When Saints Go Machine på Spot Festival: En genfødsel, der delte vandene

When Saints Go Machine på Spot Festival: En genfødsel, der delte vandene
Foto: Emil Brøbech
When Saints Go Machine på Spot Festival: En genfødsel, der delte vandene
4 6
When Saints Go Machine

Koncert, Musikhuset, Store Sal

Glædesbrølet var til at tage og føle på, da When Saints Go Machine indtog en tætpakket Store Sal i Musikhuset, og køerne uden for vidnede samstemmende om, at firkløveret efterhånden er et af de mest elskede danske navne, Spot Festival har kunnet ryste ud af ærmet.

Men man kan ikke ligefrem påstå, at Nikolaj Vonsild og co. var i byen for at crowdplease, for i ærmet havde de naturligvis deres nyligt udkomne ep ‘It’s a Mad Love’, hvis ikke just letfordøjelige avant-urban-udtryk uvægerligt deler vandene, selv blandt gruppens største fans.

Kodeordet her er simpelthen autotune. Fra koncertstart til -slut slap man aldrig for, at Vonsilds vokaler på den ene eller anden måde var fedtet ind i digitale effekter. Det rangerede fra milde, nærmest banale autotune-effekter, hvor frontmandens medfødte røst fik lov at stå side om side med en robotiseret udgave af samme, til voldsomme crescendoer, hvor hele instrumentparken fra hans tre bagmænd, Silas Moldenhawer, Jonas Kenton og Simon Muschinsky, via talkbox-agtige metoder syntes at være dirigeret ind gennem Vonsilds talerør.

Puristen ville indvende, at netop Vonsilds virtuose vokaler ikke har brug for at blive rettet og påtalt digitalt, men det er heller ikke meningen her. Det er et helt overlagt, ganske halsbrækkende stilgreb i en ny lyd, hvor Moldenhawer i øvrigt også synes at have sluppet sit trommesæt helt.

Hovedvægten var naturligvis på ep’ens materiale, hvor især ‘ArrowThroughSkinOutOfBlueSky’ stod skarpt trods fraværet af gæsterapperen Killer Mike, men det blev også til et par ældre pluk i form af ‘Degeneration’ og lukkeren ‘Slave to the Take in Your Heaven’, som begge, ganske kontroversielt, også havde fået heftige stryg over nakken med autotone-filteret.

Det var måske ikke den udgave af When Saints Go Machine, publikum havde ventet at se, men det var den udgave, de fik. Og uanset, hvordan man har det med deres nye udtryk, var det svært ikke at blive revet med af Vonsilds passionerede levering og rastløse pacen frem og tilbage på scenen. En anderledes, nærmest Rasmus-modsat-agtig kompromisløs flugt fra poppen, men også en velgjort oplevelse i sig selv.

Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag