Distortion er oprindeligt vokset ud af den gamle, københavnske klubkultur, hvor der dyrkes techno og house. Musik du i gamle dage kunne høre på steder som Dunkel, og som i dag spilles på Culture Box, delvist Jolene og til diverse undergrundsfester.
Men gadefesterne er ikke bare vokset ud af klubkulturen. De er vokset fra den.
De er blevet så store og favner nu så bredt i befolkningen, at soundtracket til gadefesterne har ændret sig i takt med det nye publikum.
I mange år balancerede Distortion blandingen af elitær klubmusik, der hørtes af de få, med et massepublikum. Men nu er house- og technoscenerne skubbet til side på mindre spots som Elmegade (Namunël) og Kapelvej (Coma Club). Det er genrer som EDM og psytrance, der indtager massescenerne på Nørrebrogade og Blegdamsvej.
Distortion er ikke længere hovedsagligt en festival for club kids og elektroniske aficionados. Det er en fest for psytrance-bros og EDM-piger.
Det er selvfølgelig en udvikling, der har været i gang over flere år. Men det har aldrig været så tydeligt som på Nørrebro i 2018.
Solen skinnede, temperaturen var tæt på 30, og masserne var kommet for at fyre den af. Selvfølgelig gjorde temperaturen sit til, at folk smed tøjet, men Distortion har sjældent været så domineret af festmasser i bar overkrop med én hånd knyttet i vejret og den anden rundt om håndtaget til en bucket med sprut.
En strid strøm af bros i bar overkrop strømmede til Nørrebros EDM- og trance-scener. Mod Kontrolleret Kaos-scenen på Blegdamsvej, hvor psytrancen dakke-dakkede derudaf. Og jeg prøvede at strømme med.
For i modsætning til de mindre house- og technoscener, der leverede hyggelige frem for vanvittige oplevelser, havde intensiteten til Kontrolleret Kaos-festen næsten lige så travlt med at nå kogepunktet som lufttemperaturen.
Og modsat Distortions (for) store Main Street Party-scener på Rådhuspladsen og længere nede ad gaden på Blegdamsvej, der krævede (gade)armbånd for at komme ind, var der også godt fyldt op.
Gigantiske muskelbundt-trampere fistpumpede side om side med grønhårede og totaltatoverede piger, og stemningen blev kun få gange afbrudt af ambulancer, der hentede folk, der var blevet alt for skeløjede.
Der var folk, der blev båret rundt af publikum, mennesker der svingede deres trøjer i luften, mens de kravlede op på ting, og på et tidspunkt blev hele sikkerhedsområdet foran scenen oversvømmet med glade og gale dansere, der var kravlet over hegnet.
Det føltes som en ægte folkefest. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her, det er måske Distortion i dag.
Der er sikkert mange, der savner ‘det gamle Distortion’. Folk der siger, at publikum nu kommer fra provinsen og ikke fra brokvartererne – og at det hele er blevet lidt for mainstream.
Men mainstream eller ej: Det her føltes som stedet, hvor normerne virkelig blev rystet godt og grundigt i deres fundament. Dén undtagelsestilstand, som Distortion er bygget på, blev skabt.
I modsætning til så mange andre steder.
Mange af de andre gadefester havde noget lidt rutinepræget over sig. Det er jo trods alt 20. år, vi gør det her. Måske var det varmens skyld, men der manglede lidt energi – den der fandenivoldske galskab og kreativitet, der egentlig ligger i Distortions dna.
Man kunne endda bevæge sig frit rundt næsten over alt på Nørrebro, fordi der tydeligvis var mødt en del færre mennesker op end tidligere. Helt ærligt: Fri bevægelse til Distortion? Hvad fanden sker der for det?
Det hele var så fredeligt, fint og veludført. Det føltes næsten for… ja, normalt?
Jo, det var hyggeligt at se lidt rockmusik på baggårdscenen til Yellow House Collective-festen – mange af gadefesterne havde fine fester, som de jo har hvert år. Og selv om der var halvtomt det meste af aftenen, var det spændende at se Distortion lave klassiske festivalområder til Main Street-festerne.
Men jeg manglede noget galskab. Indtil jeg pludselig hørte lokkeråbet: Dak, dak, dak, dak.
Læs også: Distortion: Her er fem ting, du skal opleve torsdag
Læs også: Distortion: Se masser af billeder fra gadefesten på Nørrebro