Arctic Monkeys’ musikalske venstresving er en typisk rockstjernereaktion på stor succes

Arctic Monkeys’ musikalske venstresving er en typisk rockstjernereaktion på stor succes
Arctic Monkeys.
Foto: Zackery Michael
Det er set før, at et populært rockband følger en succes op med en decideret modreaktion, der til en start kan ligne et udslag af nykker eller storhedsvanvid, eller – bevidst eller ubevidst – et kommercielt selvmord.

Fans af Arctic Monkeys skal være lovligt undskyldt, hvis de har mærket et udslag af akut kognitiv dissonans i mødet med ’Tranquility Base Hotel & Casino’, gruppens sjette album og efterfølger til det massivt succesfulde ’AM’ fra 2013.

Hvis ’AM’ er den lydlige ækvivalent til at sidde med solbriller og tilbagestrøget hår i en sportsvogn med stramt læderbetræk og en storsmilende blondine på bagsædet med kurs mod fatamorganaet Las Vegas, er ’Tranquility’ omtrent som at køre en isbil gennem en hotellobby i slowmotion, en dovent-surrealistisk dagdrøm oven på indtagelsen af en mild overdosis antihistaminer på en pollenbefængt sommerdag.

Det er ikke første gang i rockhistorien, at et populært band følger en stor succes op ved at foretage et stilistisk venstresving, der ved første øjesyn kan ligne et udslag af nykker eller storhedsvanvid, eller – bevidst eller ubevidst – et kommercielt selvmord i skyggen af omverdenens urimeligt høje forventninger.

Hvis man ser nærmere på nogle af de største rockbands fra de sidste tre årtier, er mønsteret med at levere en ’vanskelig’ efterfølger til en massiv succes mere reglen end undtagelsen: Nirvana fulgte skrål med-hitpladen ’Nevermind’ op med den frådende og angstmættede ’In Utero’, mens Pearl Jam fulgte de teenage angst-bombastiske omkvæd på ’Ten’ op med den vredladne og indestængte ’Vs.’. Radiohead fulgte de smukke fremmedgørelseshymner på ’OK Computer’ op med rendyrket electronica på ’Kid A’. Arcade Fire fulgte den modne, afklarede, men samtidig ambitiøse Grammy-vinder ’The Suburbs’ op med rodebutikken ’Reflektor’, der forsøgte sig med alt fra calypso, dance og vag samfundskritik.

Retrospektivt sker der dog ofte uforudsete perspektivforskydninger: ’Kid A’ er i dag lige så feteret et udtryk for kunstnerisk nysgerrighed og zeitgeist som ’OK Computer, og ’In Utero’ af mange fremhævet som det bedste Nirvana-album, da dets soniske og lyriske vision synes mere i øjenhøjde med mennesket Kurt Cobain end de airbrushede guitarbredsider og sloganagtige paroler på ’Nevermind’.

Set i det lys bør Alex Turner og co. næppe miste for meget nattesøvn på baggrund af den meget blandede reaktion på ’Tranquility’.

Rockens fordring om autenticitet

Store rockbands har i nyere tid sjældent været kede af at udfordre konventionerne, måske fordi det i rockkulturen stadig opleves som bydende nødvendigt at demonstrere en grad af autenticitet i form af en modstand over for markedets nivellerende indflydelse på kreativiteten – et krav som tidens hiphop- og popnavne ikke i nær samme grad er underlagt. En del af selve hiphoppens raison d’etre er for eksempel at svælge i den succes og den rigdom, som den hvide establishment-kultur havde privilegeret adkomst til i populærmusikkens første mange årtier, og som man derfor glad og gerne går om bord i, ja, endog praler af.

Rockens helte og antihelte er i langt højere grad bundet op på behovet for at signalere integritet. Her er sell-out et no-go. Det var særligt udpræget i 90’ernes alternative rockkultur, hvor det for ethvert rockband med integriteten i behold var bydende nødvendigt, at man undgik anklagen om at sælge ud. Hvis man – som det skete for selv stærkt integritetsbårne bands som Pavement og Sonic Youth – endte på et stort pladeselskab, skulle man gøre det ud fra et ønske om at påvirke mainstreamkulturen med den alternative kulturs værdier: Man skulle bedrive en form for femte kolonne-virksomhed ved at ændre systemet indefra (snarere end ved at stå uden for og råbe op om dets mangler).

Streaming-tidsalderen har ændret hele spillet afgørende. Den moderne musiklytter har muligheden for at lytte til playlister og enkelttracks, hvorfor langt de fleste albumudgivelser næsten mere bærer status af eftertanke til de ofte fem eller seks på forhånd frigivne tracks.

At ’Tranquility’ ikke blev forvarslet af en eneste forløbersingle, er med til at understrege bandets ambition om at levere et statement med fokus på helheden (frem for på hits), hvilket samtidig har øget chokværdien ved fansenes første møde med musikken: Den simultane frigivelse af de 11 sange har gjort det umuligt at aflure identiteten af værket på forhånd, at forventningsafstemme. Heri ligger der en 2018-udgave af 90’ernes kongstanke om autenticitet.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
EKSTERNT LINK
Royal Beer

Fra snotnæset Northern lad til L.A-baseret verdensstjerne

Arctic Monkeys er så godt som lig forsanger og mastermind Alex Turners interesser og indskydelser, og bandets output afspejler meget tydeligt de omstændigheder, bandet skabte de enkelte album under. Der er vitterligt langt fra den 19-årige, snotnæsede Northern lad, der brød hul igennem lydmuren med den postpunkede garagerock på debuten ’Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ i 2006 og verdensstjernen, der lever et jetsetliv som rockstjerne med stort R med base i L.A.

Turner og co. brød med ’Humbug’ i 2009 væk fra enhver rest af britisk køkkenvaskrealisme og formulerede en mere og mere stilsikker og cool spankulerende stoner rock (med Josh Homme som bonkammerat og indpisker), hvilket kulminerede med den hyperpotente radiorock på ’AM’ (2013), som Turner selv meget rammende har beskrevet som Dr. Dre-beats, der møder Black Sabbath-riffs.

Frontmandens nonchalante-med-anstrøg-af-det-surmulende live-optrædener i forbindelse med den indbringende turné (der blandt andet bragte bandet forbi Roskilde) fandt et rammende visuelt cue i hans maniske optagethed af at stryge en kam gennem sin pomadetilbagestrøgne frisure (a la 1957) imellem sangene.

Er månekolonien et billede på livet i Hollywood Hills?

’Tranquility’ byder på en mat, udflydende, lounge-jazzet stemning, hvor det Steinway-klaver, Turner modtog i 30-års fødselsdagsgave, åbenlyst har fungeret som fødselshjælper og strømpil.

Udtrykket – og konceptet bag: Ideen om lade sig indlogere på et kombineret hotel/casino på Månen – er en bekræftelse af en tendens, som i efterhånden længere tid har karakteriseret Turner: Han synes forhippet på at undgå introspektionens spotlys for i stedet at gemme sig bag wisecracks, oneliners og ordspil. Sangskriveren, der krængede ordene »I crumble completely when you cry« ud på ’505’ fra 2007, er død og begravet.

Man kan dårligt være i tvivl om, at Turner formår kunsten at sætte ord sammen, så de lyder godt. Men hvad det er han forsøger at sige: Er besværet ved at lokalisere en substans en pointe i sig selv? Er distanceblænderiet en form for metakommentar som skal gøre det ud for substans?

Denne problemstilling knytter an til en beslægtet en af slagsen (en gammel traver inden for rockstjernemetieren): Hvad stiller en sangskriver, der blev berømt for at skrive sange om the common man op, når selvsamme berømmelse forhindrer ham i at skrive den slags sange, fordi han lever i en boble af privilegier, penge og spytslikkere på milevid afstand af ’det virkelige liv’? Et enkelt illustrativt eksempel: Mike Skinner (The Streets) kunne dårligt fortsætte med at skrive om livet på offentlig understøttelse ude i the projects efter ’A Grand Don’t Come for Free’.

Turner blev i endnu mere vidtgående forstand fra the get-go katapulteret ud i en hovedkulds berømmelse og fandyrkelse, der fjernede ham fra kilden til den kreative gejst, der lå som en understrøm ved de miljøbeskrivelser og karakterportrætter, han på overbevisende vis indfangede på debuten. Hele voksentilværelsen har han tilbragt som feteret rockstjerne: I en så radikal tilstand, er det ikke er så underligt, at det sprog hvorigennem han behandler en identitetskrise (hvis det da er det, der har provokeret bandets kursændring) ligger på afstand af en identificerbar virkelighed.

Set i den optik er ’konceptet’ bag ’Tranquility’ mere logisk stringent end som så. Rockstjerner af Turners støbning lever jo i en virkelighed, der godt kan tåle sammenligning med den absurd-satiriske vision, hans sprogvid denne gang er udmundet i: Hvor stor er forskellen på livet i Hollywood Hills egentlig fra livet i en månekoloni?

Når Turner er bedst, investerer han sine (dum)smarte bemærkninger (»So who you gonna call? The Martini police?«, »Let’s all have a swig and do a hot lap«) med pludselige indbrud af dybde eller ægthed (om den så er forceret eller ej) a la »It took the light forever to get to your eyes«, der rammer frontallappen få linjer senere i åbningsnummeret ’Star Treatment’.

Når han er værst, er hele sangtekster forvandlet til selvfedme-på-automatpilot: »My virtual reality mask is stuck on ’Parliament Brawl’ / emergency battery pack, just in time for my weekly chat / with God on video call« (’American Sports’). Og så dog, der er en grund til at benævnte sang hedder ’American Sports’, for sangen indeholder følgende vittige linje: »All of my most muscular regrets / explode behind my eyes like American Sports«.

Turner får også fyret enkelte gode bonmots af: »I sell the fact that I can’t be bought« (’Batphone’). Spørgsmålet er, om det opvejer karakteren af det rumkoncept, der ikke helt føres til dørs, men omvendt farver hele den sprogjargon, der løber gennem hele albummet som en doven spærreild og blandt andet resulterer i tvivlsomme sangtitler som ’The World’s First Ever Monster Truck Front Flip’ og ’The Ultracheese’.

Livet som rockstjerne er en slidt punchline

Lou Reed fulgte i 1975 det guldcertificerede livealbum ’Rock’n’Roll Animal’ op med fire albumsider bestående af feedbackstøj, ’Metal Machine Music’. Et karriereselvmord, if there ever was one.

Helt derude befinder vi os ingenlunde med Arctic Monkeys anno 2018.

Sandheden er nok så kompleks, at man ikke kan udelukke, at ’Tranquility’ både er udtryk for en sund insisteren på fornyelse og en vilje (og evne) til at formulere nye musikalske dagsordener inden for rammerne af et af verdens største rockbands, og samtidig er udtryk for en frontfigur, der har glemt at en sangskrivers måske fornemste opgave er at synge fra hjertet. Eller i det mindste synge fra et sted, hvor andre kan mærke, at han brænder for noget, der er større end ideen om at være rockstjerne – særligt når livet som en sådan minder om en slidt punchline, det kan være svært at tage alvorligt (ikke mindst for stjernen selv, der dog samtidig synes at nyde de fordele der følger med livsstilen).

Hvad der så er tilbage, er det helt store spørgsmål. Alex Turner er ikke modig eller indsigtsfuld nok til at forsøge at formulere et svar på det, men han er i det mindste ikke bange for at udstille tomheden i det moderne stjerneliv.

I den forstand er den på overfladen vurderet kunstfærdige kreation ’Tranquility Base Hotel & Casino’ nok mere autentisk end som så – og mere i øjenhøjde med personen Alex Turner, end han ønsker at stå ved.

Læs anmeldelse: Arctic Monkeys ‘Tranquility Base Hotel & Casino’