‘Dirty Computer’ er den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk

‘Dirty Computer’ er den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk
Janelle Monáe.
‘Dirty Computer’ er den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk - Dirty Computer
6 6
Janelle Monáe
'Dirty Computer'

Album, Warner

Det kan godt være, du skal sætte lidt ekstra tid af til at samle din underkæbe op fra gulvet, når du er færdig med at lytte til ‘Dirty Computer’.

Med de absolut lovende singler ‘Make Me Feel’, ‘Django Jane’, ‘Pynk’ og ‘I Like That’ havde Janelle Monáe allerede forsikret verden om, at hendes femte udgivelse (og tredje album) ville blive mindst lige så interessant som de forrige, og efter 14 numres eksperimenterende popekstase kan man konkludere, at det er lykkedes hende endnu en gang at overgå sig selv.

Det er virkelig sjældent, at man møder så helstøbt et album som ‘Dirty Computer’, der både er en ekstatisk, opløftende og dybt rørende musikalsk oplevelse.

Allerede i 2007 gjorde Janelle Monáe det med ep’en ‘Metropolis’ klart, at hun ikke er et helt almindeligt menneske. Langt fra. Hun er en androide, en ‘Electric Lady’ også kaldet Cindi Mayweather, der er sendt til vores nutid fra fremtidsbyen Metropolis.

På de efterfølgende udgivelser, ‘The ArchAndroid’ og ‘The Electric Lady’, var det tidsrejser, teknologi og andre afrofuturistiske elementer, der var de bærende temaer, og selv om disse stadig er en stor del af ‘Dirty Computer’s identitet, er der også andre, mere fremtrædende kræfter i spil.

Albummets hovedperson hedder nu Jane, ikke Cindi, og hun synger på åbnings- og titelnummeret følgende: »Crashing slowly the bugs are in me / all I’ll ever be is your dirty computer«. Det lyder næsten som en nedsmeltning af det tidligere androide-ego, og man får fornemmelen af, at det mere er den ægte Monáe, der taler, end det er et alter ego. Forbindelsen til de tidligere narrativer er der dog stadig, for ligesom Cindi Mayweather har Jane også serienummeret 57821.

På tidligere numre som ‘Yoga’ og ‘Electric Lady’ sang Janelle Monáe om kvindelige søsterfællesskaber, og de bliver foldet endnu mere ud på ‘Dirty Computer’, der kredser tematisk om sex, kvindelig identitet og ikke mindst, hvad det vil sige at være en sort kvinde i USA. Kendrick Lamar lavede ‘Damn’ – Janelle Monáe har lavet ‘Dirty Computer’.

Annonce

Følelserne og de seksuelle præferencer får frit spil i legesyge sexhymner som ‘Make Me Feel’, ‘Screwed’ feat. Zoe Krawitz (som indeholder albummets bedste rim: »Wanna get screwed on a festival / wanna get screwed like an animal«) og Pharrell-samarbejdet ‘I Got the Juice’. Men der er også plads til mere intime og følsomme øjeblikke som på den sensuelle ‘Don’t Judge Me’ og den virkelig flotte ‘So Afraid’. Monáes måde at synge om den kvindelige krop på er anti-blufærdig og elegant, og samtidig gøres det med en så stor musikalsk overlegenhed, at man ikke kan andet end at bukke sig i støvet efter det afsluttende, storslåede nummer ‘Americans’ – en protesthymne, som skæver utvivlsomt meget til Princes’ ‘Let’s Go Crazy’.

Selv om Prince-inspirationen også er stor på numre som ‘Screwed’ og ‘Make Me Feel’, går Monáe i højere grad popplanken ud på ‘Dirty Computer’, og hendes karakteristisk soulede arrangementer får selskab af mere ærkepoppede instrumenteringer end tidligere.

Perlende synths har fået mere plads, og det samme gælder rap-passagerne, der blandt andet dukker op på ‘Django Jane’ og ‘Crazy Classic Life’. Den røde tråd er stadig Monáes helt enestående sangskrivning, og ikke på noget tidspunkt i løbet af albummet trædes der vande.

Ud over at være en musikalsk magtdemonstration, er ‘Dirty Computer’ et identitetspolitisk oprør, hvor Monáe fortæller om, hvad det vil sige at være født i en racialiseret og kønnet krop. Det er oplevelser, hun har sunget om før, men fordi de tidligere er blevet fortalt gennem sci-fi-narrativer, er der noget ekstremt magtfuldt og rørende i, at slutnummeret på ‘Dirty Computer’ har fået titlen ‘Americans’.

Metaforerne er skubbet en lille smule til side, og Monáe taler fra hjertet om sin egen virkelighed, nutidens USA, med alt hvad det indebærer. Siden ‘The Electric Lady’ udkom i 2013, er det politiske landskab i USA ganske vist også forandret, og det virker som om, Monáes kompromisløshed kun er vokset af den grund. Både musikalsk og personligt.

‘Dirty Computer’ er uden tvivl et af årets vigtigste album, og med det har Janelle Monáe skabt et popmesterværk, der burde gøre det tydeligere for alle, at hun regerer side om side med Beyoncé på tronen af pop.


Kort sagt:
Det er virkelig sjældent, at man møder så helstøbt et album, der både er en ekstatisk, opløftende og dybt rørende musikalsk oplevelse. Ud over at være en musikalsk magtdemonstration, er det et identitetspolitisk oprør, hvor Monáe fortæller om, hvad det vil sige at være født i en racialiseret og kønnet krop. Det er et popmesterværk, der burde gøre det tydeligt for alle, at hun regerer side om side med Beyoncé på tronen af pop.

Læs også: Prince arbejdede på Janelle Monáes kommende album frem til sin død

Annonce