Ski Mask the Slump Gods nye album føles som Adult Swim med Red Bull og slavevodka i blodet

Ski Mask the Slump Gods nye album føles som Adult Swim med Red Bull og slavevodka i blodet
Ski Mask the Slump God
Ski Mask the Slump Gods nye album føles som Adult Swim med Red Bull og slavevodka i blodet - Beware the Book of Eli
4 6
Ski Mask the Slump God
'Beware the Book of Eli'

Album, Universal

Da Ski Mask the Slump God for et par år siden knopskød på Soundclouds nu herostratisk berygtede hiphopscene med resten af undergenrens Florida-baserede vandaler, føltes det mest af alt som en velplaceret kæberasler i fjæset på en modergenre, der var blevet lidt magelig i sine indgroede tendenser.

Vækstlaget af purunge, rødblodede rap-desperadoer havde en nærmest sundhedsskadelig hang til forvrænget bas fra hofproduceren Ronny J’s hånd, hashtag-rubricerede musikken som alternativ rock og lod sig i store træk repræsentere af billedstormeren XXXTentacion. Men lige i hælene på ham lurede den nu 22-årige ungdomsfængselskammerat Stokeley Clevon Goulbourne, der af mange blev udråbt som Soundcloud-raps dark horse.

Og med god grund, da Ski Mask alle dage har regeret i sit helt eget hjørne af Soundcloud-matrixen. Lyden på mixtapes som ’Drown In Designer’ (2016) og ’YouWillRegret’ (2017) var lige så buldrende som mange af hans samtidiges, men den var også mere legesyg og fritsluppen. Og så besad han et arsenal af flows så invasive og rundbarberende, at han kunne rappe solen sort.

På sidste års gennembrudshit ’Catch Me Outside’ positionerede han sig så endegyldigt som turbospyttende oddball-rapper over udødelig Timbaland-produktion fra Missy Elliotts 90’er-hit ’She’s a Bitch’. Nogenlunde samme tid udråbte Ski Mask Timbo som sin ubestridte favoritproducer, og så var der ellers lagt i kakkelovnen til et mixtape eksklusivt produceret af idolet.

Troede man. ’Beware the Book of Eli’ serverer nemlig ikke helt den forjættede magi, der kunne være opstået mellem pirrende rapper og legendarisk beatsmed.

Efter alt at dømme skyldes det en tumultarisk udgivelsesproces med management-vanskeligheder og en varig strøm af udskydelser, der fik Ski Masks tålmodighedsbæger til at flyde over og lække en præmatur version af projektet, som det egentlig skulle have set ud: 13 numre med tre produktioner fra Timbaland, der talte ’Run’ (hvis beat på denne officielle version er helt ommøbleret) samt blæserstykket ’Worldwide’ og den minimalistiske ’With Vengeance’, der af besynderlige årsager slet ikke klarede cuttet.

I stedet får man en bare 22 minutter lang affære fordelt på ti numre, hvor heller ikke den herligt syntetiske og hyperaktive fanfavorit ’SkiMeetsWorld’ er med grundet knas med sample-clearingen.

Sponsoreret indhold
Musik og design hænger uløseligt sammen
Sammen med Oh Land vil Bolia hylde det kreative krydsfelt og hæve barren for individuelt design – se mere her.
Bolia

Det er synd og skam, da den uofficielle udgave af ’Beware the Book of Eli’ trods manglende mixing og masterering er en klasse bedre end den officielle.

Men værre er det nok heller ikke. Selv om Timbalands Midas-berøring glimrer ved sit fravær, er det heldigvis ikke nok til at åreforkalke Ski Masks kreative væsker fuldstændig. Han pakker stadig popkulturkuriosa og skeløjede guirlande-flows ind mellem hvert basspark.

På åbneren ’Lost Souls’ truer han med at drukne konkurrenter i floden Styx, mens han på ’Coolest Monkey in the Jungle’ hvirvler rundt i troldmandssnak over perfekt stejlende violiner, der lyder som en rusten havelåge: »In my life I fucked a couple witches, think I’m a wizard / hot as desert critters or cookin’ gizzard / lick her like a lizard, that how I litter«.

Ser man bort fra repetitive og knap så idérige indslag som ’Throwaway’ og ’Suicide Season’, føles ’Beware the Book of Eli’ som at se Cartoon Networks voksenorienterede nattesegment Adult Swims bizarre tegnefilm med Red Bull og slavevodka farende rundt i blodet: Udtrykket er adrenalinsusende og faresøgende, men samtidig tilpas ukurant og stenet. Det fungerer af den simple grund, at Ski Mask her borer endnu dybere ned i sit surrealistiske og stærkt afgrænsede kaninhul, uanset hvilken knokleskæv form underverdenen udarter sig i.

Når man ikke hypnotiseres af mere nedtonede tracks som ’DoIHaveTheSause?’, der jonglerer den lidt glemte retrovending »bee’s knees«, blæses man bagover af reminiscenser fra Ski Masks tidligere Soundcloud-dage: Den uimodståeligt tordnende ’Child’s Play’ byder på både forvreden bas og nørdede ’Kingdom Hearts’-referencer, mens lukkeren ’Bukakke’ med Rich the Kid lyder som et rave, der er gået galt på den helt rigtige måde.

Som inkarneret fan vil man i sidste ende savne Timbaland-numrene og ’SkiMeetsWorld’, der kunne have polstret denne officielle versions noget nedskrællede trackliste med lidt ekstra løbetid og endnu flere vanvittige indfald. Men der skal mere til at ædrueliggøre Ski Mask the Slump Gods ‘Beware the Book of Eli’, der trods åbenlyse mangler er et stærkt berusende lyt.


Kort sagt:
Den officielle version af Ski Mask the Slump Gods ’Beware the Book of Eli’ er ikke en helt lige så formfuldendt portal ned til hans knokleskæve fiktionsunderverden af tegnefilmsreferencer og rundbarberende flows som den uofficielle udgave formentlig havde været med et lag mix- og master-maling. Men projektet er ikke desto mindre stadig et stærkt berusende lyt.

Hør podcast: Standard Ekstra: Ski Mask The Slump God og Playboi Carti har skabt de mest 2018 album ever

Læs anmeldelse: Playboi Carti ‘Die Lit’