»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Distortion: Her er de vildeste gadefester – NØRREBRO

Distortion: Her er de vildeste gadefester – NØRREBRO
Distortion-gadefest på Vesterbro.
Foto: Kasper Månsson/Soundvenue
Vi guider til de sjoveste, fedeste og skøreste gadefester under Distortions første dag på Nørrebro.

Så er det atter tid til Distortion, og i år kan festivalen tilmed fejre 20-års jubilæum. Det hele starter på onsdag på Nørrebro, og som altid er der et væld af gadefester at vælge imellem – og noget for enhver (musik)smag, dog med fokus på hiphop og elektronisk musik.

Vi har nærstuderet programmet og kommer her med vores tip til, hvor du finder de bedste Distortion-fester på Nørrebro

Okay, vi starter lige med at snyde lidt, for mens onsdag hovedsageligt foregår på Nørrebro, byder Rådhuspladsen på en af dagens største fester: P3 rykker ind på Distortion, hvor programmerne Lågsus og Sovsen med Pelle Peter Jensen i spidsen præsenterer stærk hiphop fra blandt andre Emil Kruse, K-phax, Lillebittebock, Lille Høg og Emil Stabil… samt nogle ‘Very Special Guests’ til Pelle Peters eget show.

Og så tilbage til Nørrebro. På Blegdamsvej 3 er der også hiphopfest for fuld smadder, når blandt andre Node, Emil Kruse og Icekiid skal optræde til Hypetrade x Puma x Arch, hvor der desuden også bliver teaset en surprise-kunstner. Lige ved siden af finder vi Mærskbygningen, hvor Studenterklubben på Panum holder til. De har arrangeret en fest, hvor blandt andre Kasper Marott, Discofix og Harrison Heat kigger forbi.

Lidt længere nede af Blegdamsvej er der endnu en enorm fest. Arrangørerne af Kontrolleret Kaos på Blegdamsvej 8 har store ord at sige om deres fest, hvor de blandt andet har booket Naturalize og den israelske psytrance-kunstner Whiteno1se. De skriver, de vil »levere det vildeste anlæg som Distortion ALDRIG har set før, og vi mener aldrig«. Dakke-dak med fuld smæk på.

Rundt om hjørnet finder vi Rust, hvor der holdes stor jubilæumsfest, idet natklubben har været med hvert eneste år, siden Distortions start for 20 år siden. På lineuppet finder vi blandt andet den fandenivoldske og altid provokerende hiphopduo Ravi Kumar, den lovende r’n’b-up-comer IvyxM og bounce-musikkens ukronede mester Big Freedia, der kommer hertil hele vejen fra New Orleans.

Annonce

Går man lidt længere ned af Guldbergsgade finder vi The Mudhoney, der byder på noget så aparte som rockmusik på Distortion – eller som de selv lettere sarkastisk skriver det: »Warning: Actual Distortion! No umptchi umptchi«. Programmet byder blandt andet på surfrock fra The Tremolo Beer Gut, garagesmadder fra svenske Sista Bossen og et dj-set fra svenske Jenny Wilson.

Ikke så langt derfra finder man Kapelvej 1. Her byder Bodega og Coma Club på ‘Rave og hygge langs den gule mur’ med musik fra blandt andre Aaron fra Peaking Lights og Kenneth Bager. Man kan endda få sig en bid mad, mens man er der.

Krydser man et par gader, når man til Stengade 36, hvor Yellow House Collective inviterer på housewarming med et lineup, der tæller Fugleflugten, Hong Kong og dansk hiphops O.G., selveste MC Einar. I samme nabolag holder Namunel vild technofest – det foregår på Elmegade 8.

Der er også god grund til at tage forbi Graceland Distortion på Baggesensgade 7, hvor musikken bliver leveret af Louis Samson, Sharon Stone, Anya og Kops – Anya giver både koncert og dj-set. Mens man er i nabolaget, kan man også tage forbi MellemRummet på Ravnsborggade, hvor der holdes Latino Solidarity Street Party med internationale acts som Kumbia Boruka Soundsystem, Mambe y Danochilango og Trypical Cumbia, samt en lille afstikker i Nørrebro-rapperen Mund de Carlo.

Længere nede af samme gade kan man atter komme under varme himmelstrøg. Master Fatman og Stunn Gunn inviterer på Sort Distortion med godt med afrikansk musik på Ravnsborggade 23. Vil man hellere høre caribisk lyd, er der også Moombahton-party på Sortedam Dossering 17, hvor blandt andre Dunza, Lisa Fosmark og Sajaan lover stor dansefest i bedste Major Lazer-stil.

Direkte Facebook-links til vores Nørrebro-anbefalinger:
Distortion på P3 – Rådhuspladsen
Hypetrade x Puma x Arch – Blegdamsvej 3
Panum Main Street Party – Blegdamsvej 3A
Kontrolleret Kaos – Blegdamsvej 8
Rust x Distortion Street Party – Guldbergsgade 8
The Mudhoney – Guldbergsgade 22
Bodega x Coma Club – Kapelvej 1
Yellow House Collective: Housewarming – Stengade 36
Namunel’s Elm Street Party – Elmegade 8
Graceland Distortion – Baggensgade 7
Latino Solidarity Street Party – Ravnsborggade 11
Run Di Track x Moombahton x Street Party – Sortedam Dossering 17

Læs også: Distortion: Her er de fedeste gadefester – VESTERBRO