Gents beviste, at de fortjente en af Spot Festivals største scener

Gents beviste, at de fortjente en af Spot Festivals største scener
4 6
Gents

Koncert, SCC

Spot Festival er ofte der, hvor det bliver tydeligt, hvilke transformationer, et band undergår. For Gents’ vedkommende er der kun lidt over en kilometer i fugleflugt, men en verden til forskel i størrelse mellem lillebitte Tape, hvor de slog deres folder sidst de var forbi den jyske vækstlagsfestival i 2016, og så SCC’s mægtige scene – festivalens næststørste – hvor makkerparret nu optrådte to år senere.

Men Gents har også virkelig udviklet sig med syvmileskridt siden da. Med det årgamle debutalbum, den nye dobbeltsingle ‘Empty Shell’ og ‘Part Time Lover’ og to ekstra sæt hænder til at assistere hofcrooner Niels Fejerskov Juhl og synthnørden Theis Vesterløkke med at få deres 80’er-hørmende pop ud over en scenekant i stadionstørrelse, var de mere end klar til at tackle det større format, de her var blevet omplantet i.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

De to nye numre lå skulder om skulder i sætlisten og tilfældigvis også sandwichet ind mellem et par ældre favoritter – ‘Young Again’ og ‘Love Is Tears’. Den konstruktion gav grobund for nogle interessante kontraster tilsvarende springet i scenestørrelse. For hvor Gents’ kæphest tidligere har været at omfavne den inhærente cheesiness fra det skamløse årti – 80’erne – med liv og sjæl, er brynene på de nye numre anderledes rynkede, favntagene større og paletten skiftet fra pasteller til en tusmørkeblå tyngde.

Gents er, sagt med en fortærsket kliché, blevet ældre og klogere, og forskellen mellem eksempelvis ‘Young Again’s nærmest ‘Tarzan Mamma Mia’-agtige positivisme, den stueorgel-agtige intro til ’Love Is Tears’ og så de nye skæringers alvor og kolossale, melankolske synthflader er ligesom at lægge ører til Depeche Modes ‘Just Can’t Get Enough’ i kontrast med de tiltagende sortrandede sager, de britiske idoler nedkom med i slutningen af 80’erne.

Efter et hovedsæt i firemandsopstilling blev det tid til et sidste nummer, ‘I Wanna Be Free’, hvor de to lejesvende forlod rampelyset og Juhl tog opstilling forrest på scenen med armene i vandret, som en anden Jesus badet i hvidt lys.

Her blev det for alvor tydeligt, at Gents selvfølgelig har oparbejdet format til at optræde på langt større scener, end vi har været vant til at opleve dem på, og kun en knivspids for meget rutine og sterilitet i deres levering kunne slå skår i glæden.

Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag