Miley Cyrus overrasker sovende Jimmy Kimmel med en mukkert og ‘Wrecking Ball’ for fuld smadder

Jimmy Kimmel bliver efterhånden vækket semi-regelmæssigt af alskens popstjerner. Hans kone fik først Rihanna til at vække ham med en hård omgang ‘Bitch Better Have My Money’ som en storslået aprilsnar. Bagefter tog Britney Spears sig af at vække ham, da hun sang ‘Make Me’ med en gruppe dansere på hans seng.

Nu har Miley Cyrus vækket den stakkels talkshow-vært. Hun sang ‘Wrecking Ball’ med en mukkert i hånden og en gruppe dansere klædt ud som et nedrivningsteam, inklusiv én af dem udklædt som den titulære nedrivningskugle.

Miley Cyrus slog løs med mukkerten, og hun ramte fortrinsvis sengen, men hun kom også til at ramme Kimmel et lettere uheldigt sted. Hun ‘wreckede’ hans ‘balls’ om man vil. Vi lærer også, at Kimmel ikke nærer samme trang til at slikke på mukkerter, som Cyrus har – i hvert fald ikke midt om natten.

Læs også: ’Avengers: Infinity War’-castet udsættes for revsende Mean Tweets hos Jimmy Kimmel