Natalie Prass kanaliserer Janet Jackson og Mariah Carey på vellykket hamskifte
Da jeg interviewede Natalie Prass i forbindelse med udgivelsen af hendes selvbetitlede – og ganske fremragende – debutalbum fra 2015, spurgte jeg hende blandt andet om de på papiret ret oplagte inspirationskilder til albummets blanding af 60’er-lyd: Klassisk soul og kammerpop af Brill Building-varianten. Jeg havde regnet med, at vi skulle tale om Dusty, Aretha og Burt Bacharach. Den slags.
Prass ville dog meget hellere tale om sin forkærlighed for (eller, nå ja, fandyrkelse af) Janet Jackson, som hun fremhævede som sit måske vigtigste forbillede. Det overraskede mig, for det var svært at høre ekkoer af Janet i det ekstremt veludførte, og ikke så lidt inspirerede, vintage-opkog, hun serverede i samhørighed med Spacebomb-labelboss (og barndomsven), Matthew E. White.
Prass havde faktisk indspillet en version af Janets ’Any Time, Any Place’ som b-side til albummets andensingle ’Birds of Prey’, så sammenhængen var mere indlysende end jeg umiddelbart anede.
Det er dog først med det længe ventede album nummer to, at Prass’ Janet-begejstring giver sig helt umiddelbart til kende i den overordnede musikalske retning, hun præsenterer lytteren for. Hvor debuten som sagt stod kraftigt på skuldrene af 60’er-lyd (og produktionsteknikker), er der klare nik til senere epoker i især sort populærmusik:
Åbningsnummeret ’Oh My’ kunne sagtens have været inkluderet på Janets ’Control’-album (1986) med sin ’new jack swing’, den form for funk-pop-hiphop-fusion, som Janet pionerede i samarbejde med producerparret Jimmy Jam og Terry Lewis på hittet ’Nasty’.
’Never Too Late’ flytter Janet-hegnspælene et årti frem til den blødere, r’n’b-poppede lyd på ’Janet’ (1993), dog suppleret med en instrumentel outro, der med sin brug af clavinet er en klar homage til Stevie Wonder. Også omkvædet på forløbersinglen ’Short Court Style’ er som snydt ud af Janet-håndbogen, men fans af Mariah Careys slut-90’er-repertoire (a la ’Butterfly’) vil også kunne overgive sig til den indbydende blanding af pop og moderne r’n’b.
’Sisters’ lyder som en rendyrket kærlighedserklæring til Erykah Badus neo-soul: De jazzede synkoperinger og den snakke-syngende vokalkadence i versene er Badu classic, det samme er brugen af korstemmer i omkvædet. ’The Fire’, albummets måske bedste bud på et sommerhit, kunne godt være et Haim-hit, og minsandten om balladen ’Far From You’ ikke giver klare mindelser om The Carpenters (!), måske en kærligt-ironisk tilkendegivelse af Prass’ udseendemæssige lighed med Karen Carpenter?
Prass udfordrer den generelt popvenlige tilgangsvinkel på for eksempel den glimrende ’Hot for the Mountain’, hvor strygerne giver sangen en let søsyg fornemmelse – som et snigløb på underbevidstheden, eller som manifestationen af hjertesorg i dens mest personlighedsforvrængende manifestationer. ’Hot For the Mountain’ skiller sig også ud derved, at Prass her i højere grad end ellers er med til at forlene sangen med drama og nerve ved sin vokale tilstedeværelse. Vokalmelodien flugter ikke helt med den instrumentelle (orkestrale) backing, men pløjer ligesom sit eget sarte spor.
Også den seks minutter lange ’Ship Go Down’ befinder sig i den mere eksperimenterende ende af spektret, men ellers er popfinessen i højsædet på et album, der lydligt altså står i gæld til 80’erne og 90’erne (men også 70’erne), men som er meget 2018 i sit tekstunivers:
»I can’t believe the things I hear/ what is truth and what is fear?«, synger Prass indledningsvist på ’Oh My’; »seems like everyday we’re losing, when we chose to read the news«. Trump og fake news er aldrig langt væk fra disse sanges tidstypiske formuleringer af en bekymring over kulturens tilstand, men Prass ser også en grund til at stå sammen og til at formulere en stærk vision som modkraft til Trumps koalition af sårede hvide mænd og kvinder: »Break down the door, we’ll beat a path/ so will you stand up and be counted? We’ll take you on«, synger hun på ’Hot for the Mountain’.
Lidt ligesom jeg skulle vænne mig til synet af Prass i pink silkedragt med slips, da hun optrådte som musikalsk gæst med ’Short Court Style’ på ’Conan’ tilbage i marts måned, har jeg lige skullet omstille mig mentalt på hendes nye album – og ikke mindst, den mindre sårbart-soulede og mere eklektiske sangstil Prass lægger for dagen på ’The Future and the Past’, hvor hun tilpasser sin stemme efter den enkelte sangs behov, snarere end at lade sin egen personlighed farve sangmaterialet.
Fans af debutalbummet vil måske rynke på næsen af Prass 2.0, hvis grunden til at de forelskede sig i hende i første omgang var opdateringen af en særlig lyd med rødder i en bestemt periode (60’erne), men er man (pop)musikelsker – sådan helt bredt forstået – bør man ikke snyde sig for den opdaterede, mere farverige og mere direkte udgave af Prass.
Hun synger sig ikke bare ind i tiden her og nu, men kanaliserer på overbevisende vis pejlemærker fra de seneste fem årtiers populærmusikhistorie uden af den grund at miste målskiven (den gode sang) af syne og uden at sætte sin personlige vision over styr – også selv om hendes bedragerisk-eklektiske vokalindsats på sin vis sætter spørgsmålstegn ved selve ideen om kunstnerautenticitet.
Kort sagt:
Natalie Prass foretager noget af et hamskifte på sit andet album, der veksler debutens fokus på 60’er-inspireret soul og pop med 80’er-inspireret funk og 90er-r’n’b a la Janet og Mariah. Prass slipper ovenud godt fra sit stilistiske vovestykke: Man fornemmer en sangskriver og performer i komplet kunstnerisk kontrol.
Læs også: Natalie Prass giver koncert i København