Kanye Wests ‘Ye’ afmaler hans mentale sinuskurver på godt og ondt
Mens hele kloden skummede af vrede over Kanye Wests Twitter-udbrud og rubrikværdige slavericitater, forskansede larger-than-life-rapperen med den Trump-signerede MAGA-hat sig i Wyomings bjerge for at gøre det, han nu engang er bedst til: Lave musik.
Undervejs begyndte den kære hr. West at prædike kærlighed til alt og alle og tilskrev det hele en hippieficeret ’fritænkning’. Pludselig forestillede man sig Kanye, universets centrum, på gederyg med en fredspibe i mundvigen i et billedskønt bjergtopsrefugie så langt oppe over Lars Tyndskids mark, at han både bogstaveligt og metaforisk havde mistet jordforbindelsen.
Okay, tænkte man. Måske var luften ikke bare tynd deroppe, måske var han mentalt smuldrende. Måske var det hele en nøje udtænkt pr-strategi. I det mindste ville den seneste tids vanvid bære musikalsk frugt. I det mindste ville man igen få geniet bag galningen at se.
Men hvis Wyoming-albummet ’Ye’ understreger én ting, er det, at debatten mellem Kanyes galskab og genialitet ikke længere er strengt dikotomisk: Man kan ikke længere adskille mennesket og kunstneren Kanye West, eftersom de to entiteter her bløder ind i hinanden mere end nogensinde før.
»Today I seriously thought about killin’ you / I contemplated, premeditated murder / and I think about killin’ myself / and I love myself way more than I love you, so…«, indrømmer Kanye selvmordstørt på den spoken word-agtige intro ’I Thought About Killing You’, hvor stemmen momentvist pitches lyst, så dybt som symbol på hans forfløjne sind. Næste nummer, bangeren ’Yikes’, åbner panisk med »Shit could get menacin’, frightenin’, find help« over industrielt svælgende bas for derefter at ændre kurs til et nonchalant firspringsvers om blandt andet tabloidmediet TMZ og… #MeToo-implicerede Russell Simmons.
Og sådan fortsætter det egentlig gennem hele ’Ye’s syv numre lange, distræte kompleksitet, der afmaler Kanyes mentale sinuskurver på godt og ondt. Tekster om dybt personlige forhold og de seneste måneders (og års) infamøse optrin strøs ud over hvert track, mens produktionerne flygtigt spræller fra forsonende gospeltendenser til sumpende depression til opsvingsmaniske storhedsmanifester.
En sang som den rørende ’Wouldn’t Leave’ jonglerer det hele, hvor Chance the Rapper’sk gospel og kærlighedserklæringer til konen Kim Kardashian kolliderer med fortalelsen om sort slaveri og den udødelige Sway-rant fra 2014: »They say ’Build your own’, I said ’How Sway?’ / I said ’Slavery a choice’, they said ’How Ye?’ / just imagine if they caught me on a wild day«. Kanyes offentlige skandaler er vand ved siden af ting sket bag lukkede døre, forstås.
Det sætter Kanyes polemiserede persona i perspektiv: Hvis de første tre album var hans triumferende opkomlingsværker, ’808s & Heartbreak’ hans depressive selvlede og ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ hans narcissistiske megalomani, er ’Ye’ hans selvaccepterende udlægning af en labyrinthjerne, der er svær at navigere som aldrig før, men i sidste ende er gudsbenådet. Som han pavestolt erklærer på ’Yikes’, er hans bipolære tilstand alt andet end et handicap: »That’s my bipolar shit, nigga, what? / that’s my superpower, nigga, ain’t no disability / I’m a superhero!«.
Et eller andet sted har manden ret. Ingen anden rapper kunne have begavet os dødelige med så overlegen og nytænkende en diskografi. Så når han på den soul-bugnende ’No Mistakes’ med Charlie Wilson og Kid Cudi på visit udbasunerer »I don’t take no advice from people less succesful than me«, forstår man ham næsten godt.
Næsten. Det kan nemlig diskuteres, hvor godt så ufiltreret og konfus en plade som ’Ye’ lader sig oversætte til en udelt musikalsk succes for den gængse lytter. For selv om dette ottende album uden tvivl flasher glimt af Kanyes enestående brillans, ikke mindst på fyrværkeriet ’Ghost Town’ og datterhyldesten ’Violent Crimes’, vælter det også halvvejs under vægten af sin cerebralt zigzaggende bipolaritet.
Bedst som flere af sangene finder en lækker rytme, overrendes de med diverse ’The Life of Pablo’-lignende breaks, beat-skift og features, der ofte smelter sammen til utydelige vællinger, hvor kun stjerneskuddet 070 Shake, Kid Cudi og Ty Dolla $ign for alvor står ud. Resten af gæsteparaden ligner et spil Cluedo.
Midt i den gospelsymfoniske orkan står dirigenten Kanye og har umanerlig svært ved at fastholde en tanke i mere end et minut. Udtrykket er storladent og smukt, men også rodet og forhastet. Og så runger infantile replikker som ’All Mine’s »I love your titties, ’cause they prove / I can focus on two things at once« altså pænt hult, uanset hvor Kanye-centriske de er.
Kanye West accepterer sin bipolaritet ved ganske enkelt at paradere den frit, filterløst og usammenhængende rundt på ’Ye’, der er en lige så uperfekt og hjerneraslende bearbejdningsmekanisme som hiphopinnovatøren selv. Og hurra for det – sjældent har han mønstret så personligt og selvudleverende et værk. Men det betyder også, at albummets røde tråd flagrer hvileløst for måske første gang i en ellers eminent karriere.
Kort sagt:
Kanye Wests ’Ye’ er et smukt, storladent og rodet værk, der afmaler Kanyes mentale sinuskurver på godt og ondt. Hans bipolære sindstilstand driver ned ad alle syv numre i både tekst og produktion, som er lige så uperfekt og hjerneraslende som hiphopinnovatøren selv. Wyoming-albummet er med længder et af hans mest personlige til dato, men det er også så filterløs en skildring af Kanyes labyrinthjerne, at den røde tråd flagrer.
Læs også: Kanye åbner op om sit mentale helbred og meget mere i nyt interview
Læs også: Coveret til Kanyes nye ‘Ye’-album er noget ganske særligt