Superorganism balancerer alvor og legesyge på unikt popalbum

Superorganism balancerer alvor og legesyge på unikt popalbum
Superorganism.
Superorganism balancerer alvor og legesyge på unikt popalbum - Superorganism
5 6
Superorganism
'Superorganism'

Album, Domino/Playground

Hvis man googler den biologiske term ‘superorganisme’, kan man læse, at det er en organisme bestående af flere organismer i tæt synergi med hinanden – for eksempel en myretue eller en bikube. Den analogi er utrolig rammende for musikkollektivet af samme navn, og på gruppens debutalbum lader mantraet netop til at være, at musik er noget, vi gør sammen – og skal det helst være sjovt samtidig.

Humoren er i højsædet hos det multinationale band, der har mødt hinanden via forskellige internetfora og nu bor og arbejder tæt sammen i en lejlighed i London. Tag bare ottende nummer ‘The Prawn Song’, der vist nok handler om en ubekymret rejes liv på havets bund.

Albummet åbnes med den lidt søvnige ‘It’s All Good’, der næsten lyder som en hård opvågnen en tømmermændsmorgen, hvor alle indtryk virker ti gange mere overvældende end normalt. Der er høje telefonlyde, skarpe guitarhits og plastikklingende synths en masse, der giver fornemmelsen af at være fanget i et gammelt arkadespil. De plastikagtige retrolyde er klart bandets kendetegn, og de går igen på størstedelen af albummets ti numre.

De efterfølgende ‘Everybody Want’s to Be Famous’ og ‘Nobody Cares’ fortsætter i samme boldgade med tunge beats og synthbaserede instrumentaler, men på ‘Reflections on the Screen’ sker der noget andet, der viser, at Superorganisms univers ikke bare er en musikalsk legestue.

Nummeret har en pulserende fremdrift og en fin tænksom tekst, hvor den kun 19-årige japanske forsanger Orono sørgmodigt synger om at blive fortabt i gamle billeder og samtaler på sin computer: »There’s something so affecting / in the reflections on my screen«, synger hun, mens tankerne bliver ledt hen på soundtracket til ‘Drive’.

Annonce

Eftertænksomheden går igen på den fine ‘Nais March’, der lader til at være en hyldest til Oronos hjemby Tokyo. Nummeret byder også på anderledes melodiske fraser og en smuk svævende lead-vokal – men ikke mindst også sjove vokalsamples, kvæklyde og Nintendo-effekter i et ret så kontrastfyldt mellemstykke.

De lidt mere afdæmpede sange fungerer som fine pusterum i det ellers ret hektiske univers, der med de skøre reallyd-samples og mystiske stemmeforvrængninger af og til er ved at kamme over i noget, der tenderer Kaj og Andrea-lignende tilstande. Men Oronos totalt tilbagelænede og uimponerede vokal trækker musikken tilbage på sporet. Hendes stemme og virkelig fine tekster sørger for, at sangene ikke drukner i computerspil-bips, vilde visuals og dyrelyde.

Bandets sange fungerer klart bedst, når melodierne og instrumentaltemaerne får plads, og de mange reallyde som kasseapparater, vandløb og frøer træder lidt i baggrunden. På flere af numrene ville man ønske, at bandet havde skrællet bare 10 procent af de lidt overflødige lydeffekter, der af og til distraherer mere end de tilføjer.

‘Nobody Cares’, ‘Everybody Want’s to be Famous’ og den fine ‘Reflections on the Screen’ er for eksempel virkelig solide popnumre i sig selv, der er vildt catchy, selv om de klangligt spiller på nogle helt andre tangenter end meget andet pop gør lige nu.

Men Superorganism er også en gruppe, der betragter sig selv mere som et multimedie-projekt, hvor visuals, lydeffekter, stageperformance og sangskrivning alt sammen skal gå op i en højere enhed. Og derfor er der også noget spændende ved, at de insisterer på at lave ikke-radio-venlige popsange. Det er kaotisk, og det er for meget af og til. Men hvo intet vover?


Kort sagt:
På Superorganisms debutalbum lader mantraet til at være, at musik er noget, vi gør sammen – og det skal helst være sjovt samtidig. Albummet byder på høje telefonlyde, skarpe guitarhits og plastikklingende synths en masse, men også mere afdæmpede numre, der viser, at Superorganisms univers ikke bare er en musikalsk legestue.

Læs anmeldelse: Superorganism i Lille Vega