Beach House bliver mere intense med alderen: »Måske laver vi ren støj, når vi er 40 eller 50«

Beach House bliver mere intense med alderen: »Måske laver vi ren støj, når vi er 40 eller 50«
Beach House.
Beach House udvikler sig langsomt til et af de ældre, etablerede bands på sommerhalvårets mange festivalplakater. Duoen ønsker, at deres musik forbliver et åbent, transparent rum, man kan glide igennem – også på deres nye album ’7’. Uden for musikken er livet dog stadig 90 procent opslidende arbejde – også når man er et af tidens mest succesfulde dream pop-bands.

»2017 var et intenst fucking år«, siger Victoria Legrand tidligt i min halve time med Beach House. Makkerparret fra Baltimore er i Europa for at snakke med pressen om ’7’, som duoen slet og ret har valgt at titulere dette syvende opus på blot 12 år.

I presseomtalen nævner Beach House, hvordan vanviddet i samfundet og kvindekampen på den globale scene også strømmede ind som bølger mod deres personlige kyst, mens de indspillede værket. Men man skal ikke lægge for meget i sådan et forskræp, gør Victoria Legrand det klart:

»Der er altid en universel kontekst, vi befinder os i, når vi indspiller en plade. Det dér om verdenstilstanden var mere en formalitet. Der er mange refleksioner i pladen, som i et spejl. Så man vil finde mørke, kaos, vold, fragmentation, glamourens mørkeside. ’7’ bryggede og er kogt op et særligt tidspunkt: Det politiske klima, det globale klima, vi mærker det, men vil skabe noget, som er stort, som man kan bevæge sig igennem, noget anderledes end hvad man ser på tv. Vi ønsker at lave vores eget udtryk ud af, hvad der foregår«.

Victoria Legrand oplever altid, at de bliver udfrittet en ny specifik historie, når et nyt album skal have følgeskab af en pressemeddelelse. »Vi gider ikke finde på en eller anden bullshit historie om at tage ud i en hytte og blive stenet. Vi er et arbejdsomt band, der passer vores arbejde«.

Det er sidste dag i Europa for Beach House, inden de skal hjem og arbejde på »the good stuff«, verdensturneen, som bringer duoen til Danmark igen i oktober. Duoen er klædt i sort fra top til tå. Alex Scally sidder krummet sammen som en genert skoledreng, Victoria laver store, fejende armbevægelser, når hun taler om at skulle tilbage på scenen igen.

På det nye album har dronerock-legenden Sonic Boom været sparringspartner. Der er en anderledes, mere strømlinet fornemmelse på flere sange, der har mere guitar, electronica og loopede eksperimenter end sædvanligt. Samtidigt virker tekstuniverset et par grader mørkere end sædvanligt med titler som ’Dark Spring’, ’Lose Your Smile’, ’Black Car’ og ’Dive’.

Er det her jeres goth-album?

De griner lidt.

»Måske«, svarer Victoria. Alex svarer på samme tid: »Det synes jeg ikke«. De stopper op. Et lille splitsekunds uoverensstemmelse. »Jeg mener ’måske’, fordi det er jo en mørk plade…«, siger Victoria til Alex.

Der foregår en lynhurtig, ordløs forhandling mellem duoen, og Alex får lov at gribe teten. »Sangene, du nævner der, er ikke mørke, fordi de har mørke titler. Vi prøver at bibringe et nuanceret udtryk. Men seriøst, det er op til dig, hvad du som lytter og skribent synes«.

Victoria: »Det er det smukke. Vi lader folk finde noget selv«.

Alex: »Virkeligheden er opaliserende, ikke en særlig farve«.

Tallet syv ligner lidt et spørgsmålstegn. Men er der et samlende tema, eller er det mere åbent i forhold til et album som ’Devotion’, der havde en slags tematisk paraply?

Victoria: »Vi ønskede maksimale muligheder, impact og gennemsigtighed. Tallet syv kan være som et spejl, som man kan rotere og se igennem. Den alsidighed får man ikke med ord«.

Alex: »Vi forsøgte nogle brede penselstrøg. Ord blev altid reduktioner. Intet ord er stort nok. Det var stort og småt. ’Devotion’ var en lille plade til sammenligning, som bedre kunne rummes i ét ord«.

Man bliver mere intens med alderen

Åbningsnummeret ’Dark Spring’ vil sandsynligvis overraske lyttere af Beach House, som forventer støvede trommemaskiner, patinerede orgler, guldsvøbt nostalgi og vuggende vemod. ’7’ lægger ud med en slags fjerlet shoegaze, der fik mig til at tænke på en slags blanding af My Bloody Valentine, Slowdive og Chromatics. Det lyder således ikke som en ren formalitet, når duoen op til albummet har brugt ord som ’genfødsel’ og ’genfundet ungdom’. Flere steder er der en nyfunden aggressivitet på spil, medgiver duoen.

Åbningsnummeret var overraskende for mig, som om I ville viske tavlen ren?

»Vi elsker den åbning«, siger Alex. »Det var meget intentionelt«.

Victoria: »Vi ønskede, det skulle være som et plask vand i ansigtet. Livsstyrke, momentum, modstand«.

Sangerinden og lyrikeren elsker at bringe koncepter i spil og fortsætter hurtigt: »Modstand, oprør, ungdom, alder«, føjer hun til, hvad der ender som en slags tag-selv-bord af associationer og indfaldsvinkler.

I har i hvert fald siden ’Depression Cherry’ drejet forsigtigt på knapperne her og der og eksperimenteret med, hvordan Beach House kan lyde. Er det intentionelt?

»Det sker naturligt i processen, meget naturligt«, svarer Victoria. »Vi har bevæget os. Udviklet os«.

Reflekterer de nye strømninger egen lytning, eller er det mere et spørgsmål om, at I samarbejder med nye folk?

»Det er mere et spørgsmål om at blive ældre. Vi køber pedaler, trommemaskiner, keyboards, små bokse, når vi tager på turne. På vores første plade havde jeg to orgler og hun havde et keyboard, dét var det første album«, siger Alex og taler med forelsket stemme om en særlig bas-distortionpedal. »De her dimser er vores muser. De oplader os«.

I har sagt, at I denne gang har ignoreret de begrænsninger, som live-situationen medfører. Skal man forvente et anderledes show til efteråret?

Alex: »Vi er ved totalt at omskrive, hvordan showet hænger sammen. Vi arbejder på sætlisten, og det er sjovt, fordi der er så mange, og vi kan bytte meget mere rundt på dem fra show til show. Jeg glæder mig meget«.

Victoria: »Jeg vil sige, det bliver mere intenst. Det er ved at gå op for mig at blive ældre er at blive mere intens, ikke mindre. Man tror, man er intens i sin ungdom, men i virkeligheden er man som en lille fugl. Men så bliver man ældre og forvandler sig til en scary, mørk dinosaur…«

Alex afbryder blidt. »Vi bevæger os længere og længere væk fra blid, venlig baggrundsmusik, man kan spille til et teselskab. Hvis andre bliver mere bløde, går vi i den modsatte retning. Måske laver vi decideret støj, når vi er 40 eller 50«, griner han.

Fra Fredericia til Forum

Jeg fortæller duoen, at jeg overvejede at tage til Fredericia for at se dem som support for et rockband kaldet Arbouretum i efteråret 2007.

»Det skulle du have gjort, vi kunne godt have brugt dig, der var vist en eller to, der så den koncert«, husker Alex.

Siden har Beach House været subheadliner på amerikanske Coachella ved siden af Sia og Major Lazer. På danske NorthSide var de hovednavn sammen med Beck og Duran Duran. Fire af deres første seks album har modtaget det eftertragtede stempel Best New Music hos moderskibs-musiksitet Pitchfork. Når de giver koncert i Forum til efteråret, er det i et koncertsted med en kapacitet på op mod 5.000 mennesker.

Er I forbløffede over jeres egen succes?

Alex: »Ja. Vi er så taknemmelige for, at nogen faktisk lytter til os?«, siger han på den amerikanske, afprøvende facon, hvor man formulerer sig med et spørgsmålstegn til sidst.

Victoria: »Det er mystificerende af og til. Hvorfor os i stedet for alle mulige andre?«

Alex: »Det har at gøre med serindipiditet (lykkelige tilfælde, red.) og held«.

Er det ikke alt for beskedent?

Alex: »Men jeg tror, det stemmer. Når man læser interviews med Bill Gates og sådan nogen, så underspiller de altid deres eget held, og hvor vigtig timingen er«.

Beach House.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Musik som frihed og videnskab

Jeg spørger ind til, hvordan det er efterhånden at have en status som et stilskabende band. Hvordan selv en oprindelig, mulig inspirationskilde som Mazzy Star på deres seneste genkomstplade lød som om, de selv var blevet inspireret retur af Beach House. Men spørgsmålet bliver ikke helt modtaget i den tone, det var stillet.

Alex: »De prøver ikke at efterligne os. Så simpel er musik ikke«.

Victoria: »Tingene kaster lys af hinanden, og ligheder og referencer har deres egen skønhed, men vi tænker ikke så meget på den slags«.

Mit spørgsmål har ramt et eller andet, der ikke var tiltænkt, for duoen har efter lidt refleksion vendt præmissen i mit spørgsmål lige på hovedet:

»Hvis folk siger, vi lyder som Cocteau Twins eller Mazzy Star, så generer det os ikke«, siger Victoria med eftertryk på sidste sætning. »Vi siger bare… ok! Det er mere mærkeligt og mistænkeligt at prøve at benægte sådan noget«.

Alex: »Folk siger og skriver ting om musik, som jeg kunne videnskabeligt modbevise er forkerte«, siger Alex. Victoria griner. »Alt, de siger«.

Sangskriveren og multiinstrumentalisten har en videnskabsmand i maven. Han beskriver, hvordan han kunne tage akkorder, effekter, instrumenter, ja selv sangtekster og bruge til at modbevise nogle af de ting, han nu og da læser skrevet om et givent stykke musik. »Men«, understreger han, »det ville ikke give mening. Hvad man hører, det hører man, forstår du, hvad jeg mener?«

Victoria: »Noget af det smukkeste ved kunst er, hvordan alle mennesker kan tillægge, hvad de ønsker. Den frihed skal man ikke tage fra andre.«

En plads ved bordet

Beach House er nået til en fase, hvor de udgiver retrospektiver som sidste års ‘B-Sides and Rarities’ og deluxe-versioner af deres tidligere album, og de har også i dette interview flere gange talt om at blive ældre, på trods af at de stadig blot er frodigt udseende thirty-somethings.

Hvordan er det pludselig at være et etableret band?

Victoria: »Ehm. Nogle gange… Til festivaler spørger vi os selv: ’Hvorfor er vi det eneste band’, alle andre er, like, EDM eller noget, hvad ved jeg!«

Alex husker, hvordan Beach House spillede på den spanske festival Primavera tidligt i karrieren. »Vi så Yo La Tengo sidde backstage. Jeg gik op til dem. Jeg var vist ret fuld og øste bare over dem: ’Mig og min kæreste lyttede til jer non-stop, da vi var 19 år gamle’. De er utroligt rare mennesker og kiggede bare på mig: ’Come on, dude…’«

Victoria: »Det gjorde du bare ikke!«

Alex: »Og med god grund! Om nogle år, måske er det så mig, der sidder ved det bord, hvem ved! Det er ikke sket endnu, men de var nok i deres 40’ere, jeg var 25… Det er ærefrygtindgydende og gør en ydmyg at møde og spille med en masse kunstnere – for eksempel The Flaming Lips og My Bloody Valentine – som har inspireret os enormt. Det er mærkeligt at begynde at blive et af de ældre bands, også selv om vi ikke er… gamle endnu?«, siger Alex. 

Der er altid en konflikt

I har tidligere haft almindelige jobs, dengang sagde I i et interview omkring en af de første album, at det hjalp med at holde jer ‘grounded’ og skabe noget konflikt, som I kunne kanalisere ind i jeres musik. Hvordan gør I det nu?

Victoria: »Konflikt finder vej overalt. Når man er et travlt menneske af natur, forbliver man travl. Måske var der mindre konflikt dengang faktisk«.

Alex: »Da vi var unge, havde vi den her idé om at være i et band, hvor det bare er som at være med i en drøm hele tiden. Uden ansvar. Men alt hvad der bliver ens vej til en indkomst er 90 procent opslidende arbejde, som man ikke ønsker at udføre. Det her arbejde, at bibeholde kontrollen over så mange aspekter af at være i et band, det er fuldtidsarbejde. Kun ti procent er om musikken«, siger Alex og griner lidt forundret af sin egen sørgmuntre opgørelse.

Victoria: »Så snart man er færdig med musikken, magien og artworket, venter der et krævende job med logistik og tjeklister«.

»Men vi klager ikke. Vi er meget taknemmelige«, siger Alex.

Hvor ville I have været, hvis Beach House var gået fra hinanden efter de første to album, og I ikke havde siddet her og snakket med mig nu? 

»Så ville livet have været anderledes«, reflekterer Victoria. »Jeg havde måske haft et barn. Været gift«. Alex ville have undervist i naturvidenskab. »Måske kommer jeg stadig til at gøre dét«, siger han. Han interesserer sig for astrofysik og det ydre rum, mens Victoria går op i tekstiler, mode og materialer. Ellers er det kunstneriske makkerpar gennem 14 år enige om utroligt meget, siger de, også uden for det rent æstetiske.

Hvilket spørgsmål ønsker I jer fra journalister, men får aldrig?

»Jeg ville mest ønske mig, at interviewsituationen kunne være mere klar, åben og fri«, siger Alex. »I stedet for at lave det her interview kunne det være sjovere bare… at drikke sig fuld sammen med dig og kaste sten i søen«.

Er det nervepirrende, sådan at vente på dommen over et nyt album?

Victoria: »Det er livgivende. Spændende«.

Alex: »Vi har aldrig bekymret om den slags. Det ville få os til at stivne«.

Læs anmeldelse: Beach House ‘7’