Tinashe skruer op for popglasuren på det mytiske ‘Joyride’-album

Tinashe skruer op for popglasuren på det mytiske ‘Joyride’-album
Tinashe.
Foto: Dennis Leupold
Tinashe skruer op for popglasuren på det mytiske ‘Joyride’-album - Joyride
3 6
Tinashe
'Joyride'

Album, Sony

I næsten tre år har musikmedier tømt det ene digitale blækhus efter det andet over Tinashes stormombruste ’Joyride’. Albummet blev oprindeligt varslet helt tilbage i efteråret 2015, hvorefter et kreativt helvede brød løs mellem r’n’b-sangerinden og hendes pladeselskab RCA.

Det forlød sig, at hun mere eller mindre var blevet tvangsindlagt til at samarbejde med Chris Brown på pr-grebet ’Player’ (som ikke er at finde herpå), at Rihanna via ufin favorisering pludselig havde tiltusket sig rettighederne til ’Joyride’s titelnummer, og at albummet var strandet i et regulært udgivelsespurgatorium, fordi jakkesættene i samme periode brændte alle marketingreserver af på guldkalven Zayn Malik.

Selv om sandet aldrig nåede at rinde helt ud af ’Joyride’s timeglas, havde det næsten været godt det samme, hvis det faktisk gjorde. For ’Joyride’ er ikke noget godt album. Og det skyldes hovedsagelig, at RCA har skubbet Tinashe ud i en popglaseret retning, som eroderer den 25-åriges engang så særegne r’n’b-univers.

Detaljen er nemlig, at hun aldrig var ment til at være den næste Rihanna. Tinashes velmeriterede bagkatalog udmærkede sig ved en sfinkslignende r’n’b-mystik, der kun i ganske få tilfælde egnede sig som maskinel radiopop. Resten af tiden slangede lyden sig gennem konceptuelt kviksølvsflydende terræner, der frygtløst blandede blod med obskure producere som Clams Casino og Evian Christ.

Sponsoreret indhold
Musik og design hænger uløseligt sammen
Sammen med Oh Land vil Bolia hylde det kreative krydsfelt og hæve barren for individuelt design – se mere her.
Bolia

På ’Joyride’ får piben en markant anden lyd, hvor Tinashes udblæste mystik er skrottet til fordel for spændstig samlebåndspop: Den er åleslank og fotogen, men samtidig så kønsløs og udtrådt, at kæden hopper af. ’Ooh La La’ havde været et tilforladeligt nummer, hvis ikke det var for beatets forkrampede sengeknirken, og ’Stuck With Me’ med Little Dragon dypper snablen vel langt ned i harmløs tropical house.

Værst er til gengæld den caribisk vuggende ’Me So Bad’ med Ty Dolla $ign og French Montana, hvis skabelonskårne formular efterhånden er hørt til hudløshed. I det hele taget lugter albummets features af streaming-malkning: Future er malplaceret på ’Faded Love’, og Offset bidrager med så godt som intet på ’No Drama’, selv om nummeret i sig selv er en potentiel radiosmasker, der faktisk holder Tinashes integritet fint i hævd. Her er hooket moody og sexet: »Don’t want no drama-ma / we pulled up in that ooh la la / and backed out in that oh my god«.

Som kirsebærret på smatkagen er ’Joyride’s automatiserede popderoute tilmed brolagt med konceptuelt blottede og ligegyldige interludes. Dog viser albummet også spor af fordums styrke i få epileptiske glimt.

Den knap så usminkede attitude resonerer fortræffeligt på deep cuts som ’No Contest’ og den fatamorganalignende ’Salt’, der for en gangs skyld ruller terningen produktionsmæssigt. Og så er der titelnummeret, som trods en umiskendelig Rihanna-lighed lyder ret formidabelt med muskuløse katakombetrommer og power-nynnen. Her fornemmer man en form for konceptuelt afsæt, der desværre aldrig mønstres gennem resten af tracklisten.

Et eller andet sted gemmer der sig en god ep i ’Joyride’. Men det er heller ikke nær tilstrækkeligt på et underlødigt popalbum, der har været tre år undervejs. Engang var Tinashe en ledestjerne inden for r’n’b-genrens småeksperimenterende avantgarde. Nu er hun bare endnu en i popgeledderne.


Kort sagt:
Tinashes stormombruste ’Joyride’ nedslider hendes engang så særegne og kviksølvsflydende r’n’b-univers med ubodelig samlebåndspop, der er hørt til hudløshed før. Trods en mindre stribe hæderlige deep cuts mærker man tydeligt, at hun ikke hører hjemme i albummets automatiserede popglasur.