De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Childish Gambino henretter et gospelkor i foruroligende video til ny single ‘This Is America’

Donald Glover flyver højt for tiden. Han har en bærende rolle i den kommende ‘Star Wars’-spinoff ‘Solo’, han står bag tidens måske bedste tv-serie, i nat var han vært i ‘Saturday Night Live’, og nu har han sluppet en både opsigtsvækkende og foruroligende video til sin nye single, ‘This Is America’.

Sangen indeholder hårde overgange mellem mainstream party-rap over lystig soul og skurrende beats under dystre referencer til USA’s våbenkultur og tragiske mordepidemi.

I videoen – instrueret af Hiro Murai, som også står bag kameraet i Glovers serie, ‘Atlanta’ – ser vi både Glover fjolledanse og henrette et gospelkor med et automatvåben, inden han i en ubehagelig afslutning jages vildt af en menneskepøbel.

‘This Is America’ er formentlig første smagsprøve fra et kommende album, som Glover har erklæret bliver det sidste under Childish Gambino-navnet. 21 Savage og Young Thug leverer i øvrigt ad-libs i sangen, og sidstnævnte synger outroen.