Kanye West siger, han er i gang med at skrive en filosofibog i nyt, syret interview

Kanye West siger, han er i gang med at skrive en filosofibog i nyt, syret interview
Foto: Rachel Murray/Getty Images

Vi ved stadig ikke præcis, hvad det er han har arbejdet på på den bjergtop Wyoming, men meget tyder på, at Kanye er inde i en højst kreativ periode, hvor ideerne flyder frit fra den krøllede hjerne.

Til The Hollywood Reporter har Kanye West netop interviewet interiørdesigneren Axel Vervoordt om kunst, mode og design, hvor Kanye selv kom på banen med en lang række interessante afsløringer. Her fortalte han blandt andet, at han i øjeblikket arbejder på en filosofibog.

»Der er det her nye koncept, jeg roder med i øjeblikket. Det er en filosofibog med titlen ‘Break the Simulation’. Jeg tænker meget over konceptet fotografi, som jeg har det lidt ambivalent med – at mennesker er så besatte af billeder – fordi det transporterer dig væk fra nuet og ind i enten fortiden eller fremtiden. Det kan bruges som dokumentation, men det meste af tiden overtager det folk fuldstændig«.

Herudover taler Kanye blandt andet ærligt om sin position som en af tidens førende sneakerdesignere for Adidas og sin egen Yeezy-linje, som han lige sådan har det ambivalent med.

»Vi laver de her sneakers og får at vide, at vi er det mest populære brand i verden, men jeg har ikke lyst til at være nummer ét længere, jeg vil gerne være vand. Jeg vil gerne være tættere på UNICEF eller sådan noget, hvor jeg kan tage den viden, jeg besidder, og hjælpe så mange mennesker som muligt, ikke bare presse det ind i et brand«.

Andetsteds i interviewet taler Kanye om udnævnelsen af sin tidligere kreative samarbejdspartner Virgil Abloh som designer for Louis Vuitton, som Kanye indrømmer, at han også har haft det svært med.

»Jeg har ikke rigtig kunne få det ud af mit hoved hele ugen. Fordi vi (Virgil Abloh og Kanye, red.) har kæmpet med at lave design i en prisklasse, som stadig er lige så eftertragtet og har samme seriøsitet som mode, der er langt dyrere. Og så siger de (medierne, red.), at han var min kreative direktør, men det er ikke korrekt. Han var en kreativ samarbejdspartner«.

Hele den interessante samtale kan læses her.

Læs også: Rick Rubin er muligvis involveret i kommende Kanye-udgivelse