Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

Årets Spot Festival viste en gylden fremtid for dansk popmusik

Årets Spot Festival viste en gylden fremtid for dansk popmusik
Gents på Spot Festival.
Foto: Toke Hage/Soundvenue
Med flere hundrede koncerter er Spot Festival lidt af det hele. Sådan er det hvert år. Men i 2018 viste specielt popmusikken tænder, hvor både interesse, kvalitet, alsidighed og regulær star power gik hånd i hånd.
Årets Spot Festival viste en gylden fremtid for dansk popmusik
Christian Wolkoff

Musikredaktør hos Soundvenue

STATUS På sin egen måde er Spot mere intens end Roskilde Festival. Omkring 300 kunstnere spiller koncerter på kryds og tværs af fire dage (med to tætpakkede hoveddage), hvor et sandt slaraffenland af shows får én til at zigzagge som en slange mellem de mere end 20 forskellige scener og spillesteder.

Det er selvsagt komplet umuligt at se bare en fjerdedel, men det korte showcase-format med koncerter på 20-45 minutter gør det samtidig muligt at fange op mod 15 shows om dagen. Det er meget at tage ind, men tager man det rette fodtøj på, kan man skabe sit eget billede af, hvad der sker i de nederste og mellemste lag af den danske musikscene lige nu. For igen i år – og tak for det – var det de friske kunstnere, som fyldte mest. Også på de større scener.

Med ovenstående in mente er det ligeså umuligt at sige noget om årets festival som helhed. Spot Festival er mere et sted, hvor man opfanger tendenser. Hvor sprudler kreativiteten? Hvor rykker det lige nu? Hvilken genre har fart på? Fokus, hype og kvalitet skifter hvert år som tidevandet.

Hiphoppen var igen kategorisk underrepræsenteret (selv om det føles som om, det var blevet lidt bedre, specielt takket være den nye Aarhus Volume-scene), og ja, rockmusikken som tidligere har været et fast holdepunkt for festivalen er jo ikke lige i sin prime.

2018 viste sig derimod som Spot-året, hvor særligt popmusikken viste tænder.

Den unge danske pop fremviste nemlig sin bredde med et hav af stilarter i fuldt flor. Selve kvaliteten var sprudlende høj. Unge kunstnere i karrierens forår viste regulær star power med masser af personlighed. Og så var interessen fra publikum til tider svimlende høj – altid et godt tegn på Spot, som kan være en god indikator til at vise buzzen omkring kunstnere, som måske ikke lige kan måles på Facebook-likes eller Spotify-afspilninger.

I popmusikkens reneste skær beviste to unge sangerinder for eksempel, at de står på nippet til et forhåbentligt bredt gennembrud. Jada har kun få singler ude, men fyldte den udendørs Aarhus Volume-scene mere end nogen anden, jeg så – og så endda kl. 14.00. Hendes klassiske pop føltes næsten frisk, fordi den var så ja, klassisk og full blown. Hun gentog succesen på Voxhall senere på aftenen. Og så er der Ea Kaya, der skriver moderne popsange, som både kan brage derudaf og udvise ekstrem følsomhed. Begge har vanvittigt stærke vokaler som det centrale fikspunkt.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Så var der Irrelevantbitch101, hvis bramfri personlighed (komplet med frække præstejokes) og Prince-lænende popeskapader viste en ung kunstner med personlighed i spandevis. Det alene er værd at hylde, mens Marshall Cecil vandt point på at tage popmusikken i en mere avantgardisk retning uden at miste blikket på at lave vellyd.

Molina gjorde sin new wave-ting og skruer kun op for kvaliteten i sin sangskrivning, mens Anyas stille transformation fra r’n’b-kid til full on-popsangerinde har potentialet til at løfte hende op i en ny liga – nogle af de nye sange viste stærke takter og en mere fokuseret, men samtidig udforskende sangskrivning.

Anya samlede desuden et mere end solidt fremmøde i ellers ret så store Scandinavian Congress Center, som også Gents fortjent formåede at fylde ud. Her beviste særligt front-crooner deluxe, Niels Fejrskov Juhl, at han har de rette moves til at fylde sådan en scene ud.

Star power blev i den grad også udvist af Rud Aslak, da Barselona (som altså stadig er et ret ungt band) skabte fuldt hus og køtilstande i Musikhusets Store Sal. Ligeså udadvendt hans makker Rasmus Theodor er uden for scenen, lige så sprudlende intens og indlevende var Aslak på scenen. Dén koncert var en bragende succes.

Og nu vi taler om kaotiske køtilstande. Man var heldig, hvis man kom ind til Saveus i samme sal, og Martin Hedegaard og hans slæng fik retmæssigt publikum op af stolene fra første strofe. De er klar til Orange.

Spot Festival er stedet, hvor jeg fra 2012 til 2013 så Mø gå fra et lille crowd på en scene i gården ved Godsbanen til at spille for et pakket Scandinavian Congress Center. Det kan gå stærkt, det har vi set før. Og mange af de her kunstnere spiller deres første eller første større koncerter på Spot Festival.

Vil samme Mø-skæbne overgå nogen at kunstnerne ovenfor? Det er måske at sigte lidt rigeligt højt, men man ved aldrig. Og det er også noget at det smukke ved Spot. At fange kunstnerne i karrierens indledende babyfase, hvor det i nogle tilfælde er potentialet mere end den fra ende til anden perfekte koncertoplevelse, der hænger fast.

Og potentiale, det viste den danske popmusik i den grad i Aarhus.

Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag

Læs også: Spot-favoritter: De 10 bedste koncerter, vi så på festivalen lørdag

Advertisement