»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Roskilde Festival: Vores fem favoritter i årets sidste bandpakke

Roskilde Festival: Vores fem favoritter i årets sidste bandpakke
Courtney Marie Andrews.
I dag er spilleplanen til Roskilde Festival ankommet, og vanen tro følger en allersidste pakke af musiknavne. Vi har valgt vores fem yndlingsbookinger ud af de i alt 13, som nu har fuldendt Roskilde-plakaten anno 2018.

1. Blonde Redhead

Indie-veteranerne Blonde Redhead er en herlig booking, fordi de i løbet af over 20 år har opbygget et bagkatalog, de færreste af de ellers mange spændende navne på plakaten kan rivalisere.

Trioens musik har gennem tiden taget form af alt fra drømmende guitarpop til torturet støjrock, og når de gæster Avalon vil vi sikkert høre et varieret udbud af sange fra deres spraglede diskografi – formentlig med et nyt touch, da gruppen trods alt er under evig udvikling.

Da de i 2014 gæstede Lille Vega, gav bandet en indtagende og udtryksfuld koncert. Især brødrene Amedeo og Simone Pace imponerede med deres tekniske kunnen på henholdsvis guitar og trommer, hvor de klassiske Blonde Redhead-sange fik helt nye, jazzede dimensioner.

Blonde Redhead spiller på Avalon lørdag den 7. juli kl. 23.00.


2. Courtney Marie Andrews

Country og americana er ikke det, der fylder mest på Roskilde Festival, men de få navne, de har booket over de senere år, har været nogle af genrens mest lovende: Margo Price, Sturgill Simpson, Pert Near Sandstone og nu også Courtney Marie Andrews.

Andrews’ idiosynkratiske vokal lyder enormt livserfaren, og hendes sangskrivning rammer rigtig stærkt med ganske simple virkemidler. At hendes nedbarberede, personlige musik har fået en tidlig plads på Gloria lyder endvidere som en helt perfekt placering af hende.

Fans af kunstnere som Lucinda Williams, Emmylou Harris og Townes Van Zandt bør helt klart overveje at komme tidligt ud af fjerene på festivalens afslutningsdag for at høre sangene fra blandt andet dette års stærke album ’May Your Kindness Remain’.

Courtney Marie Andrews spiller på Gloria lørdag den 7. juli kl. 12.00.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

3. Haley Heynderickx

Der er også grund til at besøge Gloria helt fra starten af om torsdagen, hvor scenen åbnes af Haley Heynderickx, som vi tidligere har udråbt til at være en af årets mest lovende nye kunstnere.

Hun drømte som lille om at være rockmusiker, men hun kunne kun få undervisning i bluegrass-guitar, og netop bluegrassens guitarteknik giver en særlig kant til Heynderickx’ stærke singer/songwriter-folk. Dyrk blot lyden af et nummer som ’The Bug Collector’, et af hendes stærkeste tracks hidtil fra dette års debutalbum ’I Need to Start a Garden’.

Folklegenden Nick Drake er en af hendes største inspirationskilder, og det høres meget tydeligt. Hun er en mester i at tilføre godt med personlighed og sjæl til sine skrøbelige, poetiske sange, præcis som Nick Drake smukt gjorde det i 70’erne.

Haley Heynderickx spiller på Gloria torsdag den 5. juli kl. 12.30.


4. Marlon Williams

Newzealandske Marlon Williams hedder præcis det samme som den toneangivende hiphop-dj Marley Marl, men han kunne ikke lyde mere forskellig. Bevæbnet med blide arrangementer og en følsom vokal, er han en af tidens gribende nye sangskrivere.

Hans stemme veksler meget mellem dybe toner og falset, hvilket har skabt mange sammenligninger med rockpioneren Roy Orbison, men Williams’ lydunivers er et helt andet. Han blander blues, kammerfolk, dreampop, western og country på helt sin egen måde.

Han har sine rødder i countrymusik, og især når denne genre berøres i hans genremikstur, får han virkelig karakter. Begge hans to hidtidige udgivelser er virkelig solide, så man kunne let forvente, at det samme kommer til at gælde hans optræden på Avalon.

Marlon Williams spiller på Avalon fredag den 6. juli kl. 13.00.


5. RVG

RVG står for Romy Vager Group, og det er et meget passende navn. For selv om det er et band, er det forsanger Romy Vager, der står som den centrale skikkelse i gruppen. De skal snart på turné som support for britiske Shame, der spillede på Roskilde sidste år, og nu får de selv den samme ære.

Romy Vagers androgyne stemme er fængslende og fuld af overraskelser, og hendes sangskrivning veksler mellem det sprælske og det ængstelige, det catchy og det dunkle. Hendes tekster dækker over en bred vifte af forskellige emner såsom transkønnethed, teknologi og livet som kunstner.

Musikalsk er guitaren og vokalen i fokus jævnfør det markante tekstunivers. Derudover er der elementer fra både powerpop, postpunk og en kende glamrock – man mærker henvisninger til David Bowie. Hendes stil kan også meget let sammenlignes med amerikanske Ezra Furman, der spillede på Roskilde i 2015.

RVG spiller på Pavilion lørdag den 7. juli kl. 12.30.

Læs også: Roskilde Festival afslører årets spilleplan

Læs også: Roskilde Festival fuldender årets program med 13 nye navne – PartyNextDoor erstatter Cardi B

Læs også: Roskilde Festival har endelig løst gåden om den perfekte lørdagsfest

Læs også: Roskilde-planen: Her er de 10 værste overlap

Læs også: Roskilde Festival: Her er de største overraskelser i spilleplanen

Advertisement