Sci-fi-universet i Janelle Monáes ‘Dirty Computer’-film løfter hendes fortælling til et nyt niveau

Sci-fi-universet i Janelle Monáes ‘Dirty Computer’-film løfter hendes fortælling til et nyt niveau
Janelle Monáe i 'Dirty Computer'-filmen.
Janelle Monáes nye album ‘Dirty Computer’ er et popmesterværk, hvor hun lader til at tale mere fra hjertet end nogensinde før. Men den tilhørende kortfilm af samme navn beviser også, at hendes veletablerede androide-alter ego langt fra er lagt på hylden, og sci-fi-narrativet i filmen åbner op for en dybere fortolkning af albummet.

»They started calling us computers. People began vanishing, and the cleaning began. You were dirty if you looked different. You were dirty if you refused to live the way they dictated. You were dirty if you showed any form of opposition – at all. And if you were dirty, it was only a matter of time«. Sådan åbner Janelle Monaé sin albumfilm ‘Dirty Computer’.

Vi befinder os i en ikke så fjern fremtid, hvor mennesker bliver omtalt som computere, og hvor de, der afviger for meget fra normen, bliver set som ‘dirty’ – og de skal renses.

Ved filmens begyndelse ses Janelle Monáe liggende på en båre, imens hun bliver fragtet til det rum, hvor en rensning skal ske. Hendes hukommelse skal slettes for alle de minder, der har været med til at gøre hende til en ‘Dirty Computer’. Herfra genoplever man minderne sammen med Monáe, som de slettes et efter et fra hendes hukommelse, mens hun forsøger at kæmpe imod den totale udslettelse af hendes person og alt det, der har gjort hende speciel.

De ‘beskidte’ minder genkender man blandt andet som musikvideoerne til ‘Pynk’, ‘Make Me Feel’, ‘Django Jane’ og ‘I Like That’, som vi allerede så før udgivelsen af ‘Dirty Computer’-albummet. Det er videoer, der i fantastiske ord og billeder fortæller om kvindelige fællesskaber, undertrykkelse, racisme, og ikke mindst Janelle Monáes egen coming-out som panseksuel.

Umiddelbart er de identitetspolitiske temaer ganske jordnære og nutidige, og nogle vil måske undre sig over, hvorfor science fiction egentlig skal være rammen for hendes historie? Her er det essentielt at forstå, at sci-fi-elementerne i Monáes univers er noget af det vigtigste af det hele. 

Androiden Jane

Janelle Monáes musik har altid været fuld af sci-fi-elementer, og hendes tidligere album har kredset om hendes alter ego, androiden Cindi Mayweather fra fremtidsbyen Metropolis. Cindi har vi både mødt på ‘Metropolis’-ep’en, som en form for ærkeengel på ‘The ArchAndroid’, og ikke mindst som en ‘Electric Lady’ på hendes seneste album fra 2013. Alter egoet blev for alvor slået fast i videoen til ‘Many Moons’ fra 2008, hvor Janelle/Cindi optræder i flere mere eller mindre robot-agtige skikkelser og endda optræder som et produkt til salg på en auktion.

At Janelle Monáe har lavet en længere sci-fi-film burde derfor ikke komme bag på nogen. I sidste uge skrev jeg dog i min anmeldelse af ‘Dirty Computer’-albummet, at Monáe havde lagt sit androide-alter ego lidt på hylden. Hendes sange i sig selv og de tilhørende videoer virkede ikke umiddelbart sci-fi-agtige, men jeg må i den grad æde mine ord efter at have set ‘Dirty Computer’-filmen. Androiden lever i bedste velgående.

Nu hedder hun Jane 57821, og hun er ved at blive straffet for sine såkaldte synder – at være »a young, black, queer woman in America«, som Monáe udtalte i et omfattende interview med Rolling Stone i sidste uge. Den sci-fi-verden, vi befinder os i på ‘Dirty Computer’, læner sig altså tæt op ad virkeligheden.

Janelle Monáe har på sine tidligere album brugt androiden som en repræsentation af andethed, og det er også tilfældet på ‘Dirty Computer’. Cyborgs, robotter og androider har altid været billedet på noget lidt sært og ukontrollerbart, og for Monáe repræsenterer androiden følelsen af at være noget fremmed – hun bliver set som noget ‘dirty’ i kraft af sin hudfarve,  sit køn og sin seksualitet.

Følelsen af fremmedgørelse og at blive gjort til en ‘freak’ så man også i den efterhånden ikoniske video til ‘Q.U.E.E.N.’ feat. Erykah Badu fra 2013, hvor Monáe optrådte som et artefakt i et museum. Allerede her talte hun også om at være dirty: »They call us dirty ‘cause we break all your rules down«.

Androide-metaforen bærer på et særligt frigørelsespotentiale både som en metafor for andethed, men også som en metafor for oprør. For er det ikke det, robotter plejer at gøre? Vende sig mod deres undertrykkere i bedste ’West World’-stil?

Fortid, nutid, fremtid

Selv om ‘Dirty Computer’ først og fremmest er en musikfilm, foregår nogle af filmens vigtigste øjeblikke faktisk imellem musikpassagerne. Her ser man blandt andet Jane’s kæreste Zen, spillet af Tessa Thompson, der er blevet ‘renset’ og har glemt alt om deres tidligere forhold. Det er netop i disse mellempassager, at nøglen til sci-fi-narrativets betydning bliver tydeligst.

»We’re lucky here. All we have to do is forget«, siger Zen sørgmodigt til Jane godt 32 minutter inde i filmen.

Hendes ord klinger sørgmodigt, og det er måske et af det vigtigste citater i ‘Dirty Computer’-filmen. Hun beder Jane om at glemme sin fortid, sin kamp for frihed og alt det, der gjorde hende speciel for derimod at acceptere sin bortførelse og rensning. Selv om vi befinder os i et sci-fi-univers i fremtiden, har narrativet en ubehagelig lighed med det, der har lagt grundlaget for, hvad det vil sige at være sort i USA – slaveriet.

At blive bortført fra sit hjem, få slettet sin historie for at leve som en fremmedgjort slave i et andet land lyder som historien fra en science fiction-film, men det er rent faktisk afrikansk-amerikanernes historie og måske det tætteste, nogen kommer på en real life alien-bortførelse. Derfor har sci-fi-narrativet altid været brugt af afrofuturister som en kraftfuld metafor for oplevelsen af at være sort i USA. Monáe fortæller, hvad det vil sige at være sort, queer kvinde i USA i nutiden ved at genkalde sig fortiden og tegne et billede af en semi-dystopisk fremtid.

Janelle Monáe er blot én i rækken af afrofuturistiske kunstnere som Sun Ra, George Clinton, Erykah Badu og mange flere, der bruger teknologi og sci-fi til at fortælle alternative historier om afrikansk-amerikansk fortid, nutid og fremtid, og ‘Dirty Computer’ er som et audiovisuelt mesterværk blot det seneste led i kæden, hvor virkelighed, fiktion, fortid, nutid og fremtid smelter sammen.

Selv om oplevelsen af at være sort kvinde i USA er noget, jeg aldrig nogensinde vil kunne komme i nærheden af at forstå, er ‘Dirty Computer’ et fantastisk værk, hvis sci-fi-narrativ danner en tankevækkende ramme for både indviede og ikke-indviede. Udover at være en historie om race, er ‘Dirty Computer’ også en enestående musikfilm, der hylder alle former for kvindelighed og alle former for kærlighed. Den perfekte fuldbyrdelse på det ligeså fantastiske album.

NB: Bliv for guds skyld hængende efter filmens rulletekster!

Læs anmeldelse: ‘Dirty Computer’ er den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold