Pusha-T’s ‘Daytona’ er ude nu – varer kun 21 minutter

Pusha-T’s ‘Daytona’ er ude nu – varer kun 21 minutter
Pusha-T.

Pusha-T’s nye Kanye-producerede album, ‘Daytona’, har ramt streamingtjenesterne og webbutikkerne.

Albummet blev annonceret af Kanye West for en måned siden, men først denne forgangne uge blev udgivelsesdatoen bekræftet af Pusha T’s management. Og ganske rigtigt er albummet ude nu.

I en æra, hvor grupper som Migos, Rae Sremmurd og endda funkgiganterne Parliament udgiver album på over halvanden time, har Pusha og Kanye begrænset sig. Vi vidste godt nok på forhånd, at albummet kun bestod af syv tracks, men først nu ved vi, at det ikke er grundet nogen lange ti-minutters opusser. Albummet er tilsammen blot 21 minutter, og en mere kynisk sjæl ville nok kalde det en ep.

Albummet har features fra Rick Ross på nummeret ‘Hard Piano’ og Kanye West på nummeret ‘What Would Meek Do?’. Kanye har produceret alle numrene, men han har haft nogle venner med på visse af numrene. Andrew Dawson er co-producer på ‘The Games We Play’, ‘Hard Piano’, ‘Come Back Baby’, og Mike Dean er med på ‘Santeria’ og ‘Hard Piano’.

Vi kan desuden berolige med, at sangen ‘Santeria’ ikke sampler den sang, du frygter, at den sampler, og at albummets artwork er et foto af Whitney Houstons narkotikafyldte badeværelse. Det bekræfter en repræsentant for Pusha-T over for Pitchfork. Pusha-T siger i et interview med Power 105.1, at dette foto var Kanyes idé.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold