Hong Kongs debutalbum er solskinspop med blændende optimisme

Hong Kongs debutalbum er solskinspop med blændende optimisme
Hong Kong.
Hong Kongs debutalbum er solskinspop med blændende optimisme - Sundowner
4 6
Hong Kong
'Sundowner'

Album, Vellness Plader

Efter at have stået for nogle de skarpeste bidrag i Vellness Plader-regi er det sønderjyske familieforetagende Hong Kong endelig klar med deres debutalbum.

Joachim Schierning og Johan Knutz Haavik har kreeret et opløftende værk med ungdommeligt gåpåmod, der rammer perfekt ned i den kommende sæson. Gåpåmodet resulterer i nogle mindre heldige eksperimenter, men gør på den anden side de to popsnedkere sympatiske.

De musikalsk definerende elementer er præcis, som man kender dem fra de forudgående singler: Trommemaskiner i tandem med 80’er-lydende guitarer og synths, der lægger tæppet til de legende dansksprogede tekster, der fortsat leveres som en hyperfraserende Jørgen Klubien. Gerne i de højere tempolag. Det er smittende musik, der synes at lade sig beskrive bedst af bandets egne linjer: »Træk luft ind, baby, vi skal under vand / klokken er slået og optimismen bærer frugt«.

Tematisk er albummet spændt ud mellem historiefortællingen om fætrenes mytiske onkel Noon, der levede som jetsetter i Hong Kong i 70’erne, og kontrasten at være ung i et ikke altid så begivenhedsrigt Sønderjylland, hvor tiden skal hjælpes fremad. Man fornemmer både, hvordan tiden har været hensynsløs ved onklens angiveligt eksklusive country club, samt det eksotiske ved onklens mytiske oplevelser. De munder ud i en længsel efter selv at skabe sig disse historier.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Formatet på ’Sundowner’ føles som en kontrast til den skarpe mixtape-form, Vellness Plader-kollektivet blev kendt for. Omtrent halvdelen af de 15 sange er små interludes, der spænder over instrumentalstykker, feltoptagelser og spoken word-poesi. Det er angiveligt inspireret af formatet fra rapalbum, men i sidste ende føles det dog mest af alt som et klassisk albumformat med afstikkere, som er med til at få albummets temaer til at komme til live.

Hong Kongs kærlighed til rap kommer mere til sin magt i ordlegen og trommemaskine-programmeringerne. Der eksperimenteres med den rytmiske følelse, der ofte skifter markant mellem vers og omkvæd. Det kan både føles friskt, men får til tider også sangene til at falde fra hinanden.

På ’Trykker på ESC’ snubler duoen i deres eget rytmiske eksperiment, der skævvrider 4/4 uden at det bliver rigtig interessant. Andet mislykket gåpåmod findes i ’Oliven’, der starter lovende men går fra charmerende for-meget over i et ærgerligt Thomas Buttenschøn-agtigt territorie med sin popscat-afslutning. ’Spørgsmål’ kunne næsten lyde som Connan Mockasin eller Ariel Pink, men sangen falder fra hinanden i verset, og melodierne har Hong Kong skrevet bedre.

Det er karakteristisk for et ungt band, der skriver sange på intuition, umiddelbarhed og ikke mindst spilleglæde. Derfor er det også til at se igennem fingre med, når det ikke lykkedes – det skal helt sikkert nok komme med erfaringen.

Lige nu er Hong Kong allerbedst, når tempoet holdes højt, og de lader den gode melodi bære teksterne i de mere simple sange: ’Blomster og porcelæn’ er fortsat gruppens største bedrift, mens det 90’er-lystige omkvæd i ’Olau’ bringer minder om hedengangne Ibens og står som et andet højdepunkt. Til slut er ’Noon på gym’ med de piskende trommemaskiner et godt bud på endnu et sommerhit.


Kort sagt:
’Sundowner’ er et ungdommeligt sommerpopalbum med et legende sprog, der trækker tråde til 80’er-pop og rap. Albummet viser tydeligt Hong Kongs potentiale og cementerer dem som et af Vellness-kollektivets stærkeste kort. Det er et tematisk fuldbyrdet album med et par enkelte svipsere undervejs, der dog lader sig overstråle af højdepunkterne.

Læs interview: Hong Kong: »Vi vil sgu ikke være et pladeselskabs idé om, hvad pop skal være i 2017«