Post Malones ‘Beerbongs & Bentleys’ er en ølbong fyldt med ulykkelig kærlighed
Der har altid været noget kikset over Post Malone. Han har konstant det der lidt fordrukne, rødmossede udtryk i ansigtet, som om han lige har bundet en lunken dåseøl. Han rapper om pigers »boobies« på en rimelig teenage-agtig måde (’Spoil My Night’) og har i det hele taget noget lidt college-bro-agtigt over sig.
Der findes også ret grufulde videoer af ham på nettet, hvor han danser rundt i hotpants, og så var der hele historien om dengang, han sagde ‘n-ordet’. Eller om da han udtalte sig fornærmende om hiphop og fik Lil B på nakken. Eller om da han stagedivede og ingen greb ham.
Eller den gang… nej okay, du har nok forstået, hvad jeg mener.
Nu har han altså udgivet et album, der har ordet ’Beerbongs’ i titlen, og ølbongen er nok det klart mest bøvede redskab til at indtage alkohol overhovedet. Den her mand burde have tabt på forhånd.
Så hvordan er det lige, han er en af verdens største hiphopstjerner og lige har slået Spotifys rekord for flest streams på en dag nogensinde?
Måske skyldes det, at Post Malone, når han er bedst, kan skabe sange, der er ligeså vægtløse og svævende, som han selv kan virke kluntet. For lige siden gennembruddet med sangen ’White Iverson’ har dét været hans styrke: Melankolske bangers. Sange, der har stærke omkvæd og river dig med, samtidig med at den sørgmodige undertone aldrig forstummer.
Det er lidt som den berømte historie om klovnen Pagliacci, der er afsindigt ulykkelig, men som aldrig kan vise det, fordi han set udefra er en gøglet klovn. Hans sjæl græder, men ingen kan se forbi masken og det fjogede smil.
Post Malone er Pagliacci-trap: Den sørgmodige klovns klagesang. Og ’Beerbongs & Bentleys’ kunne meget vel være hans hovedværk.
Ikke at der er sket vildt meget siden ’White Iverson’: Både hittet ’Congratulations’ fra det forrige album ’Stoney’ og de nyere singler ’Psycho’ (med Ty Dolla Sign) og ’Rockstar’ (med 21 Savage) dyrker samme svævende, drømmende lyd. Det er musik, der lyder som om, den kommer til dig gennem en tyk tåge; selv Post Malones vokal er en melodisk sirenesang fra midten af rusen.
Man kan næsten ikke tro, at den her nynnende sang kommer fra den her brogede mand. Mange af sangene på første halvdel af ’Bentleys & Beerbongs’ perfektionerer dén formular: ’Zack and Codeine’, ’Takin’ Shots’ og ’Spoil My Night’ med Swae Lee er alle virkelig stærke sange, der ligger klart i forlængelse af de tidligere singler.
Men hinsides ovenstående sker der faktisk også nye ting.
Post Malones tidligere singler kombinerede et melankolsk udtryk med tekster, der dybest set ikke sagde specielt meget. Det handlede primært om melodi, stemning og form.
Men på nye sange som ’Rich & Sad’ og ’Better Now’ udpensler rapperen sin ulykkelige kærlighed. Det fungerer virkelig godt, især når han synger »I just hoped the money would make you stay« på førstnævnte, eller når han hiver denne tragikomiske genistreg frem på sidstnævnte: »I promise / I swear to you, I’ll be okay / you’re only the love of my life«.
Her går en nyfunden åbenhed i teksterne og klassisk Post Malone-melankoli op i en højere enhed. Sådan er det desværre ikke hele vejen igennem.
For hvor de ovennævnte sange virker som en reel videreudvikling og forfining af Post Malones lyd, skyder albummets anden halvdel med spredehagl. Især en række sange, som rapperen selv har været med til at producere, virker lidt kaotiske.
’Over Now’ har et råbende nu metal-agtigt omkvæd omkring linjen »Imma put that bitch pussy in a motherfucking bodybag!«, som jeg ville ønske, jeg aldrig havde hørt, mens poprap-samarbejderne ’Ball For Me’ (med Nicki Minaj) og ’Same Bitches’ (med G-Eazy og YG) virker som samlebåndssange.
Den korte ’Jonestown’-interlude lyder derimod lidt som om, Post Malone har hørt XXXTentacions ’17’-album. Og ’Stay’ er mere eller mindre en Oasis-sang.
Her får vi ikke længere ét gennemført, stærkt udtryk, men en masse forskellige tricks – som om klovnen igen stikker hovedet frem for at vise sit repertoire. Det føles lidt tomt, for tidligere på albummet fik man netop et lille indblik i, hvad der foregår bag facaden.
Kort sagt:
Med en nyfunden åbenhed i teksterne går den klassiske Post Malone-melankoli flere steder op i en højere enhed. Sådan er det desværre ikke hele vejen igennem sangrapperens andet album, der i sær i anden halvdel skyder med spredehagl og ikke lykkes med alle sine eksperimenter.
Læs også: Post Malones ‘Beerbongs & Bentleys’ slår vild Spotify-rekord