Beefen mellem Pusha-T og Drake er ovre – måske

Beefen mellem Pusha-T og Drake er ovre – måske
Pusha-T.

Pusha-T og Drake genoplivede den traditionsrige rap-beef for fuld udblæsning i kølvandet på førstnævntes album ‘Daytona‘, hvis afsluttende nummer ‘Infrared’ langede ud efter Drake og hans påståede brug af ghostwriters.

Beefen har i virkeligheden ligget og ulmet under overfladen i mange år, men ‘Infrared’ fik Drake til at svare brutalt tilbage med diss-tracket ‘Duppy Freestyle‘, der affødte et endnu voldsommere svar i form af T’s ‘The Story of Adidon‘.

Siden har der været stille på begge fronter, mens flere prominente personligheder – blandt andet Kanye West – har været ude og sige, at beefen bør slutte. Og nu udtaler Pusha-T i et nyt interview med Vanity Fair, at »det er slut«.

»Vi har haft samtalerne, og efter min overbevisning, så er det hele slut«, siger T, og refererer med ‘samtalerne’ formentlig til sine medmusikeres indspark i beefen.

»For mig har det aldrig handlet om beef. For mig handler det om kærlighed. Linjerne blev overskredet, og det er ikke godt for nogen, så det her er dødt nu«, fortsætter rapperen.

Om billedet af Drake med blackface, der fulgte med ‘The Story of Adidon’, fortæller Pusha T, at det var en fan, som tippede ham om dets eksistens:

»Folk elsker mig virkelig, mand. Folk elsker mig, og folk er illoyale som ind i helvede. Folk er så illoyale, mand. Det er virkelig mærkeligt«.

Bolden har været på Drakes banehalvdel, siden udgivelsen af T’s ‘The Story of Adidon’, der forstummede musikeren. Det er altså endnu uvist, om Drake føler på samme måde som Pusha-T, men mon ikke?

Vi afventer hans svar, der måske kan være at finde på hans kommende album ‘Scorpion’.

Hør podcast: Standard #26: Kan Kanye West redde sit ry, og kan Drake redde sin pels?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af