tro. ’Skulle vi stamme fra aberne? Prøv at se hvor intelligente vi er!’ Men langsomt gav det bare mening for mig. Så kunne jeg pludselig se, at vi nok var et mere fornuftigt dyr end aberne. Og at vi ikke var mere værd som sådan«.

Schultz & Forever. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Han taler roligt om det nu. Men forestil dig lige at gennemleve et paradigmeskift som Oplysningstiden alene. Når Jonathan Schultz kiggede på aber og girafhalse, gav to plus to fire. De basale byggesten i hans verdensbillede begyndte at smuldre og grundlaget for hans eksistens blev draget i tvivl.

»Jeg gik jo fra at være Guds øjesten til pludselig at vide, at jeg var et dyr, samtidig med at jeg fik den overbevisning, at troen var en flugt fra virkeligheden«, siger han, mens han færdiggør sin cigaret i et lille porcelænsaskebæger.

»Dér blev det hårdt – meningsløsheden i verden gik op for mig, og at jeg var i samme båd som alle andre. Jeg tror, det er hårdere at opleve den slags i en sen alder. Det føltes som at komme fra Mars til Jorden«.

Hidtil havde Gud holdt hånden over Jonathan. Uanset om han blev syg eller gik over for rødt.

»Jeg kunne ikke dø, og jeg følte mig udødelig. Men i de her år kom angsten for at dø. Samtidig var angsten for at komme i helvede der stadig. Fordi jeg havde svigtet Ham, selv om jeg ikke troede på Ham længere«, siger han.

Tomheden og dødsangsten stod ikke alene. Den dårlige samvittighed gnavede i den nyopståede hednings knogler. For når han ikke var frelst, levede han i synd.

Kodapenge og kicks

Udefra gik det ellers ret godt. Schultz & Forever blev undergrundspopulær, han fik en manager og spillede mange koncerter. På et tidspunkt tikkede der også en klækkelig sum ind fra Koda, som åbnede porten til Paradisets Have og livets forbudte frugter.

»Jeg begyndte at feste meget, og jeg så mening i at være påvirket hele tiden«, siger han, »men mit humør var lavt, jeg var ked af det, og jeg havde ikke lyst til at stå op om morgenen, jeg var træt og fysisk udmattet hele tiden«.

Dagene flød sammen af for meget fest, og Jonathan Schultz begyndte at gå i søvne, nøgen, i den store herskabslejlighed, han dengang boede i i Indre By. Fordi hans hjerne var så »ristet«.

»Jeg omfavnede bohemelivet helt vildt og boede på et værelse, hvor der kun var en madras, en guitar og en computer, som jeg sad og skrev mine tekster på. Jeg var så ligeglad med alt og var et så dårligt menneske at bo sammen med. Jeg gjorde ikke en skid andet end at stimulere mine behov hele tiden«.

Schultz & Forever. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Det er ærlig snak, den 23-årige musiker bringer til torvs. Havde det ikke været for vaskemaskinens hektiske centrifugalkraftpræstation cirka en meter fra os (2000 omdrejninger i minuttet, ja), så ville det passe godt med en knugende stilhed her. Men det er en helt normal formiddag en råkold februar. Jonathan rejser sig for at tænde emhætten i et forsøg på at fjerne lidt af cigaretrøgen.

»Er det for meget?«, spørger han, inden han selv slukker og samler tråden op igen.

»Det var bare en måde at finde mening på. Det virkede i hvert fald på min angst. Jeg drak meget, tog mange stoffer. Det var et misbrug, men ikke sådan et dekadent junkieliv, det var ligesom bare det eneste, jeg fandt mening i«.

Skal du have mening og tro på noget?

»Jeg skal ikke tro på noget. Og det skulle jo vise sig, at det heller ikke virkede i sidste ende. Det blev bare værre, end det var i første omgang. På et tidspunkt virkede ingenting mere«.

Festen virker for en stund, og det er »vildt rart« og »så syndigt«, fortæller han, samtidig med at han i bakspejlet godt kan se, at det var et klichéagtigt opgør med hans restriktive bagland.

»Og det er jo ekstremt dumt. Stofferne … man bliver bare forvirret af det. Nej, man bliver skingrende sindssyg af det«, siger han.

Han ryster på hovedet og udfnyser et lille grin som en hån af den tidligere version af sig selv. Ikke for at være arrogant, for det er han for vægelsindet til. Af bitter erfaring. Han irettesætter hele tiden sig selv med korte ordsalver, der består af »ja«, så »nej«, så et »joh« og så til sidst »jeg ved det ikke…«, som om han hopper rundt mellem udkigsposter i sin indre tankeverden. At være sikker er ikke hans metier.

Schultz & Forever. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

En forkert frekvens

Når Jonathan Schultz tænker tilbage på tiden omkring sin anden ep ’Broadcast Dynamics’ fra 2014, er minderne dunkle. Og kunne han give sit yngre jeg et godt råd, skulle det være at tage sig sammen. Såre simpelt. Også musikalsk. For han hører ikke andet end fodfejl i musikken.

Lytter man til ’Broadcast Dynamics’, kan man godt høre, at det er som om, den ikke er indstillet på den rigtige frekvens: Deform og døsig psychpop med excentrisk blævrende klangflader, der hvirvler omkring den spidsborende, men udkogte vokal. Ikke så underligt, for han var langt fra i zen.

»Jeg havde så meget angst, at jeg bare ville have, at det skulle stoppe. Jeg havde angst over, at jeg skulle være i det her hoved for evigt. Det var en helt intens angst«, siger Jonathan, der dengang helt bevidst spejlede sig i den klassiske rockmytologis lidende figurer, selv om det ikke gav kunstnerisk pote.

»Jeg havde ikke lyst til at lave musik i den periode, jeg så ingen mening med det.

Stoffer er faktisk en god måde at være kreativ på, men det hindrer virkelig produktiviteten. Det giver adgang til nogle følelser, som er givende, men jeg fik slet ikke lyst til at spille. Det spiller bare ikke sammen«.

Derfor er det også vigtigt at slå fast, at han ikke vil anbefale det. Måske kun i små doser. Vi snakker lidt om Father John Misty, der slår på tromme for mikrodosering, hvor man kun tager lidt narko ad gangen for at entrere det kreative skatkammer. Jonathan Schultz er ikke i tvivl om, hvor han står i dag:

»Jeg ville aldrig kunne microdose, for jeg er simpelthen for svag til at modstå fristelserne«.

Da den erkendelse ramte ham, stoppede han definitivt »alt det lort« og begyndte at dyrke motion, helt vildt overdrevet, for ligesom at genoprette balancen.

»Og det virkede. Jo mere jeg holdt op med at feste, jo gladere blev jeg – og jeg kom stærkere ud på den anden side. Der, hvor jeg er nu, kan jeg godt bare sætte pris på, at solen står op og fuglene synger. Nu tror jeg på at blive forelsket i en kvinde og at have nogle dejlige venner«.

Euforisk marionetteater

På Schultz & Forevers nye album, ’Grand Guignol’, der er opkaldt efter en gren af fransk marionetteater, hvor stilen er præget af vold og chokeffekter, er udtrykket næsten euforisk. Langt fra så mørkt og dystert, titler som ’Satan Is Coming’, ’Ego Death’ og ’Demons’ lægger op til – ikke just lyden af en årelang eksistentiel bundskraber.

Hvis der er tro på albummet, er det en tro på fremtiden. Førstesinglen ’Backwards’ er en glimtende popsang, der stemmer i på ekkoet af 80’er-bands som Fleetwood Mac og Prefab Sprout. Vokalen spreder sit vingefang og virker til at turde mere.

»Den er måske lidt fraværende, min vokal«, indskyder han.

Hvad mener du?

»Nej, det er den heller ikke. Den er ikke fraværende. Men jeg er så dårlig til at snakke om de her ting«, siger han og fortsætter alligevel:

»Sangene er fremført af en karakter med nye vokaler på hver sang. Oprindeligt ville jeg gerne have, at pladen skulle opføres som en musical, for den er tænkt som et teater. Jeg kunne stadig godt tænke mig at opføre pladen på en scene med en stor scenografi«.

Schultz & Forever. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Nu udkommer den helt normalt på vinyl – og i det virtuelle, det er klart. På coveret ligger hovedpersonen helt afpillet, splitterravende sørme, og det har han egentlig ikke noget problem med, da jeg indvender noget jantelovsjysk a la ’hvad mon de andre tænker?’.

»Faktisk var det helt tilfældigt. Jeg er mest bekymret for, hvad mine forældre kommer til at tænke«, svarer han, selv om de altid har haft et godt forhold.

Det handler også om, mener han, at man må give noget af sig selv som musiker og kunstner, og det er det eneste, han føler, han kan. Selv om han ikke føler sig særlig god til det.

»Ikke i forhold til alle mulige andre musikere. For eksempel Karl William, som jeg bor sammen med, og mange, jeg kender, synes jeg, er meget bedre end mig. Det kan være hårdt. Men man kan heller ikke leve i en fantasiboble, hvor man tror, man er den bedste, for så bliver ens kunst vildt dårlig. Man skal være ærlig og turde stå ansigt til ansigt med de ting, man kan og ikke kan«.

I dine tekster står du ofte ansigt til ansigt med dig selv. Er du meget selvoptaget?

»Ja, jeg er meget selvoptaget. Mine følelser er det eneste, jeg kan skrive om. Det er der, jeg føler mig hjemme. Og jeg er god til at beskrive, hvordan jeg har det i mine sange. Så det er det, jeg kan bidrage med. Jeg kan ikke skrive om blomsterne og træerne og heltemod, eller Platon, kun min egen følelse«.

Schultz & Forever. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

»Jo højere til loftet, jo federe«

Der er under en måned til, at ’Grand Guignol’ udkommer, fire år siden seneste ep. Og sangeren anser det for at være sit bedste album til dato, ja faktisk et »mesterværk«. Derfor vil han op, helt op på de store scener, og det virker ikke off, når man lytter til albummet, der sommetider kan være grandiost helt på linje med U2. Den beskrivelse får ham til at le, som om han lige er blevet fundet i gemmeleg.

»Men altså, jo højere til loftet, jo federe. Og jeg vil vildt gerne spille store scener og vil altid foretrække et kæmpe stadion fremfor et lille venue. Det tænder noget helt sindssygt i mig«.

Det er på mange måder en ny Jonathan Schultz, der taler. En modnet ung mand med ambitioner på kærlighedens vegne – og på musikkens, som han elsker. Spørgsmålet er, om han virkelig tør at tro på opturen nu? Hvad med frygten for Satans hule?

»Den er der stadig, for det er et så forfærdeligt virkelighedsbillede, at døden er en konsekvens af at leve uden Gud. Helvede er jo et sted, man skal brænde i al evighed, og der vil jeg i hvert fald bare ikke ende. Når jeg ligger på dødslejet, kan jeg godt forestille mig, at jeg bare vil tage imod Guds nåde og give det et skud«, siger han.

For en gangs skyld uden at tilføje selv det mindste ord.

Læs anmeldelse: Schultz & Forever ‘Grand Guignol’