De største internationale hiphop tracks lige nu – lyt til ’Flow på Spotify

10 højdepunkter fra ASAP Rockys store interview med Complex

10 højdepunkter fra ASAP Rockys store interview med Complex
ASAP Rocky.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
ASAP Rocky udgiver ganske snart sit næste album, 'Testing', og i den forbindelse har han givet sit første store interview i lang tid. Her er 10 højdepunkter fra hans forside-interview med Complex – om blandt andet Kid Cudi, pels og copycats.

1. Om sin pels

Meget tidligt i interviewet nævner journalisten, Karizza Sanchez, dengang ASAP Rocky lovede en serie af luksuspelsjakker. ASAP Rocky bliver underligt konfronterende: »Hvorfor prøver du at få mig i ballade på den måde, bro. Er du på et hævntogt mod mig? Hvorfor spørger du mig om pels i 2018, når du udmærket ved, at de der motherfuckers fra PETA vil lede efter mig, velvidende at jeg har rocket pelse på Instagram de seneste par måneder?«

Så… det betyder nok, at de der luksuspelsjakker ikke bliver til noget.

Heldigvis bliver han mere chill i løbet af interviewet.

2. Om ASAP Yams

I 2015 mistede vi ASAP Yams, et af de grundlæggende medlemmer af ASAP Mob. ASAP Rockys kommende album ‘Testing’ bliver det første, han udgiver, hvor ASAP Yams ikke er inde over. Rocky har følgende at sige om sin gamle ven:

»Yams er en ånd. Han er en energi. Han fokuserede altid på at opdage nyt talent og få fat i nye folk. Jeg tror, det er det, der validerede ham i hiphopregi«.

Vi savner ham i hvert fald, og vi håber, at ‘Testing’ vil ære hans ånd.

3. Om det store ASAP Mob-comeback

ASAP Rocky var ikke alene, da han blev interviewet, og mens han er i gang med at forklare om sin klikes comeback, kommer et genialt indspark fra ASAP Ant om, hvordan vi skal tænke på deres tilbagevenden:

»Det er som Jesu opstandelse. Ud over, at vi aldrig forsvandt. Vi chillede og tjente penge«.

4. Om Playboi Carti

Nu vi er ved ASAP Mob: Et af crewets faste venner er Playboy Carti, der netop har udgivet albummet ‘Die Lit’, som vi her på Soundvenue kalder det ultimative mumblerap-album – på godt og ondt. Rocky har dog et lidt andet syn på, hvad der gør Carti speciel.

»Han er en playboy. Han er den næste store rapper. Jeg føler, at han blander ambient rumlyde med traditionel traprap«.

Ambient? Ja, så har vi hørt det med.

Annonce

5. Om AWGE

De første singler, vi fik fra ‘Testing’, var udgivet via Soundcloud-profilen AWGE SHIT. Der findes også et spøjst website ved navn AWGE SHIT, der kalder AWGE for »et kreativt agentur grundlagt af ASAP Rocky«. Sanchez spørger Rocky, hvorvidt AWGE er et pladeselskab.

Rocky svarer kort og kontant i en alvorlig tone: »Stil mig aldrig det spørgsmål igen på kamera«.

ASAP Twelvvyy kommer med sin meget løse definition: »ASAP er AWGE. ASAP er øverst, så er der AWGE. Det er ligesom at være muslim, så er der Nation of Islam. Vi er de store AWGE’ere«

Og så forklarer Rocky yderligere: »I mangel på bedre ord, er det en ghetto-Google«.

Godt gået, nu føler vi os endnu mere forvirrede over, hvad AWGE mon er.

6. Om Kid Cudi

Rocky er stor fan af Kid Cudi. Han tænker nostalgisk tilbage på første gang, de to mødtes over Skype, mest af alt ved et tilfælde:

»Kid Cudi kom på kameraet og sagde »Yo, hvad sker der? Den sang med dig og Schoolboy Q, ‘Hands on the Wheel, den er tight‘«. Jeg tænkte ‘shit mand, Kid Cudi synes, min sang er tight’«.

Og lad os så aflive myten om, at man aldrig bør møde sine idoler.

7. Om André 3000

André 3000 er endnu en stor inspirationskilde for ASAP Rocky:

»Første gang, jeg så André 3000, syntes jeg, han var underlig. Jeg var et lille barn. Han havde store, camouflage-gedepels-Narnia-bukser på med skulderblade a la dem fra amerikansk fodbold. Han fuckede rundt med en gryde på hovedet. Jeg tror, det var ‘Rosa Parks’-videoen. Jeg syntes, han klædte sig underligt ud, men hans musik var inciterende på en eller anden måde. Det var fascinerende. Før jeg vidste af det, var jeg fan. Jeg elsker, hvordan han bevægede sig fra musik over mode til film«.

ASAP Rocky kan allerede krydse mode- og musik-kassen af, og han har faktisk også haft nogle ganske få filmroller i ‘Zoolander 2’, ‘Popstar’, ‘Dope’ og ‘Monster’. Så inspirationen kan mærkes.

8. Om Nigo

En tredje inspirationskilde er den japanske modedesigner, dj og producer Nigo:

»Jeg føler, Nigo er lige så vigtig for hiphop som Pharrell, Slick Rick og Kanye. Ikke på grund af hans musikalske evner, men på grund af, hvordan han har påvirket folks stil, og hvordan han bare brød igennem med en ny måde at rocke lortet«.

9. Om møbler

Tro dog ikke, at ASAP Rockys talenter begrænser sig til mode og musik. Han kunne også en dag tænke sig at designe møbler i en æstetik et sted mellem Tim Burtons og Wes Andersons filmiske udtryk.

»Jeg kan lide at blande victoriansk indretning og udsmykning, såsom bronze og gamle nipsting, med helt moderne møbler fra designere og kunstnere. Mit stjernetegn er Vægten. Balancen mellem det nye og det gamle appellerer mig, jeg finder det attraktivt«.

10. Om copycats

Funkmaster Flex skrev på et tidspunkt på Twitter: »Masser af rappere har stjålet ASAP Rockys swag. De tror, de er slick«, og fulgte denne udtalelse op med: »Nå, så I vil have navne? Første navn: Travis Scott! Hvem tænker I ellers på?«.

Rocky afviser ikke denne påstand, men han er egentlig ret ligeglad:

»Jeg synes ikke engang, det gør noget længere, hvis folk stjæler min stil. Jeg er for gammel til at tale om, hvem der stjal min stil og hvem der er medløbere. Jeg skænker det ikke en tanke. Jeg prøver bare at lave dope musik, dope kunst, dope tøj. Og jeg vil hygge mig med nogle dope kvinder, hvis du kender nogen. Og det er det«.

Visdomsord fra ASAP Rocky til dig.

Læs hele interviewet hos Complex HER.

Læs også: ASAP Rocky afslører albumrelease med vilde features – ’Testing’ lander lige om lidt

Advertisement