Sommerstemningen tenderer et hedeslag på M.I.L.K.’s nye ep

Sommerstemningen tenderer et hedeslag på M.I.L.K.’s nye ep
M.I.L.K.
Sommerstemningen tenderer et hedeslag på M.I.L.K.’s nye ep - Maybe I Love Kokomo
3 6
M.I.L.K.
'Maybe I Love Kokomo'

Ep, Universal

Det er lige netop på denne tid af året, at lyden af bølgeskvulp, Hawaiiskjorter og iskold rosé langsomt begynder at snige sig ind på hitlisterne. Sommeren står for døren, og det er helt bestemt også den følelse, danske Emil Wilk kanaliserer på sin anden ep, der følger op på sidste års lige så solbeskinnede debut ‘A Memory of a Memory of a Postcard’.

Åbningsnummeret ‘Make My Way to Paris’ etablerer en på én gang laidback og fremadstormende feriefølelse med det efterhånden obligatoriske, caribisk-inspirerede dembow-beat, der i den grad har slået rødder i poplandskabet. I nummerets outro får M.I.L.K. selskab af franske Benjamin Bolay, og sangens sofistikerede sommervibe leder tankerne hen på den dekadente danske producer Vera. Her har M.I.L.K. skabt en funklende popperle.

Desværre går luften af badedyret på de efterfølgende numre, der ikke er i samme leflende og delikate kaliber. Tanken om at dykke ned i et hav af iste er tiltalende, men ‘Nestea Plunge’ er desværre ikke så forfriskende som titlen lover, og det bærende guitartema og omkvædets vokale hook virker en anelse melodisk banale. Som resten af ep’ens numre fungerer ‘Nestea Plunge’ som et glimrende baggrundssoundtrack til sommerfester eller døsige poolpartys, men sangene bliver aldrig for alvor mere vedkommende end det.

Annonce

Særligt M.I.L.K.’s drivende, halvsøvnige vokal gør det udfordrende at fastholde opmærksomheden som lytter, fordi dens leje forbliver ens det meste af ep’en. I flere passager fremstår den en smule ugidelig, og den rytmiske timing virker af og til mekanisk.

Det kommer derfor som et friskt pust, at Wilks vokal er meget klarere og ligger længere fremme i lydbilledet på ep’ens sidste nummer ‘Stretch Your Eyes’. Her rykker stemmen og ordene tættere på, og som lytter spidser man ører. Sangen rummer dog også en del mumlende artikulation, der er lidt svær at forstå, og som på underlig vis leder tankerne hen på den danske afrobeat-hiphopbølge. Om koblingen til Gilli er tilsigtet eller ej, virker ep’ens afslutning lidt frakoblet fra de forrige fem sange, og man undrer sig over, hvor M.I.L.K.’s pop egentlig peger hen.

Ep’ens tredje nummer ‘Rebound’ står dog som et lyspunkt sammen med den legesyge åbner ‘Make My Way To Paris’, og på førstnævnte får Emil Wilk tilmed besøg af den danske duo Blondage. Selv om der igen er tale om det caribisk-inspirerede beat, har nummeret fine særegne karakteristika som de catchy blæserstemmer og Pernille Smith-Siversens luftige indspark i sangens omkvæd og c-stykke. Her løfter stemningen sig til noget, der minder om sommereufori.

M.I.L.K. har med sit andet udspil bedrevet et stykke ganske tilforladelig popmusik, men man har lyst til at ruske gevaldigt op i højttalerne undervejs. Der er glimt af vuggende palmer og spirende sommerromancer, men der skal mere musikalsk fandenivoldskhed til, før de lidt generte popsange løfter sig til et højere niveau.


Kort sagt:
M.I.L.K. kanaliserer sommervibes på sin anden ep, men desværre går luften af badedyret på de efterfølgende numre på ep’en, der ikke rigtig når samme leflende og delikate kaliber som åbningsnummeret ‘Make My Way To Paris’. Danskeren har med sit andet udspil bedrevet et stykke ganske tilforladelig popmusik, men der skal mere musikalsk fandenivoldskhed til, for at de lidt generte popsange løfter sig til et højere niveau.