Fordomme: At dømme på forhånd. Et tema for uvidenheden. Det er dér, hvor dialogen stopper. Dér, hvor vi trækker os mod hver sit hjørne, forbliver forsteninger i vores forestillinger om ’den anden’.
Iceage har om nogen været en arketype sat fast i fordomme. Fordomme de selv har været med til at skabe ved at være et band, der på en dårlig dag ikke gad pis eller trættende spørgsmål. En slags fordommenes monster, der ikke ville give noget af sig selv, ikke ville dele eller sætte ord på deres musik.
Klik på et interview, klik på to, og du vil se modvilligheden som vinkel, når københavnerne, i dag alle i midt-20’erne, er blevet fremstillet som band. En klassisk rockband-kliché, hvor journalisterne har fortalt, hvor smertefuldt det var at interviewe Iceage. Overskrifterne har blandt andet lydt ‘Iceage Belongs to No One’, ‘A Cheerless Weekend With Rock’s Most Difficult Frontman’ om forsanger og sangskriver Elias Bender Rønnenfelt og til slut ‘Med Paraderne Oppe’.
Modvilligheden er næsten umulig at forholde sig til. Solen skinner, skruet op på små 20 grader. Tivoli emmer allerede af blomster og pangfarver. Vi sidder i Grøften. Her hvor Morten Messerschmidt måske sang nazi-sange, men i hvert fald heilede i en brandert i 2007, og hvor politikerne får en dyr rejemad, når de skal fejre et bredt forlig.
»Det er sådan et sted, jeg forestiller mig, D.A.D. kommer med Gaffa for at lave det store interview op til deres 12. studiealbum«, som Rønnenfelt siger det. Sammen med smørrebrød og labskovs emmer her da også af tung, dansk madnationalisme – serveret i gården på rødternede duge og under gule parasoller.
»Er der nogle andre, der vil have snaps?« Tre mumlede ja’er og et nej flyder ud over bordet. Snakken går, og øjnene er også vågnet mere op på den halve time, siden vi mødtes. Vi har allerede bevæget os sammen ind i en sommerakvavit og en frokostøl.
At jage sin ambition til man fanger den
Katapulteret ind i det danske punkrockleksikon med ‘New Brigade’ i 2011 – et insisterende og sitrende koldt album, der rungede som betonvæggene i det Mayhem, de øvede i – har Elias Bender Rønnenfelt (vokal og lyrik), Jakob Tvilling Pless (bas), Dan Kjær Nielsen (trommer) og Johan Wieth (guitar) i denne uge udgivet deres fjerde album, ’Beyondless’, efter små fire års tænketid.
Det, der skiller Iceage fra flokken, er deres vilje til at skubbe og prøve nyt. Udviklingen fra album til album er slående, hvis man hører dem i rap. Med deres egen røde tråd har Iceage rykket sig fra en kynisk lyd til et åbensindet rockband på ’Plowing into the Field of Love’ (2014) og nu, på ‘Beyondless’, til et maksimalistisk orkester, hvor horn, violiner, saxofon og tamburin fuldstændig ubesværet bliver vævet ind i Iceage-sjælen. Den rastløse og dundrende sjæl, der ofte har væltet både skingert og charmerende rundt, er nu, mere end nogensinde før, grænseløs. Ja, måske er sjælen endda ‘Beyondless’, når psykerock og sløv americana blandes med en slags fuldemands-cabaret og catchy, næsten poppet rock.
»Først og fremmest rammer titlen albummets sidste sang ind, der også hedder ‘Beyondless’. Det er en sang om en hård periode af mit liv i New York«, fortæller Rønnenfelt.
»I was going to stray, to the backwoods and boondocks / be a bullet that ricochets, hits its target then recoils away«, skriver og synger Rønnenfelt, som New Yorks uendelige gader manes frem. »Det var ikke den bedste tid. Men ordet er også så billedrigt og meningsforeslående. Det er ikke et ord, der findes, men en form for glitch, man er nødt til at tænke over. Det rammede pladen ind«.
Beyondless kan netop føles foreslående. Hvad vil du have?, spørger albummet, som en overdådig buffet på en snusket hotelbar. Så meget forskelligt, lokalt at smage, så lidt tid. Det er netop denne ambitiøse evolution, der skiller dem ud. En konstant søgen efter det sted, hvor det nye sker i deres musik, hvor de selv føler, der er noget på spil. Men ambition kan være knugende. En uløselig ting, der ikke har et rigtigt og forkert facit. Ambition gør, at man jager noget, man ikke ved hvad er, før det er der.
Derfor har Iceage kasseret en del sange til albummet, fordi de ikke var et mentalt sted, hvor de kunne lave ’Beyondless’, da de startede. De sange, de skrev, passede et andet sted hen. Derfor var det også først omkring sommeren 2017, at de følte det nye album vokse frem, og de begyndte at skrive sange, de kunne mærke. Sange der satte ilden i gang.
Elias: »En af grundene til, at det har taget noget tid at lave ’Beyondless’ er, at der skulle være noget, der begyndte at ulme, før vi kunne gå i gang for alvor. Herfra kunne vi så begynde at fylde ud, som man gør, når man laver en plade«.
Jakob: »Uanset hvor god en sangskriver du er, skal der ske noget for hver plade«.
Dan: »Det er det, der gør, at man kan lytte til et band i 20 år«.
Elias: »Men egentlig synes jeg, vi er ret traditionsbundne. Den eneste måde vi genopfinder noget på er i vores eget univers. Man kan godt skrive sig ind i en tradition og så, med den sjæl man finder og den vægt man lægger på den, skabe en anden relevans, der ikke fandtes før«.
Johan: »Der er mange klicheer på denne plade, også mange vi har været berøringsangste overfor. Men det gik langsomt op for os, at hvis du propper de klicheer ind i den maskine, som er Iceage, så bliver det noget andet, og vi har gjort mange ting, vi før ikke ville røre ved, uden at synes det ville blive klamt«.
Elias: »Vi er altid interesserede i at skubbe os et skridt videre fra tidligere. Der er en underbevidsthed i bandet, der gør, at vi kreativt ikke kan arbejde på noget, der føles som en gentagelse. Vi er nødt til at skubbe for at holde det levende og relevant for os selv«.
»Vi har altid kunne lide horn og strygere«
Deres første koncert, hvor de virkelig følte noget ulme, var i Ungdomshuset på Jagtvej 69, før grunden blev solgt til en kristen sekt. De spillede før anarko-punkbandet Skarpretter. 12-13 år gamle havde de indspillet nogle usle demoer igennem deres ghettoblaster og stod nu på scenen (faktisk i en konstellation før Iceage), mens folk moshede og ville have mere.
De spillede deres korte set tre gange. Men skal passe på med at skabe myter, hvor de ikke er. Det var ikke her, Iceage blev til. Intet lyn fra en klar himmel. Men den slags giver alligevel blod på tanden og en forståelse for, hvad musik kan, når det skaber reaktioner.
Hvis jeg havde sagt til jer, en flok teenagere tilbage i 2010, at der var strygere, horn og blæsere på jeres fjerde album i 2018, hvad havde I så sagt?
Elias: »Jeg tror, vi havde sagt ‘okay’«.
Johan: »Jeg tror, vi havde sagt ‘ro på, vi er lige i gang med det første album’. Vores hoveder er altid meget der, hvor vi er«.
Elias: »Vi var ret konservative dengang. Vi har altid kunne lide horn og strygere, men dengang ville vi nærmest ikke engang overdubbe (genindspille et instrument eller indspille et spor, der ikke er live, red.). Det føltes forkert. Iceage har været en flydende proces mod at smadre vores konformitet og vores dogmer for, hvad vi kan og ikke kan. Det er befriende, som vi nu, mere eller mindre, har smadret alt, der fandtes«.
Johan: »Og vi skal nok finde på nogle ting ved ‘Beyondless’, vi kan smadre senere«.
Jakob: »Det er meget lang tid siden, jeg har gjort det, men de gange, jeg har lyttet til vores plader ryg til ryg, synes jeg, der er en rød tråd«.
Johan: »Og den røde tråd er os. Jeg tror, lige meget hvor vi begiver os hen, får vi meget svært ved at løbe fra, at vi spiller og laver musik som vi gør. Lige meget hvad vil det lyde som os fire, fordi vi har lært at skrive og spille musik sammen«.
Vitale udråb fra nuet
For mig har deres album altid stået som udråb af deres nu. En repræsentation af, hvor de var og er i deres udvikling. Der er en kraft og fremdrift i titlerne, hvor billederne nærmest kommer imod en: ‘New Brigade’ (jeg ser brigaden komme marcherende), ‘You’re Nothing’ (man ser spyttet kaskade fra mundvigen efter udråbet og fingeren, der peger én i ansigtet!), ‘Plowing into the Field of Love’ (her de dybe plovfurer i rødt, menneskeligt kød).
Det er sansende og malerisk. Det er det tydelige nutidsbillede, hvor end deres drifter styrer dem hen, der får mig til at komme tilbage album efter endnu et album. Og her stikker ‘Beyondless’ som titel ud. Den svæver i sit eget vakuum og åbner rammen op ikke ulig den lyd, man møder, når man hører den rummelige, farverige, næsten varme musik.
Mere end nogensinde før inviterer de inden for med melodier og licks, man kan gribe fat om – sådan helt umiddelbart og med armene åbne. Samtidig er der dybden, ned i musikkens tang, som producer Nis Bysted uomtvisteligt har været med til at gro. Ikke mindst ved at invitere ligeså skæve og alternative musikhjerner som Nils Gröndahl (violin), Kasper Tranberg (trompet), Lars Greve (saxofon) og Morten Jessen (trombone) ind. Summen er et overlegent mylder af både overdådigt smukke og dystert visnende detaljer. Sammen med bandet gør de musikken svær at udtømme. ’Beyondless’ åbner sig for hvert lyt.
Derfor er det også svært at fange ’Iceage-lyden’. Måske endda patetisk at prøve, fordi Iceages metamorfose er for tydelig. Det er usikkert land, de udforsker og navigerer igennem med os på ryggen. Som deres ven Dan Stewart fra det australske band Total Control skriver i et essay, der er blevet udgivet op til albummets release:
»The intoxication is consistent, this has always been drunk music, but it’s less a stumbling confusion and more a sturdy heartfelt confession with each record. They have finally caught up with their ambition. Their entire charm has always rested in their running ahead of themselves with blind confidence, taunting you to follow and you follow because wherever they are going is vital, is alive«.
Vitalt er netop ordet. Det, der fænger mig, hiver mig ind, er den proces, jeg er med i – fra album til album.
Når meninger og billeder letter fra teksten
Også på grund af Rønnenfelts lyrik. Løsrevet og alligevel sammensat. Ligefrem og alligevel dybt nok til, at jeg ikke kan bunde helt. Han tekster er et nexus, hvor kritisk syn på nutiden, politisk lede og livets bagside møder ballader og blodrød kærlighed ridset ned i huden.
’Hvad man ikke kan tale om, må man tie om’, skrev den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein i sine bøger om sprogets opbygning og muligheder.
I Wittgensteins verden er det mellem sætningerne, den egentlige mening kan opstå. Insinuationer og sprogets ånd, der løfter sig til et nyt sprog, du ikke kan klemme ud af dagligdagens tekster. Wittgenstein ved ikke helt præcist, hvad det er for et sprog, han taler om, selv om han har skrevet om det gennem fire årtier. Han hentyder, ligesom Rønnenfelt vrider og hentyder ind og ud af sig selv og verden.
Elias: »Mine tekster er ikke kommentarer eller budskaber. Det er portrætter af vores sindstilstand. Meget er taget ud af notesbøger, der er skrevet fuldstændig uden henblik på at skrive sange. Så kan det være, der er en linje eller en ting, der kan sættes sammen med en anden ting fra et andet sted. Så skaber det en ny verden«.
Jeg tror, Wittgenstein ville nikke, også når den paradoksale ‘Hurrah’ sparker døren ind til ’Beyondless’: En saxofon runger som en døende hval, inden tæskende og catchy punkrock blæser ud i ansigtet på dig. Ligefrem og tørt både i lyrik og lyd, levende som Lou Reed i 60’erne, smittende som The Rolling Stones med et omkvæd, der går: »Cause we can’t stop killing / and we’ll never stop killing / and we shouldn’t stop killing / hurrah / a carpet bomb a lethal dose / shotgun blow that bastard home / ’cause we can’t stop killing / and we’ll never stop killing / and we shouldn’t stop killing / hurrah«.
Foden vipper, og man nynner måske endda med på al den krig og alle de mord.
Elias: »Jeg synes tit det er mere spændende, hvis man kan finde ind til en selvmodsigelse mellem tekst og musik. Det her er jo en sang, der handler om en dyb tendens i menneskeheden til at slå hinanden ihjel. Men jeg tror ikke, vi ville kunne skrive en sang om det uden at give den et twist af noget sygelig glæde. Det ville ikke være spændende at lave en dystopisk lydende sang med det emne. Jeg kan godt lide, at tekstens tyngde kan snige sig ind på dig. At man måske først finder ud af, hvad den egentlig handler om, senere«.
Fra fugl til frø på cirka syv minutter
Tjek ud af ‘Hurrah’ og tjek ind i ‘Pain Killer’, albummets anden sang: Hornfanfare som en rød løber, og op på siden af Elias glider Sky Ferreira ind, pludselig arm i arm, og hjælper med at holde Rønnenfelts dragende slinger mere oprejst end nogensinde før.
Er det en popsang? En rocksang? Who cares med den storladne fremdrift af violiner, melodiske riffs, rasleæg og trommer, der pisker sangen frem. Er hun hans pain killer, når han synger: »Most when it’s almost like a bane / you arrive like a siren refrain / like death, she takes everything / and dazes me like patent medicine / into this strange divine / the road was serpentine / a network of silken threads / spider’s trapping web / makes me rue the day / you became my pain killer / I rue the day / alright, alright, alright«.
Eller påpeger de to ord på den episke og altopslugende kærlighedshistorie det, de fleste kender og har prøvet? Den, der fordummer og fascinerer på samme tid? Derfor et »Alright, alright, alright« som i ro på, Elias?
På to sange hopper albummet fra den ydre verden til den indre i sit sprog. Fra »fugleperspektivet til frøperspektivet«, som Rønnenfelt siger. Og inde i ‘Pain Killer’s frøperspektiv er Ferreira den ene halvdel. Hvordan det var at have hende med i studiet?
Elias: »Nummeret manglede noget, syntes vi, og nu kan jeg ikke forestille mig den sang uden hende. Hun har en ret speciel tilstedeværelse og er sindssygt hårdt arbejdende. I stedet for bare at skyde fra hoften, gik hun ind i det med hele sig selv i sin levering«.
At vokse ind i et band og en karakter
Det er snapsetid i Grøften. Linie Akvavit lagret i 12 måneder. Den smager bedre, er der bred enighed om. Måske fordi vi læser et snapsedigt fra menuen, mens vi drikker. Måske fordi vi taler om The Gun Clubs plagede og geniale sangskriver og forsanger, Jeffrey Lee Pierce, hvis musik og lyrik står tilbage stærkere i dag, end den dag det blev udgivet. Lee Pierce var kendt for at trække sit band frem, skubbe som et tog uden skinner, mens han plagede sine musikere dybt med sin psyke, ustyrlige persona og optræden på scenen. Jeg spørger Elias, hvordan han tænker sig selv som frontmand. Hvor meget han iscenesætter og bruger sig selv?
Elias: »Det bliver en naturlig forlængelse af mig selv. Jeg synes ikke, jeg er en karakter. Måske mere en karikatur. Hvis du laver noget kreativt og spiller på din egen person, bliver grænserne udvisket et eller andet sted. Vi har brugt vores formative år i det her band, så vi kan ikke rigtig adskille den musikalske udvikling fra den personlige længere. Nogle gange vil folk gerne have, at man skal være en front for et eller andet. Men det er der bare nødvendigvis ikke«.
Dan: »Det kræver jo også en speciel slags person ude på gaden eller i det virkelige liv for at være en bestemt slags person oppe på scenen. De personligheder hænger sammen«.
Elias er en speciel slags person, som Dan kalder det. Han er selv klar over det, kan man høre på sangen ’Showtime’. Her taler han mere ligefremt end nogensinde om det, folk trækker ned over dem, over ham. En sang, der starter som en jazzet rockballade, men ender med at indtage en karikeret lyd af Sinatra gone wrong.
Rønnenfelt ser sig selv i andres rosende ord: En karakter, der rusker scenen og publikum, når han optræder: Mumler, lever, galper som Shane MacGowan fra legendariske The Pogues. Hans tekster smager samtidig af Baudelaires smukke skamfuldhed: Vin, kvinder og død i storbyen. Nu sidder han med en ny frokostøl og er en veltalende mand i et jakkesæt, Nick Cave kunne have valgt (bare i sort dog) – fører ordet og indgraverer de dybeste sætninger i vores interview. Han ved det godt.
Elias: »Med den sidste plade gik det op for mig, at der var ting, man kunne spille på. Men det var bare en facet i forsøget på at finde ud af, hvordan man kunne fortolke sin egen musik. Men det er en forlængelse af nogle karaktertræk, der allerede fandtes i mig. Vores musik spiller meget på nogle yderpunkter. Alt hvad vi laver er en ekstrem af en følelse, der bliver leveret med store armbevægelser«.
»Det er ikke en dystopi, det er en realitet«
Det hele starter og slutter med fordomme. Vi får en sidste øl, mens Grøften er blevet godt fyldt. Med Morten Messerschmidts heileri og Grøftens fade danskhed som udgangspunkt taler vi om politik.
Starten på ‘Beyondless’ får mig også til det. Jeg kan ikke slippe den der fandenivoldske introduktion på albummet med sangen ’Hurrah’, ligesom min hjerne fornemmer fede magtmænd lure i sangen med den sigende titel ’Thieves Like Us’. Og ’Take It All’ taler om et paradigmeskift. Hvilket? Væk fra den dystopi, stadig flere mennesker fornemmer og udtrykker?
Johan: »Men det er jo ikke en dystopi. Det er en realitet«.
Elias: »Det er et perspektiv, vi altid har haft med os. Det er ikke noget nyt, at man slår sin nabo ihjel. Det plejede at være dem længere henne i skoven. Når man så får etableret, at man er et land, så er det dem i landet ved siden af, og når man får etableret et kontinent, så er det kontinentet ved siden af, man slår ihjel. Det er bare en skala, der er blevet udvidet. Der er en eller anden ting i menneskeheden, der gør os de allerfarligste for os selv«.
Johan: »Men sangene giver ikke rigtig nogen løsning. Jeg er ret sikker på, at verden har været helt af helvede til altid. Lige nu er jeg ved at læse ‘A People’s History of the United States’ af Howard Zinn. Jeg ved godt, hvordan verden fungerer, men når man får det ind med skrift på denne måde, er verden meget, meget ubehagelig. Og så har det også noget at gøre med, at alle kan få informationer om død og ødelæggelse. Der er mange flere, der er ’oplyst’ om verden i dag«.
Man skal være varsom med, hvad man vælger at sige til journalister som band
Det er et rimeligt digitalt kaos, hvor man jo kan være live igennem til krig på stream, hvis man vil. Man kan se døden ramme live.
Elias: »Ja og en medievirkelighed, der er stykket sammen og giver en fuldstændig forvansket version af, hvad realiteterne egentlig er, fordi man kan lave collager ud af nyheder. Men det er en anden og længere diskussion«.
Jeg åbner den lidt på klem igen, den længere diskussion. Hvorfor skriver de om krig og samfund – som jeg læser det – meget mere eksplicit på dette album?
Jakob: »Vi har et ansvar. Vores musik er vores mest direkte vej til at snakke til folk. Men når vi taler med dig, så er det jo dine ord, der kommer ud til folk, ikke vores. Man skal være varsom med, hvad man vælger at sige til journalister som band«.
Elias: »Vores musik er skabt i denne samtid, og nogle gange er der huller ind til disse politiske ting. Selv om der er unge mennesker, der hører vores musik, føler jeg ikke, vi taler til ungdommen. Vores musik er et perspektiv fra vores eget liv, og så kan man tage fra det, hvad man vil have. Vi skaber et udtryk, der findes i den verden, hvor tingene sker. Men vi har ikke noget videre budskab«.
Og det behøver de heller ikke.
Musikken og lyrikken taler for sig selv. Om et modent band med nok levet liv til nu, sådan for alvor, at smadre deres dogmer og begive sig ud på gyngende grund og måske endda mudder til halsen.
Læs anmeldelse: Iceage ‘Beyondless’