»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Anderson .Paak bader i penge, bling og geniale hiphop-klichéer i vild video til ny single: ’Bubblin’

»I’ve been broke way longer than I’ve been rich so it levels out / Imma take your mama to the Marriott and wear it out«, lyder det fra Anderson .Paak, mens han hænger i en lysekrone og dollarsedlerne fyger om ørerne på ham.

Med den succes, han har oplevet de seneste år, der har taget ham direkte fra gaden til toppen af hitlisterne, ved Paak om nogen, hvad det vil sige at være nyrig. Og det er netop dette, der er temaet på hans nye single, ’Bubblin’.

Nummeret er bygget over et heftigt beat af Jahlil Beats og AntMan Wonder og hektiske samples, der sender et skønt nik i retning af Britneys gode, gamle ’Toxic’. Hertil kommer Paak med lige dele energisk attitude og som altid en soul-beskinnet tilgang til sine skarpe linjer, der kredser om at vælte sig i penge, damer (og disses mødre), bling og, nå ja, fastfood. Helt fine er fornemmelserne så alligevel heller ikke blevet.

Med nummerets premiere delte Anderson .Paak også et par ord om både den nye single og hans kommende album i et interview med Zane Lowe på Beats 1.

»Jeg prøvede at få Little Simz til at rappe på den først, fordi hun også var i studiet. Jeg kan huske, jeg prøvede at få andre folk med på den, men til sidst skrev jeg bare på den«, fortæller Paak om ’Bubblin’.

I interviewet med Lowe sætter Paak desuden ord på sit samarbejde med Dr. Dre, der kommer til at spille en rolle i produktionen af Paaks kommende soloalbum:

»Han har en masse tiltro til mig. Han giver mig helt frit spil. Han sagde til mig: Gør din ting, jeg ville elske at være en del af det. (…) Vi har arbejdet frem og tilbage med den her musik i over to år nu for at få det rigtige album, vi virkelig føler os stolte af«.

»Jeg har 65.000 sange i boksen«, teasede Paak desuden, hvilket holder ganske udmærket stik med hans tidligere udtalelse om, at vi både kan forvente et soloalbum og et album med hans faste live-band The Free Nationals lige om hjørnet.

Anderson .Paak kan opleves på dette års Roskilde Festival.

Læs også: Roskilde Festival har endelig løst gåden om den perfekte lørdagsfest