Mew fejrede ‘Frengers’-jubilæum med fællessang på Heartland

Mew fejrede ‘Frengers’-jubilæum med fællessang på Heartland
Jonas Bjerre på Heartland Festival.
Foto: Peter Kirkegaard.
Mew fejrede ‘Frengers’-jubilæum med fællessang på Heartland
4 6
Mew

Koncert, Heartland Festival

Mew har været en loyal følgesvend gennem mine formative år og intet dansk band har samme plads i mit hjerte. Det er en relation, jeg tydeligvis deler med mange andre, for en anseelig skare, som stort set kunne synge med på hver en strofe, var stimlet sammen foran Highland-scenen, hvor barndomsvennerne fra Hellerup spillede lørdag aften.

Efter en effektiv tre-trinsraket med ‘Repeaterbeater’, ‘Special’ og ‘The Zookeeper’s Boy’ gik bandet i gang med det, som ligger til grund for deres igangværende koncertrække: Nemlig en kronologisk opførsel af gennembrudsalbummet ‘Frengers’, som i år fejrer 15-års jubilæum.

Sådanne albumopførsler er en kærkommen anledning til at drage på retrospektiv genopdagelse, og genhøret denne aften var da også en fin påmindelse om, hvorfor det netop var disse sange, som blev Mews adgangsbillet til stjernerne.

Den rapsodiske kompositionsstruktur i ‘Am I Wry? No’ funklede forsat, Stina Nordenstam-duetten ‘Her Voice is Beyond Her Years’ besad stadig en sfærisk tiltrækningskraft, og ‘Snow Brigade’ tegnede sig for aftenens helt store stjernestund. Et mere forløsende omkvæd skal man lede længe efter – ikke blot i Mews eget katalog, men i de seneste 15 års danske musikhistorie. Sigende var det da også netop her, at Jonas Bjerre lod fællessangen tage over på Heartland.

Det var naturligvis ærgerligt, at Bo Madsen ikke var med til at fejre det album, han også var med til skabe i sin tid, men liveguitarist Mads Wegner gjorde en absolut godkendt indsats – soloen i ‘She Spider’ var særligt potent.

Det var tydeligt, at disse sange stadig vakte minder og følelser hos publikum, og der var flere tårer at spore i folks øjne, da ‘Comforting Sounds’ foldede finalen ud, mens solen spredte sine sidste stråler over Egeskovs pittoreske slotspark.

Der var intet overraskende ved Mews koncert på Heartland, blot et dejligt genhør med et af de bedste danske album i nyere tid.

Læs anmeldelse: Mø på Heartland Festival

Læs anmeldelse: Liss på Heartland Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold