Jorja Smiths vokal er en James Bond-ballade værdig på debutalbummet ’Lost & Found’

Jorja Smiths vokal er en James Bond-ballade værdig på debutalbummet ’Lost & Found’
Jorja Smith.
Jorja Smiths vokal er en James Bond-ballade værdig på debutalbummet ’Lost & Found’ - Lost & Found
4 6
Jorja Smith
'Lost & Found'

Album, Sony

Omkring 40 sekunder inde i det indledende titelnummer på Jorja Smiths debutalbum sparker trommerne ind under en tindrende honningvibrato så blød og behagelig, at ørerne mæsker den i sig.

Faktisk skal der ikke mere til. I løbet af selvsamme 40 sekunder har man allerede fået et levende indtryk af, hvilken slags sanger, britiske Smith er: En moderne slags ungdom gløder ud af r’n’b-kometen, men over hende svæver også en patina, som påkalder sig de uforglemmelige 90’ere og tidlige 00’ere. Dengang neo-soul og jazz smeltede sammen med r’n’b og funk til en gylden hybridgenre, der kaldte legender som Lauryn Hill og Erykah Badu for sine hovedsøjler. Og dengang salig Amy Winehouse stadig var iblandt os.

Det er ingen hemmelighed, at især fangarmene fra Winehouses røgede soul har et klædeligt tag i Smith. Hun jagter dog den afdøde sangerindes spøgelse uden at fortabe sig komplet i parallellen. I stedet er styrken i hendes lyd, at udtrykket det ene sekund lyder amerikansk, det næste ærkebritisk: Den fabelagtigt neo-soulede ’Teenage Fantasy’ og ’February 3rd’s silkebløde xylofon er som revet ud af USA’s 90’ere (minus den engelske udtale), mens Smiths snakkende rap-flow og lårfede Walsall-dialekt på ’Lifeboats (Freestyle)’ minder om gavflaben The Streets.

Når sangerinden ikke freestyler med tungen godt boret ind i kinden, binder hun ’Lost & Found’ sammen med jordbundne tekster om ung og dum kærlighed smurt med en røst, der er en James Bond-ballade værdig: Stemmebåndet er hærdebredt, langdragende og klassisk trænet, men tilpas regnvejrs-soulet til, at hun kan have hænderne en anelse nede i den stolte, britiske musikmuld.

Øregangen tvinges fuldstændig i knæ på afpillede guitarstykker som ’Goodbyes’, men højdepunkterne er trods alt dem, hvor Smiths engelske cheekiness buldrer smagfuldt frem. Bedst er højdepunktet ’On Your Own’, der veksler mellem grandios jazz og dancehall-fragmenter, og ’Blue Lights’, som både sampler Dizzee Rascal ’Sirens’ fra 2007 og refererer Mobb Deeps ’Shook Ones (Part II)’. Også elektroniske indspark titter frem på en skæring som ’Wandering Romance’.

Netop sådanne tiltag måtte der gerne være flere af på ’Lost & Found’. Når nu Jorja på et debutalbum som dette vælger at stå ensom majestæt uden skyggen af unødvendige features, kunne man snildt undvære mere Adele-agtige, klaverbårne tårepersere som ’Tomorrow’ og ’Don’t Watch Me Cry’. De er rørende, ja, men også gabende generiske og personlighedsforladte. Hendes star power består ikke i at være den næste Adele, men den eneste Jorja Smith – noget hun tidligere har bevist til perfektion på upbeat smaskere som ’On My Mind’ med garage-veteranen Preditah og ’Get It Together’ med Drake.

’Lost & Found’ portrætterer utvivlsomt Jorja Smith som en gudsbenådet vokalist og r’n’b-supernova in spe, men der er langt mere til en god kunstner end blot et velsmedet stemmebånd. Dermed ikke sagt, at Smith ikke er begge dele. Hun mangler måske bare at finde en tand mere ind til den uforlignelige, engelske girl next door-kerne, hun trods alt opbygger langt hen ad vejen på dette lovende debutalbum.


Kort sagt:
Jorja Smiths ’Lost & Found’ er et lovende debutalbum, der frem for alt sætter r’n’b-kometens gudsbenådede vokal og engelske cheekiness i centrum. Stemmebåndet er hærdebredt og klassisk trænet, men samtidig regnvejrs-soulet nok til at være en James Bond-ballade værdig. Enkelte steder bliver det dog for Adele-agtigt med klaverbårne tåreperserballader, som slår glansen af Smiths dragende girl next door-kerne.

Læs også: Hør Jorja Smiths overvældende vokal i intimkoncert hos NPR

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold