»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

Liam Gallagher på NorthSide: Den sidste store rock’n’roll-stjerne leverede veloplagt nostalgifest

Liam Gallagher på NorthSide: Den sidste store rock’n’roll-stjerne leverede veloplagt nostalgifest
4 6
Liam Gallagher

Koncert, NorthSide, Green Stage

Han var udmærket klar over, hvorfor han var blevet booket, og han var heldigvis gavmild med at honorere den præmis. Selvfølgelig bestod langt størstedelen af Liam Gallaghers set af Oasis-sange – til publikums store begejstring.

Den forventelige nostalgifest åbnede effektivt med ‘Rock’n’Roll Star’ og ‘Morning Glory’ og en veloplagt hovedperson i den ikoniske hænderne-bag-ryggen-positur foran mikrofonen, og Oasis-sangene fik senere følgeskab af ‘Some Might Say’, Cigarettes & Alcohol’ og ‘Supersonic’.

At Gallagher i så åbenlys grad lever på fortidens meritter bevirkede, at materialet fra soloalbummet ‘As You Were’, der udkom sidste år, nærmest virkede distraherende og forstyrrende. Således var det nærmest af pligt, da ‘Greedy Soul’, ‘Wall of Glass’ og ‘For What It’s Worth’ blev leveret, dog med en vis indlevelse i sidstnævnte.

Oasis har gjort Manchester-knægten til en vaskeægte rockstjerne. En titel, ikke særligt mange kan bryste sig af længere, som Gallagher indledningsvis bemærkede – med adressat til det nuværende musikalske landskab og naturligvis også en slet skjult henvisning til sig selv.

Den famøse attitude, der pendulerer mellem det kække og det arrogante skinnede da også igennem fredag aften på Blue Stage, og der blev sendt svadaer til såvel Brexit som Snapchat. Ligesom ‘Slide Away’ blev dedikeret til københavnske Susan, som Liam tilsyneladende kender ret indgående: »She’s cool. If you ever meet her, behave or she’ll tell you«.

Der findes vel næppe andre i nyere rockhistorie, som formår at svinge en tamburin og et sæt maracas på så übercool vis som det nordengelske britpop-ikon, og han indgik da også i sit nuværende band på samme manér som i Oasis.

Mod slutningen blev en akustisk ‘Live Forever’ leveret en anelse jappet og forhastet, inden vi fik det ultimative lejrbålsnummer at begive os videre ud i aftenen på. Fællessangen tog fuldstændigt over i ‘Wonderwall’, og der opstod det, der må beskrives som NorthSides svar på ’Orange Feeling’ – selv om den følelse vist ikke lige har et decideret navn endnu.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.

Advertisement