Playboi Carti har skabt det ultimative mumblerap-album – på godt og ondt

Playboi Carti har skabt det ultimative mumblerap-album – på godt og ondt
Playboi Carti.
Playboi Carti har skabt det ultimative mumblerap-album – på godt og ondt - Die Lit
4 6
Playboi Carti
'Die Lit'

Album, Universal

Det siger måske alt om Playboi Carti, at han en gang blev inviteret med på en Lana Del Rey-sang (’Summer Bummer’), men ikke havde noget vers. I stedet blev han sat til at lave ad-libs i baggrunden.

Carti er nemlig den ultimative mumble-rapper: En kunstner, der prioriterer melodi, catchphrases og mumlede non sequiturs i baggrunden over klassisk vers-omkvæd-vers struktur. De vigtigste ingredienser på en typisk Carti-sang er et omkvæd, der er én linje gentaget en million gange, og en masse ad-libs. Når han er mere radikal, kan han endda finde på at lave ting som sangen ’What’, der nærmest bare er hans mest kendte ad-lib gentaget igen og igen og igen og igen.

Det siger sig selv, at vandene deler sig lidt ved den her rapper.

For nogle er han den værste mumblerap-galning, der bedriver kætteri i hiphoppens kirke. For andre er han en rapper, der har taget mumblerappens dictum om form over indhold til et nyt niveau og på ret radikal vis kogt hiphoppen ned til en række basale virkemidler.

Hans nye album ’Die Lit’ kommer ikke til at forene rapperens venner og fjender. Tværtimod.

Det her er all in på mumlerierne: Playboi Carti kører ét lang snøvlende, hikkende, boblende flow over 19 tracks, der aldrig stikker dybere end streng nødvendigt. Som én lang sang, der bare skifter beat i ny og næ og har en række gæsterappere, der kommer forbi.

Numre som ’Right Now’, ’Foreign’, ’Top’ og ’Old Money’ opererer alle i samme glade, overgearede spor som hittet ’Magnolia’ og store dele af rapperens selvbetitlede udgivelse fra sidste år, mens enkelte sange som ’Pull Up’ og ’R. I. P.’ dyrker den lidt mere upolerede, punkede lyd, der har bredt sig siden Soundcloud-rappen slog igennem sidste år.

Men Playboi Cartis rapstil er stort set den samme hele vejen igennem. Han rapper kun de mest umiddelbare og åbenlyse linjer og gisper en masse ad-libs i baggrunden. Omkvædene er stedvis catchy, når han lykkes med at få en linje til at hænge fast, men tit lider ’Die Lit’ også af, at her vitterlig ikke er en eneste linje, der synes skabt til at ville mere end at være henkastet fyld på produktionerne.

Så det er heldigt, at produktionerne rent faktisk kan bære det her album langt hen af vejen. Pi’erre Bourne producerer, ligesom på forrige udgivelse, næsten hele Cartis album, og ‘Die Lit’ er et godt eksempel på, hvorfor han er blevet den måske mest efterspurgte unge hiphopproducer lige nu.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

Bourne bruger delvis overidylliske melodier, der får dig til at drømme dig væk til sommermarker eller tivoliture, og sætter dem over for tunge, nærmest Soundcloud-rap-agtige trommer – og så snører han det hele ind i en døsig sky, der nikker til ASAP Rockys tidlige cloudrap-lyd. Det er et udtryk, der er tungt, melodisk og nuanceret – og ekstremt 2018.

Heldigvis har Carti fundet Pi’erre Bourne. For rapperens vokalstykker her er ikke bare ukomplicerede, de er nærmest usammenhængende.

Som på ’Pull Up’, hvor han dropper at bruge hele sætninger og bare siger de mest nødvendige hiphopmarkører: »Pull up / Margiela sweater / change the weather / damn, Cash Carti / woah, off the molly / Actavis, I’m coppin’ it / shopping bags, hey / full of shit«.

Som lytter har man det lidt som Cartis mest berømte adlib: »What!?«

Men der er vitterlig noget fascinerende over en rapper, der tør afsløre, at han virkelig ikke siger noget: Det her er ord, der knap nok gider være sætninger. Det er en radikalisering af mumblerappens præmis, der var, at ad-libs, melodier og flows er vigtigere end selve ordenenes mening. Her har ad-libs stedvis indtaget teksternes plads: De overflødiggjorte sætninger er blevet afskediget. Strukturen er død.

På svensk hedder en sætning ’en mening’: For det er netop i den sammenhængende sætning, mening opstår. Dén præmis findes ikke hos Playboi Carti. Sætning og mening har måttet vige for improvisation, fragmenter, gisp og indskudte ad-libs.

Og ja, helt ærligt, det er nyskabende og stedvis spændende at lytte til.

Men er det virkelig noget, man har lyst til at lytte til 19 sange i træk?

Det minder nogen gange lidt om Soulja Boy eller Lil B, dengang de udgav nye mixtapes nærmest hver måned propfyldt med improviseret stream of consciousness-rap. Selvfølgelig var det spændende og nyt. Men det var også mega trættende. Det her er godt nok ikke 855 sange langt, som et af Lil B’s mixtapes var. Men det føles nærmest sådan nogle gange.

Der kommer den ene sorgløse, stærke Carti-sang efter den næste, men det er lidt som når man har lavet en for stor pose slik til en biograftur. Det her er en alt for stor omgang Carti-candy – men fordeler man sangene lidt mere, i stedet for at fortære dem i én omgang, er her masser af godt at komme efter.


Kort sagt:
Hvis du ikke ved, hvad folk mener, når de taler om mumblerap, så afspil dette album. Playboi Carti mumler, snøvler og hikker sig igennem et album, fyldt med melodiske, døsige beats af Pi’erre Bourne, uden nogensinde at tænke mere end en halv gang over, hvad han siger. Albummet er for langt, og mangler måske et par stærkere omkvæd, men det er svært ikke at blive lidt vild med det her sorgløse, unge mumblerap-hovedværk.

Hør podcast: Standard Ekstra: Ski Mask The Slump God og Playboi Carti har skabt de mest 2018 album ever

Læs anmeldelse: Ski Mask the Slump God ‘Beware the Book of Eli’