Bisse lader eksperimenterne styre sangskrivningen på ’Bizzin’

Bisse lader eksperimenterne styre sangskrivningen på ’Bizzin’
Bisse.
Foto: Michella Bredahl.
Bisse lader eksperimenterne styre sangskrivningen på ’Bizzin’ - Bizzin
3 6
Bisse
'Bizzin'

Album, Showbisse inc.

Det er nok de færreste, der har gået og hungret sådan inderligt efter dette nye Bisse-album, der tog alle på sengen, da det udkom uden varsel Kristi Himmelfartsdag. Hans seneste ’19.06.87’ udkom for under et år siden. At holde sig ajour med katalogets kontinuerlige svulmen føles efterhånden som at drikke vand fra en åben hane med et håb om at tømme den.

Og selv om det er så forbandet velkendt, at Thorbjørn Radisch Bredkjær er en djævelsk produktiv sjæl, må det atter nævnes. For det har en afsmitning på oplevelsen af ’Bizzin’, der på én gang må betragtes som et værk i sin egen ret og som en maske i strikningen af et større skaberværk. Efter at have lyttet til disse ti nye sange, føles det alligevel, som om det mere er selve strømmen af udgivelser, der markerer visionen, end albummet i sig selv.

Det er albummet som et tidsbillede, eller måske snarere en snap af, hvor Bisse befinder sig lige nu kunstnerisk og mentalt. Og han har været omkring. Han har hamret gennem den brutale lyd af splintrende break-up og indigneret samfundslede, han har rekreeret i mildere luftlag på ’Højlandet’, og han har hyldet livets vår på det sprudlende nostalgiske barndomsalbum ’19.06.87’. Konstant omarrangerer han koordinaterne i sit kreative spektrum, så det danner nye stjernebilleder. Også denne gang.

Men ’Bizzin’ er som noget nyt ikke mærket af et koncept eller tema. Hvad bizzin for eksempel er, står hen i det uvisse, men man kunne tænke sig, at det er noget Bisse går og gør. Musikalsk er sangene af samme grund heller ikke altid helt skarptslebne eller fokuserede, selv om de alle er forseglet med det umiskendelige segl, stemmen, der flipper ud og flipper mellem teatralske gutturale vokallyde og blødende intime hemmelighedsfortællinger.

Det er som at lægge ører til en kaos-operette, hvor hans på-kanten-af-vanvid-flow blander sig med en brændende lugt af plastik og lyden af arbejdende sci-fi-mekanik. Genrer krydses i et pop-avantgardistisk kludetæppe af svulstig world-musik og hardcore elektroniske beats, der overvæves af jazzede meloditråde fra trompeter og overgearede rockguitarer, mens bløde massefyldige synths jævner bunden på kanten af lydmuren.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Klangligt fører det til et æstetisk smattet potpourri og desværre til krasse sange på ’Baggearsmanden’, ’Selvmordssangen’ og den hektiske technotrance ’Dagens første lig’, der tager rummet så meget i besiddelse, at det bliver klaustrofobisk. Det er mere interessant, når dampen siver på ’Samsung Galaxy SII Blues’, hvor melodien er i fokus og der åbnes op mod en smuk akustisk sensibilitet. Maksimalismen fungerer til gengæld suverænt på den statisk elektriske ’Plexiglas’ og den kolossale popmarch ’Fontex’. Sange, der funkler i helheden, fordi de er enklere i det melodiske snit og giver plads til Bisses intense tilstedeværelse.

Lyrisk er man med på ambivalensen og kritikken, når Bisse rider sin kæphest, selvmordet, mens han synger om angst og antidepressiver i ’Fontex’: »Ikke engang bitterhed føler jeg nu / ikke engang skærmen / ikke engang regnen føler jeg nu / ikke engang angsten / ikke engang vreden føler jeg nu / ikke engang smerten«. Er det sådan, spørger han, vi bør gribe vor tids mest omfangsrige folkesygdom an, eller skulle der skrues lidt ned for ambitionsniveauet?

Bisse kunne selv – med fare for at lyde ekstremt reaktionær – have overvejet netop at skrue ned for ambitionerne på ’Bizzin’. At fjerne noget støj fra den grænsesøgende linje simpelthen. Dette ottende album peger nemlig ikke rigtig i nogen overraskende retning, i stedet lader det ofte sangskrivningen mutere i eksperimentets favør fremfor ørets.

I sidste ende er det kun Bisse, der har kunnet lave det her album, og det skal man huske. Ingen anden end ham har denne frenetisk syntetiske sound. Men på en måde kunne man efterhånden tænke sig at høre ham udtrykke sin kreativitet med en spritny metode, der ryster posen og åbenbarer ukendte sider af hans utæmmelige skaberkraft. Det har vi med ’Bizzin’ stadig til gode.


Kort sagt:
På Bisses ottende album ’Bizzin’ muterer sangskrivningen, mens eksperimenterne tager fat om formen. Det er som at lægge ører til en kaos-operette, der lader genrer krydses i et pop-avantgardistisk spind af world, rock og techno. Intenst og kryptisk, som altid, men de bedste sange er dem, der er mest enkle i det melodiske snit.

Læs anmeldelse: Bisse på Spot Festival