»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

The Weeknd kravler ind i midnatsskyggerne igen på ‘My Dear Melancholy,’

The Weeknd kravler ind i midnatsskyggerne igen på ‘My Dear Melancholy,’
The Weeknd på Orange Scene.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
The Weeknd kravler ind i midnatsskyggerne igen på ‘My Dear Melancholy,’ - My Dear Melancholy,
4 6
The Weeknd
'My Dear Melancholy,'

Ep, XO/Republic Records

Når man tænker på, hvor konceptuel en ep The Weeknds surprise-udgivne ’My Dear Melancholy,’ egentlig er, synes projektets afsløring direkte arrogant. I et formentlig kalkuleret skaktræk forklædt som halvhjertet SoMe-skuldertræk slap Abel Tesfaye katten halvt ud af sækken blot to dage inden udgivelse på nogenlunde samme facon som det emotionelt frostbidte mixtape-univers, han oprindeligt tog kegler med i blogosfæren i 2011 – koldt og indifferent.

Et eller andet sted læner annonceringsmetoden sig tæt op ad den perfekte strategi for den canadiske supernova, der på falderebet af 2016 med det forkromede ’Starboy’ trådte ind i den helt tunge popliga, som han havde i sigtekornet lige siden ’Beauty Behind the Madness’ fra året før.

Dengang kørte alt gennem den helt store pladeselskabskværn. Men hvor The Weeknds seneste to spejlglatte popværker var bastante skridt ud af de midnatsskygger, han førhen kravlede rundt i, er ’My Dear Melancholy,’ mestendels en koncis tilbagevenden til det perverterede, sortblødende r’n’b-hjerte, han grundlagde sit navn på. Og til især gamle fans’ glæde lyder han bedre end i årevis.

Annonce

Selve titlen indikerer klokkeklart, at den fortabte søn er tilbage som natterytteren på den mørke krikke. Det afsluttende komma skal læses som en slags indledende dagbogshilsen til den vampyriske melankoli og selvlede, crooneren er tilbage i efter flere år i rampelyset: »What makes a grown man wanna cry? / what makes him wanna take his life? / his happiness is never real / and mindless sex is how he feels«, jamres der på ’I Was Never There’. Tesfaye er atter single, atter en emotionel varulv, der konverterer libertinertilværelsens smertelige kærlighedsvakuum til kreativt brændsel.

Ep’ens seks skæringer lyder nemlig næsten som kryopræserverede udsnit fra tiden mellem mixtape-nyklassikeren ’House of Balloons’ og debutalbummet ’Kiss Land’. Fuldstændig som i mixtape-æraen virker vokalen isoleret og reverb-strandet, som var numrene indspillet i en akustisk, gold penthouselejlighed møbleret udelukkende med coke-pudrede glasborde. Lydmixet er tilsvarende krakeleret og ikke i nærheden af at være lige så genetisk modificeret som på eksempelvis ’Starboy’.

Af samme årsag er der en nostalgisk magnetisme over den ukristelige sangskrivning. Når Tesfaye på ’Wasted Times’ klager »And I know right now that we’re not talkin’ / I hope you know this dick is still an option«, får man flashbacks til den uforligneligt liderlige ‘Trilogy’-saga. Det samme gælder lukkeren ’Privilege’, der svælger i bristet overdosis: »And I got two red pills to take the blues away«. Så langt, så godt.

Til gengæld strejfer lydterrænerne ikke længere hvileløst rundt i obskure Aaliyah- eller Beach House-samples, men i subtilt tekstureret electro-r’n’b signeret blandt andre Skrillex, Gesaffelstein og Daft Punk-halvparten Guy-Manuel de Homem-Christo, der på henholdsvis ’Wasted Times’, ’I Was Never There’ og ’Hurt You’ forlener tracklisten med ’Kiss Land’-lignende tusmørke. Førstnævnte føles som genfærds-r’n’b, mens næstnævntes hvinende synths lyder som fjerne, ominøse sirener. Udtrykket er dystert og lækkert uden at ramme helt samme blodskudte og narkotiske nerve som i gode, gamle 2011.

Om end ’My Dear Melancholy,’s små 22 minutter ikke besidder samme originalitet og dobbeltbund som den stærkt afholdte mixtape-trilogi, den (primært) emulerer, gør ep’en for en kort stund et hæderligt stykke arbejde i at slå glitteren af verdensstjernen The Weeknd og minde om, at mørkemesteren stadig er begravet et sted dybt inde i hans kulsorte, hedonistiske kerne. Selv når han vender tilbage til rødderne uden den dybe tallerken, er han helt sin egen.


Kort sagt
The Weeknds surprise-udgivne ep ’My Dear Melancholy,’ er en stærk tilbagevenden til de midnatsskygger, Abel Tesfaye krøb rundt i under ’Trilogy’-sagaen i 2011. Man aner dog også reminiscenser fra hans senere katalog, ’Kiss Land’ i særdeleshed, hvorfor udtrykket i sidste ende ikke bliver helt lige så gennemført blodskudt og narkotisk som i de gode, gamle mixtape-dage.