Kanye Wests galskab er én stor performance – ifølge en (ret overbevisende) teori på internettet

Den seneste tid har Kanye blandt andet sagt, at han elsker Trump, og han har kaldt 400 års slaveri i USA for 'et valg'. Men den maniske adfærd er del af et performancekunstværk. Ifølge internettet.
Kanye Wests galskab er én stor performance – ifølge en (ret overbevisende) teori på internettet
Kanye West bliver interviewet af Charlamagne.

Reaktionerne på Kanye Wests eskalerende udskejelser den seneste tid har delt sig i to lejre. Der er dem der siger, at han er blevet skør. Og dem der siger, at han troller os.

Vi har allerede forsøgt at komme til bunds i hans udtalelser i en længere analyse af hans to timer lange interview, hvor vi prøvede at finde den dybere mening i hans udtalelser. Men nu er der en teori, der siger, at Kanye faktisk har trollet os fra start. Og den er faktisk ret overbevisende.

Men først, lad os lige lynhurtigt opsummere de seneste ti dage.

Kanye West er tilbage på Twitter, hvor han blandt andet støtter både højrefløjsaktivister og Donald Trump, samt poster billeder af sig selv med en ‘Make America Great Again’-kasket. Han siger, at han vil elske alle, selv sine fjender, og at han vil bruge et billede af plastikkirurgen, der var ansvarlig, da hans mor døde under en operation, som sit albumcover.

Senest har han givet et to timer langt interview til hiphop-personligheden Charlamagne, der var pænt bizart, samt udtalt til TMZ, at 400 års slaveri var ‘et valg’. Og så har han, nå ja, faktisk også udgivet musik. Sangen ‘Lift Yourself’ er et troll-track med babylyde, mens ‘Ye vs the People’ er én lang småkedelig diskussion mellem Kanye og gæsterapperen T.I..

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ja, det har været pænt grumt at se på. Men der er håb! For måske mener Kanye slet ikke alt det her. Måske er alt det, der sker nu, en del af en større performance.

Dén teori har i hvert fald sat ild til internettet siden torsdag aften, hvor en række tweets af en person ved navn Spencer Wolff (der senere blev uddybet i en artikel hos musiksitet Pigeons & Planes) forklarer, hvordan Kanye og hans samarbejdspartnere gennem længere tid har antydet, at en større performance står på.

Ja okay, det lyder som en konspirationsteori. Men hæng lige fast.

Siden sin tilbagekomst til Twitter har Kanye blandt andet tweetet billeder af kunstnerne David Hammons, Joseph Buys og Andy Kaufman. Han har endda postet et billede af de tre kunstnere sammen og kaldt det sit »mood board«.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi de tre (ifølge teorien!) kan forklare Kanyes adfærd og tankerne bag.

David Hammons store teori er nemlig, at man skal omvende negative symboler og give dem ny mening. Hammons har gjort det med spar-symbolet, som han har vendt på hovedet i sine værker, og måske kunne man sige, at hiphopkulturen til dels har gjort det med n-ordet. Og er det ikke netop det, Kanye prøver at gøre med ‘Make America Great Again’? Omvende meningen til noget positivt?

Joseph Buys-billedet, som Kanye har tweetet, er til gengæld et billede fra kunstnerens installation ‘I Like America And America Likes Me’. Her har Buys låst sig inde med en prærieulv, der skal repræsentere alt det destruktive, voldsomme og racistiske i USA – og ender med at kramme den. Er Trump altså Kanyes prærieulv? Den destruktive, racistiske del af USA, som det gælder også at omfavne?

Til sidst er billedet af Andy Kaufman essentielt, fordi komikeren var kendt for aldrig at bryde ud af sin karakter (måske du har set filmen om ham, ‘Man on the Moon’ med Jim Carey i hovedrollen). Han gjorde de mest skøre ting uden at tabe masken. Ligesom Kanye.

Ideen understøttes af, at folk fra Kanyes lejr, som den tætte samarbejdspartner Tremaine D. Emory, har retweetet mange af ovenstående ting og tilføjet captions som »The Prestige« – titlen på Christopher Nolans tryllekunstnerfilm med Hugh Jackman og Christian Bale, hvis hele koncept bygger på performance og kunsten at narre sit publikum. Først til slut får man den fulde forklaring på tricket og forvirringen.

Kanye er altså i gang med første akt af en større performance, der senere vil blive forløst på en måde, så alt giver mening.

Det er i hvert fald kernen af teorien. Man har lyst til at tro på den: At det her er én stor performance og ikke bare et skørt sammenbrud eller en megaloman afsporing. Og at denne her optræden på én eller anden måde kan blive forløst på en positiv måde.

Fremtiden vil vise det.

I mellemtiden kan du dykke videre ned i konspirationsteorien med de oprindelige tweets HER eller læse mere hos Pigeons & Planes HER.

Læs også: 20 skøre påstande fra Kanye Wests seneste interview – der (måske) indeholder en skjult sandhed

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af