Soccer Mommy leverer smittende variationer over den kuldsejlede teenageforelskelse
Der er opstået en lille bølge af kvindelige musikere, der (selvironisk) lader sig citere for at være inspireret af den kommercielle kvindepoprock fra start-00’erne, som herhjemme huskes fra Boogie-listen med Ashlee Simpson og specielt Avril Lavigne. Det er en indflydelse, man kan grine af, men som man samtidig bliver nødt til at tage seriøst. I realiteten er deres lyd og sangskrivning dog tættere på start-00’ernes altrock a la Rilo Kiley, Nada Surf og Death Cab For Cutie.
De har ofte også det tilfælles, at de har øvet deres udtryk og grænserne for deres teenageselvudlevering på Bandcamp-platformen, inden de er blevet samlet op af et større pladeselskab. I denne kategori finder man navne som Mitski, Japanese Breakfast og Jay Som. Og det er netop disse navne, 20-årige Sophie Allison fra Nashville aka. Soccer Mommy aspirer mod at blive sammenlignet med.
Efter sin egen række af Bandcamp-eksperimenter og opsamlingspladen ’Collection’ er Allison for alvor klar til at træde ud af teenageværelset med sit egentlige debutalbum ’Clean’, der udgives på Fat Possum Records. Det er der kommet en habil række sange ud af, der selvsagt lyder mindre skramlede og derudover er sangskrivningsmæssigt skarpere. Hun har så at sige lavet sine Bandcamp-lektier ordentligt med et hævet bundniveau som resultat.
Udtrykket på ’Clean’ er delt nogenlunde ligeligt imellem sange, der skal foregive at være undfanget og indspillet alene på teenageværelset med en guitar – ’Still Clean’, ’Blossom (Wasting All My Time)’ – og så poprocksangene, hvor ’Cool’ og ’Your Dog’ er de mest mindeværdige. Uanset udtrykket er der efterladt rigeligt plads til Allisons skrøbelige, forkølede vokal, som er det vigtigste element, når sangene skal bæres hjem.
Stemmen passer perfekt til albummets tematiske drivkraft. Alle sangene er variationer over den kuldsejlende teenagepigeforelskelse. Der er den årstidsfortællende, ugengældte forelskelse i ’Still Clean’, drømmen om rollebytning mellem den ligeglade teenagedreng og håbløst forelskede teenagepige i ’Cool’, jalousien over en tidligere flamme, der ødelægger forholdet, i ’Last Girl’, og rollen som underdanig fremvisningskæreste i ’Your Dog’. Det er naivt, simpelt, og der er sjældent mere at finde mellem linjerne end den melankolske teenagefølelse af uforløst kærlighed. Sagt på anden vis føles sangene netop som teenageårene.
Musikalsk er albummet nogenlunde ligeså naivt. Det er den samme struktur, der bruges igen og igen. Akkordopbygninger emmer af simplicitet. Der er meget få af de overraskelser, der viser det næste niveau af musikalsk modenhed, men de findes og lover fint for Allisons fremtidige karriere.
På albummets bedste guitarspil i ’Still Clean’ hopper produktionen i et glimt tilbage til demooptagelse – som en selvbevidst metakommentar, der lader illusionen om soveværelsesindspilningen briste. På ’Cool’ gør Allison brug af et musikalsk forsøg på Brechts brud med den fjerde væg, da pitchet i sangen afslutningsvis sløves og afslører jeg’ets idé om at gøre sig selv følelsesløs som en fiktion. Vokalmelodierne på ’Blossom (Wasting All My Time)’ synes også at brænde sig fast mere end andet.
Det er disse momenter, hvor Allison når den samme musikalske modenhed som de (lidt ældre) sammenlignelige kunstnere nævnt i starten af anmeldelsen. Dette ændrer dog ikke på, at Soccer Mommy har leveret et oprigtigt og fint album, og man kan kun håbe, at ’Clean’ via streamingtjenesterne finder vej til en masse unge håbefulde teenagepigers ører på samme måde, som lyden fra Avril Lavignes ridsede cd’er og musikvideoer gjorde for over ti år siden.
Kort sagt:
Med en forkølet vokal og altrock-setup leverer Sophie Allison en række dæmpede, oprigtige og gennemgående solide variationer over problemfyldte teenageforelskelser og tilhørende selvværdsproblemer. Der er lovende musikalske momenter, men sangene er trods deres charme til tider en anelse for naive til at være mindeværdige.