Humørbomben Katy Perry skabte kontrolleret, farvestrålende kaos i Royal Arena

Humørbomben Katy Perry skabte kontrolleret, farvestrålende kaos i Royal Arena
4 6
Katy Perry

Koncert, Royal Arena

I klubben af højtrangerende popstjerner har Katy Perry altid været en tand mere excentrisk end sine kolleger. Hun er kendt for sine farvestrålende, overdrevne musikvideoer så vel som sceneshows, og selv om hendes kartotek af popsange stikker i mange retninger musikalsk, har den røde tråd altid været, at det for guds skyld ikke må blive kedeligt. Den højtidelige lancering af ‘Witness’-albummet, hvor Perry livestreamede sig selv i sit hjem 24 timer, viste, at hun bestemt ikke har skruet ned for de skøre påfund.

Det var da også alt andet end kedeligt, da Katy Perry fredag aften forvandlede Royal Arena til noget, der næsten mindede om et cirkustelt, hvor scenen var fyldt med alt fra akrobatiske dansere og vilde rekvisitter til en kæmpehveps på stylter og ikke mindst ‘left shark’; den dansende haj, der blev et meme efter Perrys imponerende Super Bowl-optræden i 2015. Koncerten var måske ikke en kæmpestor oplevelse musikalsk, men det spektakulære sceneshow garanterede to underholdende timer i selskab med en engageret og ekstremt snakkesalig Perry i et hav af ekstravagante outfits.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Popstjernens seneste album ‘Witness’ har ikke haft den samme kommercielle succes som de tidligere album ‘Teenage Dream’ og ‘Prism’, men alligevel løftede hitsinglerne ‘Bon Appetit’, ‘Swish Swish’ og ‘Chained To the Rhythm’ stemningen gevaldigt i det godt fyldte arena. Under ‘Swish Swish’ genskabte Perry sin gakkede musikvideo på scenen og bød endda sin danske svoger op til et spil basket. Dette var bare ét af mange skøre indslag, der af og til blev lidt for lange og gjorde, at koncerten kom til at føles mere som et show end en egentlig koncert. Perrys lange diskussion og efterfølgende klaverdyst med ‘left shark’ tenderede det absurde.

På trods af lidt for meget snak om danske vaner mellem numrene, forsvandt irritationen som dug for solen, når Perry vendte tilbage til gamle hits som ‘Teenage Dream’ og ‘California Gurls’, der i turneens anledning havde fået nye funky arrangementer, og hun snød heller ikke publikum for gennembrudshittet ‘I Kissed A Girl’, der efterhånden har ti år på bagen. Koncertens energiniveau blev holdt på et kronisk maksimum fra start til slut med undtagelse af et lille tiltrængt dyk på den fine ‘Wide Awake’, hvor en guitarspillende Perry svævede over publikum på en stor planet.

Det var tydeligt gennem hele koncerten, at Katy Perry har en skudsikker livevokal, men desværre var lydbilledet ret mudret, og hendes vokal fremstod slet ikke så klar, som man kunne have ønsket sig. Det var kun på de storslåede popbangers som ‘Roar’ og slutnummeret ‘Firework’, at hendes vokal for alvor kom til sin ret, og undervejs druknede den lidt i kæmpeflamingoer og andre skøre rekvisitter.

På trods af det kaotiske lyd- og scenebillede var Katy Perrys koncert dog skøn og sjov at bevidne, og det lykkedes hende at få skabt en lille tidslomme, hvor man faktisk følte, at man var med i en skør, farvestrålende ‘Teenage Dream’.


Kort sagt:
Det var alt andet end kedeligt, da Katy Perry fredag aften forvandlede Royal Arena til noget, der næsten mindede om et cirkustelt, hvor scenen var fyldt med akrobatiske dansere og vilde rekvisitter. På trods af lidt for meget snak mellem numrene forsvandt irritationen som dug for solen, når Perry vendte tilbage til gamle hits som ‘Teenage Dream’ og ‘California Gurls’, og det lykkedes hende at få skabt en lille tidslomme, hvor man faktisk følte, at man var med i en farvestrålende, skør ‘Teenage Dream’.

Advertisement