Roskilde-aktuelle Kali Uchis har styr på selvtilliden: »Jeg lyder ikke som nogen andre«

Roskilde-aktuelle Kali Uchis har styr på selvtilliden: »Jeg lyder ikke som nogen andre«
Kali Uchis.
Kali Uchis har i 2018 fået lidt af et gennembrud med debutalbummet 'Isolation'. Hendes musik bygger på en bred vifte af musikalske indflydelser, og hun har arbejdet sammen med alskens store navne. Men først og fremmest arbejder hun med at få musikken et sted hen, så det føles intuitivt.

Amerikansk-colombianske Kali Uchis har med sit anmelderroste debutalbum ‘Isolation’ nok stået for et af de største gennembrud på den internationale musikscene i løbet af det seneste års tid.

Det er gået stærkt for den karismatiske sanger, siden hun i 2012 uploadede det gratis mixtape ‘Drunken Babble’ til internettet. Hun begyndte at arbejde sammen med et væld af mærkbare musikere, men hendes karriere tog for alvor fart, da hun i 2017 dukkede op på album fra Daniel Caesar, Gorillaz og Tyler, The Creator.

Med disse navne i ryggen var der godt med medvind, da ‘Isolation’ udkom tidligere i år – faktisk dagen efter hun blev tilføjet til årets Roskilde-plakat. Og kun en uge efter optrådte hun på den toneangivende Coachella-festival i Californien, hvor hun blandt andet hev Tyler, The Creator ind som gæst.

På ‘Isolation’ bevæger Uchis sig igennem en del forskellige stilarter. Der er neosoul, artpop, klassisk r’n’b, bossanova, vokaljazz, latinpop, funk og endda en kende hiphop, alt sammen leveret med en skæv, idiosynkratisk og umanerligt behagelig stemme.

Vi har talt med den albumaktuelle sanger, der skal spille på Roskilde Festivals Apollo-scene lørdag den 7. juli.

Du spillede på årets Coachella-festival for en stund siden – var det din største koncert nogensinde?
»Ja, det tror jeg, det var. Ikke i antal mennesker – jeg tror, jeg har spillet for så mange mennesker før. Mere fordi jeg tror, Coachella kan hjælpe kunstnere, fordi mange af dem, der sørger for at få dig videre og få dig booket til andre festivaler, er der. Jeg tror, det er den mest indflydelsesrige festival«.

Tilbage i 2012 udgav du dit første mixtape, og lidt efter begyndte producere og andre kunstnere, såsom Snoop Dogg, Kaytranada, Diplo og Tyler, The Creator, at kontakte dig for at lave musik med dig. Ved du, hvordan de opdagede din musik?
»Jeg tror, det mest gik fra mund til mund. Folk begyndte vist bare at dele min musik fra starten af. Jeg var i Virginia, og jeg kendte ikke rigtig nogen, der lavede musik eller nogen, der var i industrien. Jeg kendte ingen i Los Angeles. Jeg havde ikke engang været på vestkysten før. Jeg ved ikke rigtig, hvordan musikken spredte sig, som den gjorde. Folk delte den bare med hinanden, og det endte i de rigtige kredse. Jeg føler mig virkelig heldig«.

Det første mixtape var både skrevet, indspillet og produceret alene af dig, og nu arbejder du hele tiden sammen med andre. På ‘Isolation’ er Damon Albarn, Tyler, The Creator, Bootsy Collins og Jorja Smith med. Føles det som en stor forandring for dig?
»Jeg tror, min situation var lidt af et særtilfælde. Jeg tror, at overgangen til alle disse samarbejder tog noget tid, for jeg skulle lige lære at arbejde sammen med andre, at indspille i et studie og synge foran folk – jeg var heller ikke særlig erfaren som sanger på det tidspunkt. Så ja, det tog tid«.

Føler du også, at du har en anden tilgang til musikken nu, hvor der er så mange, der holder øje med, hvad du laver?
»Jeg savner lidt friheden, man lidt fornemmer, når man ikke ved, om der overhovedet er nogen, der kommer til at høre det, man laver. Jeg savner det en smule, men samtidig er jeg også enormt taknemmelig for de fans, jeg har, som jeg ved vil være modtagelige over for alt, jeg udgiver. Jeg er meget stolt, heldig og glad for at have de fans, jeg har«.

Påvirker det din proces, når du laver din musik?
»Nej, det føler jeg egentlig ikke. For mens mange andre måske kan føle et pres for at få hits og få sine sange i radioen, føler jeg ikke sådan et pres. Jeg ved, at det nok skal gå godt uanset hvad. Jeg laver det, jeg har lyst til«.

Så de mange fans får dig til at føle dig motiveret, men uden at du føler dig presset?
»Ja, det hele er på grund af mine fans. For de elsker alt det, jeg laver. Jeg eksperimenterer med en masse forskellige genrer, emner og lyde. Jeg eksperimenterer med min stemme, jeg arbejder med et væld af forskellige musikere – alle sangene på mit album har forskellige producere. Jeg føler, at jeg har fans, der elsker alt det, jeg laver, og det gør mig motiveret til at gøre, hvad end jeg har lyst til«.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Ud over at blande genrer og samarbejdspartnere, blander du jo også sprog. De fleste af dine sangtekster er på engelsk, men nogle af dem er på spansk. Hvordan ved du, om en sang skal være på spansk eller på engelsk?
»Jeg er opvokset som tosproget, så det falder mig ret naturligt at kaste nogle ord ind på spansk, når jeg skriver sange på engelsk – eller omvendt, når jeg skriver sange på spansk. Det er derfor, nogle af mine sange er lidt spanglish. Min sang ‘Tyrant’ har en alternativ udgave, der udelukkende er på spansk. Det handler om at gøre det, der falder naturligt«.

Mange har sammenlignet dig med Amy Winehouse – blandt andre Soundvenues anmelder – hvordan føles det at blive sammenlignet med så stor en kunstner?
»Jeg ser mange, der bliver sammenlignet med Amy Winehouse. Jeg tror alle, der eksperimenterer lidt med indskud af soul i deres stemme bliver sammenlignet med hende, fordi hun var sådan et ikon og en af vores generations musikalske legender. Jeg føler ikke, at vi lyder som hinanden. Hun er bare standarden, man holder alle soulsangere op imod. Jeg føler ikke selv, jeg er en soulsanger, men i nogle af mine melodier har jeg elementer af jazz og soul, og Amy Winehouse var jo også en meget jazz-inspireret sanger«.

Du har selv sagt, at du er meget inspireret af jazz- og bossanovasangeren Astrud Gilberto?
»Ja, jeg elsker brasiliansk musik. Jeg er vokset op med jazz og bossanova, og jeg elsker at lege med alle mulige former for musik. Jeg kan se, hvordan visse dele af min musik kan minde folk om alt muligt forskelligt. Jeg har hørt mange forskellige sammenligninger, og Amy vil selvfølgelig altid være en sammenligning, når man integrerer noget soul i sin stemme«.

Dit debutalbum hedder ‘Isolation’, men det var oprindeligt annonceret under navnet ‘Fool’s Paradise’…
»Jeg ved ikke, hvor folk har fået det fra. Jeg havde mange forskellige ideer til en albumtitel, og så lækkede nogle af mine ideer vist. Men jeg afslørede ikke selv en albumtitel, før jeg afslørede navnet ‘Isolation’«.

Men ‘Fool’s Paradise’ var altså overvejet som en titel til albummet?
»Tjo… Det gør vel ikke den store forskel nu«.

Det er jo alligevel to titler med vidt forskellige stemninger. Hvorfor endte du med at vælge ‘Isolation’ frem for ‘Fool’s Paradise’ eller nogen af de andre titler, du overvejede?
»Albummet var meget anderledes, da jeg begyndte på det. Det udviklede sig og ændrede sig over tid, fordi jeg arbejdede på det i tre år, så jeg overvejede nok omkring 40 forskellige albumtitler. Hver eneste gang, albummet gik i en ny retning, havde jeg en ny titel i hovedet til albummet. Jeg navngav det først endeligt, da det hele var færdigt«.

Som du selv har været inde på, arbejder du med mange forskellige genrer og mange forskellige producere. Hvordan sørgede du for, at ‘Isolation stadig var en sammenhængene oplevelse at lytte til?
»Jeg har altid tænkt, at uanset hvilken genre eller stilart har inspireret en given sang, kan det stadig passe ind med resten af min musik, for jeg har en meget unik, uperfekt stemme. Så snart du hører den, ved du, at det er mig. Jeg lyder ikke som nogen andre, og jeg tror, at det er det, der får det hele til at lyde som om, det stadig stammer fra den samme verden. Min stemme og min energi er det, der binder al musikken sammen, selv om de rent faktisk kommer fra vidt forskellige steder: Alle sangene har hvert sit emne, hver sin producer, vidt forskellige stilarter«.

»Jeg tænkte også over rækkefølgen, og jeg sørgede for at placere dem i en rækkefølge, hvor energien var flydende. Det tog ikke lang tid, for det var ret tydeligt, hvilke sange, der havde høj energi, hvilke der var ballader og så videre. Jeg skrev alle sangene for rigtig lang tid siden. Jeg kendte dem derfor allerede godt nok til, at jeg følte mig ret sikker på deres rækkefølge på albummet«.

Vi glæder os rigtig meget til at se dig på Roskilde Festival. Hvordan forbereder du dig på dine koncerter?
»Jeg kan ikke lide, hvis alle koncerterne føles ens, så vi skifter setlisten for hvert show. Derudover øver vi os lidt, men først og fremmest sigter vi efter at gøre det så frit og impulsivt som muligt. Derfor har jeg heller ingen koreografi, vokaltræning, opvarmning af min stemme eller noget. Jeg prøver bare at komme i den rette stemning. Jeg kan lide at have visse ting omkring mig inden en koncert og synge nogle af sangene for mig selv, inden jeg går på scenen. Men jeg kan ikke lide, når det hele bliver for kalkuleret. Muligvis vil jeg engang efter det næste album eller længere ude i fremtiden få noget koreografi eller skaffe en vokaltræner. Det, jeg går mest op i at udvikle, er dog nok scenografien. For jeg kan godt lide, når det hele føles frit«.

Slutteligt: Du spiller på Roskilde Festival samme dag som Gorillaz. Kan vi forvente at se dig synge ‘Ticker Tape’ eller ‘She’s My Collar’ med dem på Orange?
»Måskeee«.

Læs anmeldelse: Kali Uchis ‘Isolation’