Det kan til tider føles som om, at musik altid bevæger sig i bølger, især hvad angår hiphop. Der er afrobeats, emo-rap, grime, drill, trap og så videre – selv i den oprørske anti-mainstream-undergrund kan man se strømninger som industriel hiphop, glitch-hop og genoplivninger af jazzrap og boom bap manifestere sig.
Men af og til støder man på en original, der ikke lader sig skrive ind i nogen entydig bevægelse. Sådan en skikkelse har Distortion skaffet til årets Distortion Ø-program. Franske Marcus Dossavi-Gourdot laver hiphop under navnet KillASon, og han er noget for sig. Han kan opleves på Distortion Ø’s Redbull Music Stage lørdag den 2. juni.
Først og fremmest er KillASon på alle måder en teknisk mester på tværs af flere parametre, hvilket han om noget viser på singlen ‘Wrong’ og den tilhørende video. Han kan rappe umanerligt hurtigt, men han kommer også til fulde til udtryk, når han bevæger sig over mere langsomme, endda melodiske flows.
Han er også en fortræffelig danser, hvilket ikke er den store overraskelse, da hans mor, Julie Dossavi, også er en anerkendt koreograf. Hans sprælske bevægelser er lige så uforudsigelige som hans udfoldelser på mikrofonen, og trods begges kompleksitet synes det hele konstant ubesværet. Det er som et lille hiphoppuslespil, hvor det hele bare går op, herunder også det visuelle udtryk.
Man må dog ikke overse det, der for alvor får KillASon til at stikke ud, nemlig hans skøre, aparte instrumentation, der trods sin alternative lyd er både lyttervenlig og ekstremt oplagt til at hoppe i danseskoene.
Det er som om Paul Whites ustyrlige beats fra Danny Browns ‘Atrocity Exhibition’ er blevet transformeret fra et fortvivlet depressionssoundtrack til en selvsikker, fandenivoldsk festbombe. KillASon er ofte selv involveret i produktionen af de unikke beats, der giver ham rig mulighed for på unik vis at udtrykke sig både som rapper og danser.
Hans beats består af mange forskellige elementer, der samarbejder. På ‘Illumina Dance’ er der en klar dancehall-indflydelse til stede, på den energiske ‘The Black Crook’ er der et hårdtpumpende, grime-lydende beat under det hele, og det industrielle beat på ‘The Rize’ lyder næsten som noget, Death Grips kunne have bikset sammen.
Alligevel føles KillASons musikalske univers sammenhængende. Hvis der er noget, der får de fleste af hans værker til at give mening i forhold til hinanden, er det nok dialektikken mellem det mekaniske og det løsslupne. Både han og beatet kan gå enormt hårdt til værks, men før man ved af det, er man havnet et helt nyt sted. Det gør, at musikken forbliver frisk, uden at den på noget tidspunkt er i fare for at føles retningsløs.
Når KillASon står på scenen, er han altid helt alene. Han rapper med millimeterpræcision, og hans store personlighed kan umiddelbart fylde selv den største scene på egen hånd. Han står aldrig stille, og selv om han til tider rapper med 200 kilometer i timen, sørger han altid for at finde plads til at fyre nogle moves af.
Den samme dualisme mellem det mekaniske og det løsslupne går også igen, når han optræder. Selv om han som sagt er en meget levende tilstedeværelse, er der garant for godt humør. Men han er netop det eneste levende på scenen. Bag ham er der kun en laptop med et minimalt setup. Der er ingen dj – beatet kører af sig selv. En dj ville måske også kun distrahere fra KillASon, der så absolut også er værd at fokusere på.
Han har to rigtig solide ep’er i ryggen i form af ‘STW1’ og ‘STW2’ samt det stærke debutalbum ‘The Rize’ fra 2016, og alt tyder på, at hans lyd bliver ved med hele tiden at bevæge sig i nye, eventyrlystne og transformative retninger. Så hold øje med KillASon.
Læs også: Distortions skæbneår: Hvordan 2011 ændrede festivalen for altid